Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Nyt fra DI-Sport

Sportskomiteen under Dansk Islandsheste Forening (DI) har udsendt et nyhedsbrev, hvor de både ser tilbage på året 2015 hvad angår stævner og fremadrettet for 2016. Nyhedsbrevet kan læses i sin fulde længde på DI´s hjemmeside www.islandshest.dk men et par vigtige punkter skal dog fremhæves:

VM 2015 var på dansk jord - og det blev et VM ingen vil glemme - hvor alt bare fungerede og som har høstet stor ros fra både danske ryttere og internationale ryttere. Der påtænkes at lægges udtagelsesstævner tæt på fx DM og lignende store stævner, således at man kan skabet et miljø for hestene, som er så tæt på de store mesterskaber som muligt. Dette har været sat frem som ønske fra rytternes side. Da det kræver en del af de frivillige kræfter, så opfordres frivillige allerede nu til at melde sig.

Der blev afholdt DM i Alrid på Vilhelmsborg, med Klubben Toppur som den drivende kraft bag dette års Danmarksmesterskaber i Alrid. Det løb af staben på Vilhelmsborg den første weekend i september. Arrangørerne var topmotiverede og velforberedte, men man kan nærmest ikke forberede sig mod noget, der ligner et dagslangt skybrud. Vilhelmsborgs skove skyllede nærmest væk og myndighederne kom og lukkede skoven for al trafik. Dog have AL1 og AL2 rytterne gennemført deres terrænlydighed og manglede kun distancedelen, så de hurtigt agerende arrangører fik hurtigt anlagt en alternativ rute end den først planlagte.
Søndag kom alle ryttere igennem lydighed, gangarter og hurtighed og vejret var faktisk helt hæderligt. Der blev kåret en senior Danmarksmester i Alrid 2015. Der var en regeltilskrivning i 2015 om at der også ville blive kåret en ungdomsdanmarksmester, men der stillede desværre ingen unge ryttere op til årets DM.
Tusind tak til Toppur og alle deres hjælpende hænder, som gjorde årets DM i Alrid så flot og velarrangeret.


DM 2016
I 2016 har sportskomiteen valgt at skille DM sport og DM i gæðingakeppni ad. De sidste tre år har danmarksmesterskaberne været afholdt i Herning og det er derfor ved at være tid til et DM på den anden side af Storebælt. Sportskomiteen har derfor besluttet at afholde DM sport på Hedeland i dagene 7.-10- juli og DM i gæðingakeppni i Herning - evt i sammenhæng med en kåring - i dagene 14.-17. Juli 2016. Det er positivt for især de sjællandske ryttere at få DM på Hedeland, og anlægget derude står også toptunet til formålet takket være frivillige kræfter blandt teamet bag Hedeland gennem de sidste par år.

Kvalifikationskrav - sport
Kravene til DM 2016 i sportsklasserne er uændret i forhold til 2015. Resultatet skal fortsat være opnået en gang og på dansk jord. Man kan på DI´s hjemmeside se de nøjagtige karakter-krav for seniorer, ungryttere og juniorer for både sport og gædingakeppni.

I 2016 vil der være lidt ændringer i kvalifikationskravene til DM i ungdomsflok, teenageflok og børneflok, som alle er steget en smule, og som DI også oplyser på deres hjemmeside.

Gæðingakeppni 2016
Gæðingakeppni er for alvor ved at blive populært og det glæder komiteen at se flere og flere, som viser interesse for denne konkurrenceform. Der er flere nye og spændende tiltag på vej til stævnesæsonen 2016 og man ser frem til at få gæðingakeppni endnu bedre etableret i Danmark.

Nordiske Mesterskaber 2016
Alle de nordiske lande ønsker denne konkurrenceform helt fremme på den internationale bane og det har resulteret i, at der fra 2016 skal afholdes det første officielle Nordiske Mesterskab i gæðingakeppni. Det betyder derfor også, at Danmark skal have sendt et landshold af sted til at forsvare de rød hvide farver i de forskellige discipliner indenfor gæðingakeppni. Det er dog ikke alle disciplinerne, der skal konkurreres i. Børneflok bliver ikke udbudt, da deltagerne her vil være for unge til at konkurrere på et internationalt niveau. Det gælder ligeledes for teenageflok, der - som det ser ud nu - heller ikke vil blive en del af de nordiske mesterskaber. Sportskomiteen arbejder dog kraftigt på at få teenageflok med til NM!
Vi forventer at skal udtage 20 ekvipager i alt og så må vi se i hvilke discipliner, de kommer til at fordele sig i. Selve landsholdet vil blive udtaget på baggrund af resultater og hvordan det præcist kommer til at foregå vil snarest blive meldt ud.


Den danske rangliste
Der er blevet oprettet en rangliste for gæðingakeppni, som allerede nu er oppe at køre. Resultaterne fra dette års DM figurerer allerede nu på ranglisten, men da der endnu ikke er to resultater fra hver hest/ekvipage, så skal man søge på denne for at se resultatet. Men med næste års sæson skal ranglisten nok komme op at køre på lige fod med den i sporten. Det bliver derved gennem ranglisten, at man kan se om ekvipagen eller hesten er kvalificeret til at ride DM. De såkaldte kvalifikationsstævner er derfor afskaffet og i stedet vil alle stævner med DRL status være kvalificerende til DM.


Ranglistestævner
Fra 2016 skal klubberne ansøge om at afholde et ranglistestævne ligesom der gøres i sporten. Det bliver via en formular på DI´s hjemmeside, som vil være at finde på samme side, hvor der ansøges til sporten. Her vil der være nogle krav, der skal opfyldes, for at stævnet kan opnå status som DRL. Dette vil blive nærmere udspecificeret på hjemmesiden indenfor kort tid, så klubberne kan komme i gang med at ansøge om DRL status til deres gæðingakeppni stævner i 2016.


Uddannelse af nye dommere
Sporten har i år oplevet en akut mangel på flere danske gæðingakeppnidommere og har derfor besluttet at man i 2016 vil starte et nyt aspiranthold op. Der arbejdes på at få en dato fra Island i forhold til hvornår kurset vil finde sted, men det bliver formentlig i starten af næste år inden stævnesæsonen går i gang. Så har du lyst til at uddanne dig til gæðingakeppnidommer og blive en vigtig del af udviklingen af gæðingakeppni i Danmark, så hold øje med DI´s hjemmeside og nyhedsbreve, hvor de nærmere informationer vil være at finde.

Sportskomiteen opfordrer samtidig alle, der har gode ideer og input samt eventuelle spørgsmå, til at sende dem en mail på sportskomiteen@islandshest.dk.

Alt i alt må man sige at komiteen har haft rigeligt at se til i året 2015 men også tænker positivt fremad mod det kommende år. De har rigeligt at se til og brænder for sagen.

 

Foto: Ungryttere fra dette års VM i Herning


Tilføjet d. 26-10-2015 kl. 14:28 af i kategorien Islandshest.
Forsidebillede: Ingen titel af Pennymus

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider