Store Hestedag – igen en stor succes
Hestene fik bogstaveligt talt en plads i solen, da der i weekenden blev afholdt Store Hestedag på Dyrskuepladsen i Roskilde. Et talstærkt publikum fra hele landet var mødt op for at deltage i en hel dag med hestene i centrum.
Der kunne opleves hesteaktiviteter af enhver slags på Dyrskuepladsen lørdag d. 3. september – og alt sammen i strålende solskinsvejr. Tidligt på formiddagen startede de individuelle bedømmelser af de udstillede heste. Mens udstillerne havde travlt med at gøre deres heste klar til at tage sig bedst muligt i dommernes øjne, kunne publikum se resultatet på mønstringsbanerne eller tage plads ved den store ring og opleve en række forskellige shows. Og showoplevelser var der mange af – stilfulde og imponerende køreshows, show med fyrige islændere, klassisk dressur, mounted games med højt tempo og de mere humoristiske indslag som for eksempel fodboldkamp til hest. Også muligheden for en god handel havde trukket publikum til Store Hestedag. Ryttermarkedet med over 40 udstillere af alt til hest og rytter tog imod et købelystent publikum, der var på jagt efter alt fra strigler til hestetrailere.
Sidst på dagen blev den store ring indtaget til oprangering af alle de heste der løbende gennem dagen havde været til bedømmelse andre steder på dyrskuepladsen. Vinderen af titlen som Dagens Hest blev katalognr.149 Vinur af Ny Broholm, en islandsk hest, ejet af Janne Olsen fra Haslev. Dagens føl var et DV føl efter katalognr. 36, ejet af Rikke Dalgaard fra Slangerup. Dagens føl, der blev fundet på tværs af de tre racer fjordheste, shetlandsponyer og irish cob blev shetlandsponyføllet Tartans Lucifer fra Stutteri Tartan i Kirke Hyllinge.
Også blandt publikum blev der fundet en vinder. Der blev trukket lod om en gavecheck på 10.000 kr. til en rideferie sponsoreret af Store Hestedag, Heste-Nettet.dk og Magasinet Hest. Den heldige vinder blev Stine Noer.
Det er anden gang at sekretariatet bag Roskilde Dyrskue afholder Store Hestedag på Dyrskuepladsen. Sekretariatet er meget tilfreds med dagens forløb og den store opbakning om arrangementet både fra publikums og udstilleres side.
I den sidste udgave af TV-magasinet Hesteboksen (nr. 8, 2005) kan du se ca. 10 minutter af højdepunkterne fra Store Hestedag.
[Kilde: Helle Lyngfeldt]
Tilføjet d. 12-09-2005 kl. 12:14 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

