Som tidligere nævnt er Frijsenborg Explorer i år udvidet med en dag, så arrangementet nu omfatter både lørdag og søndag. Sæt kryds i kalenderen ved lørdag d. 20 og søndag d. 21 august!
Lørdagen er afsat til MTB-løb, mens søndagen står i hestenes tegn, Frijsenborg Horse Explorer. Og begge dage er der masser af underholdning for hele familien. Oplev eksempelvis middelalderlejr, spejderlegeplads, bueskydning, vandreture, jagthornsblæsere eller en stenaldermand, der skyder med sort krudt.
Spring
I springkonkurrencen deltager 15 af Jyllands bedste springryttere. Blandt de tilmeldte er bl.a. Kim Kristensen, vinder af Gjern Springderby 2005, den tidligere danmarksmester i military, Mogens Svane Rasmussen og Tine Gade fra Sportsrideklubben i Aalborg. Gade blev nummer syv ved dette års DM i spring. Dermed er der lagt op til en hård kamp om en samlet præmiesum på 20.000 kr.
Westernopvisning
Pernille Bendix en af Danmarks bedste reining ryttere, og til Horse Explorer vil hun demonstrere westernridning. For at give publikum den optimale oplevelse, vil hun anvende en bærbar mikrofon. Opvisningen er udvidet med 20 minutter, så den nu varer i alt 50 min. Pernille Bendix har netop vundet bl.a. en bronzemedalje i Scandinavian Championship i disciplinen reining.
Masser af heste og udstyr:
Hele dagen vil der være masser af stande med rideudstyr, hestetrailere, en hestekunstmaler, en hestehealer og meget mere. Hestene er opstaldet på pladsen, og der er mulighed for at komme på besøg i staldene, lige som der også vil være ponyridning hele dagen.
Hadsten & Omegns RideClub
Hadsten & Omegns RideClub er ny teknisk samarbejdspartner ved Frijsenborg Horse Explorer. Klubben står bl.a. for dagens springkonkurrence.
Frijsenborg Horse Explorer finder sted på Frijsenborg Gods.
[Kilde: Karina Bjørn, CONCEPT]
Frijsenborg Horse Explorer
Tilføjet d. 03-08-2005 kl. 18:15 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

