Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Ridefysioterapiens indvirkning på Sclerosepatienter

Ridefysioterapi er mere effektiv end træning på en bold, viser ny undersøgelse.

 

Hvis man lider af sclerose og ikke er bange for store dyr, så er det bare med at komme op på hesten. En session af ridefysioterapi forbedrer nemlig ganghastighed, balance og koordination mere end hvis man vælger at træne på en bold.
Det viser en undersøgelse, som fysioterapeut Mette Thomasberg Kobborg har lavet i forbindelse med sin kandidatafhandling.

 

Ny undersøgelse viser:

I Mette Thomasberg Kobbergs undersøgelse deltog 52 mennesker med sclerose, som stadig har gangfunktion. Halvdelen af dem tog en session ridefysioterapi på 45 minutter, mens den anden halvdel fik en session træning på en stor bold, der også varede 45 minutter.

 

Før og efter træningen blev alle deltagere testet med det der hedder en six spot step test - en gangtest, hvor man går på en 1x5 meter stor bane med seks cirkler. Deltagerne går i testen i zig-zag mellem cirklerne, mens de sparker klodser væk der er placeret i cirklerne. Testen udføres fire gange så hurtigt som muligt uden at løbe og resultatet er gennemsnittet af de fire tider. Deltagerne skulle også tage en 10 meters gangtest for at vurdere deres ganghastighed og skridtlængde.

 

Resultatet af undersøgelsen viste:

Resultatet af undersøgelsen var, at ridefysioterapigruppen klarede sig bedre end de der trænede på bolden i six spot step testen. Der var dog ingen signifikant forskel målt på ti meter gang-testen. Til gengæld var den patientoplevede effekt større ved ridefysioterapi.

 

Hvorfor virker ridefysioterapi?:

Mette Thomasberg Kobberg forklarer i sin afhandling, at grunden til at ridefysioterapi virker bedre end øvelserne på bolden blandt andet er hestens bevægelsesmønster. Under ridefysioterapien bevæges patienten hele tiden passivt af hestens bevægelser. Sidder man derimod passivt på en bold i perioder under træningen får man ikke samme stimulering. Samtidig er det muligt for deltagerne, der træner på bold, at forudse boldens bevægelser, Det kan man ikke med hestens.

 

Fakta om Multipel sclerose (MS):

Multipel sclerose (MS, kaldes også dissemeret sclerose eller blot sclerose) er en kronisk,

neurologisk lidelse, som rammer myelinskederne i centralnervesystemet (CNS), hvilket fører

til demyelinering og deraf følgende neurologiske symptomer som nedsat syn, fysisk

funktionsniveau og koordinationsvanskeligheder, samt ekstremitetslammelse. MS er den

hyppigste neurologiske årsag til invaliditet blandt yngre og midaldrende mennesker i den

vestlige verden. I Europa er mindst 350.000 diagnosticeret med MS.

MS rammer kvinder dobbelt så hyppigt som mænd. Kvinde til mand fordelingen i Danmark er

steget fra 1,31 i 1950 til 2,02 i 2005, og denne stigning vil antageligt fortsætte.

Årsagen til MS er ukendt. Sygdommen er en autoimmun lidelse, hvor immunsystemet

fejlagtigt reagerer mod vævskomponenter i kroppen.

 

Behandling af MS:

Behandlingen af MS består af medicinsk behandling mod tilbagefald, sygdomshæmmende og

symptomlindrende medicin. Der findes ingen behandling, som har langtidsvirkende effekt

mod tilbagefald, eller kan udbedre de permanente neurologiske skader. Fysisk træning

bliver derfor en vigtig del af behandlingen for at forbedre gangfunktion og balance for patienter ramt af MS. Et af de primære mål med træning er, at øge patientens aktivitets- og

deltagelsesniveau samt sikre en så selvhjulpen hverdag som muligt.

 

Ridefysioterapiens virkning:

Ridefysioterapi har i Danmark været anvendt til behandling af MS og andre

patientgrupper, der lider af kronisk sygdom, siden 70'erne. Ridefysioterapi anvender de

tredimensionelle bevægelser fra hestens bækken under skridtgang som det primære element i

behandlingen. Bevægelserne overføres til patientens bækken symmetrisk og forplanter sig

videre op gennem kroppen. Patientens bækken bevæges i en sidebevægelse, en rotation og en

kipning frem og tilbage - som om patienten gik på egne ben. Intensiteten i behandlingen er

unik, idet bevægelserne gentages 90 -110 gange pr minut på en mellemstor hest.

Man har gennem en tredimensionel analyse opdaget, at ridning kan generere motoriske og

sensoriske stimuli sammenlignelige med menneskets under gang, herunder lignende

acceleration, frekvens, hjerte- og åndedrætsrytme samt blodtryk, og at dette kunne give

helbredsmæssige forbedringer for patienter med funktionsnedsættelser.

 

Den positive effekt af ridefysioterapi:

Effekten af ridefysioterapi ses særligt på nedsat balance, gangfunktion, koordination,

spasticitet, ligevægtsfornemmelse og kropsholdning.

Ligeledes mener man, at øget velvære, mere selvtillid og mulighed for socialt samvær også er

mulige effekter af behandlingen. Ifølge udsagn fra patienterne selv, er der en direkte

overførbarhed af de fysiske og psykiske effekter af ridefysioterapi til patienternes hverdag,

idet der rapporteres om forbedret motorisk kontrol i en sådan grad, at patienterne oplever at

have en lettere tilværelse, bl.a. ved selvstændigt at kunne udføre ADL funktioner.

De positive psykiske effekter af ridefysioterapi kan motivere MS patienten til at udføre aktiviteter, som før har været forbundet med smerte eller nederlag og dermed giver ridefysioterapien både fysiske og psykiske positive ændringer i patientens sygdom og liv.

 

Vederlagsfri ridefysioterapi:

I 1972 begyndte MS patienter at kunne modtage ridefysioterapi med tilskud fra datidens sygekasse.

De kan nu modtage ridefysioterapi vederlagsfrit fra sygesikringen, jævnfør overenskomsten

på området såfremt, at patienterne har et svært fysisk handicap. Det betyder, at patienterne

ofte er afhængige af et ganghjælpemiddel, inden de starter behandlingen. Ifølge Danmarks

statistik var de samlede behandlingsomkostninger til vederlagsfri ridefysioterapi i 2013 82,4

mio. kr. og i gennemsnit koster det 14.204 kr. for hver patient, der modtager vederlagsfri

ridefysioterapi i et år. De betragtelige samfundsøkonomiske omkostninger til behandlingen

sammenholdt med andre former for fysisk træning forårsager, at ridefysioteraputer i højere

grad oplever krav om at kunne dokumentere effekten af behandlingen.

I Danmark forsker man desværre ikke aktuelt i ridefysioterapi.

 

Kilde: Effekten af ridefysioterapi på ganghastighed, balance og koordination - et randomiseret kontrolleret studie om patienter med Multipel sclerose - Mette Thomasberg Kobborg Stud Cand Scient i fysioterapi, Syddansk universitet.

 


 

Tilføjet d. 02-09-2015 kl. 20:57 af i kategorien Forskning.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider