Den tredobbelte islandske verdensmester Jóhann R. Skúlason, der er bosat ved Them i Jylland, har efter den indledende runde i konkurrencen Tölt T1 taget føringen. Han rider på den danskavlede hest Garpur fra Højgaarden. Jóhann R. Skúlason repræsenterer Island ved verdensmesterskaberne for islandske heste 2015 i Herning. Han leverede et blændende ridt fra morgenstunden og har holdt føringen hele dagen. Det bliver nervepirrende spændende at se, om han kan holde hele vejen til gulde, men chancerne er nok temmelig store. Jóhann er svær at vinde over.
De øvrige i A-finalen for seniorer er nordmanden Hans-Christian Larsen på den danskavlede hingst Victor fra Diisa, Sigurbjörn Bárðarson på Jarl frá Mið-Fossum, Island, ligger som nummer tre og Kristín Lárusdóttir på Þokki frá Efstu-Grund , Island, ligger nummer 4.
A-finalen i Tölt er den klassiske disciplin for islandske heste, som er omgærdet af stor prestige. Den foregår søndag formiddag, hvor et tændt publikum vil klappe finalisterne rundt på banen.
Danske Trine Risvang, Djursland, ligger på 10. pladsen og har dermed kvalificeret sig til B-finalen, som foregår lørdag formiddag. Hun har derfor muligheden for at kæmpe sig op i A-finalen og det danske publikum krydser alt hvad der krydses kan, for at hun vinder B-finalen og kommer videre til A-finalen.
De danske ungryttere er utroligt stærke. Caroline Poulsen og Helgi frá Stafholti fører ungrytternes udtagelsesrunde i T1. De øvrige ungryttere i finalen er Shirin Geier med Prins from Creekside Farm, Tyskland, som ligger lige efter Caroline som nr. 2. Danske Frederikke Stougaard på Börkur frá Sólheimum ligger som nr. 3 og Kristian Tofte Ambo og Tónn frá Ólafsberg, ligeledes fra Danmark er nummer 4. Norske Camilla Wangen med Reyr frá Melabergi, ligger som nummer fem efter udtagelsen.
Ungrytterne kårer også deres verdensmester i Tölt T1 søndag formiddag lige før seniorerne.
Foto: Ulrich Neddens : Jóhann og Garpur