- tre dressurdage veloverstået
Vejr- og tordenguden har spillet puds med dressurrytterne som har deltaget i Jysk Rideuge. På trods af dette er stævnet forløbet virkelig godt, og solen har haft overtaget det meste af tiden. Mandag – onsdag har ryttere fra hele landet redet programmer på Silkeborg Rideklub’s to baner og der har været smuk ridning alle dagene.
Mandag havde vi besøg af TV2 Østjylland og Silkeborg TV, de klip kan ses på www.silkeborgrideklub.dk, hvor man også kan finde resultater og startlister.
Lokal dominans
Silkeborg Rideklub har grund til at være stolte af de ryttere der har repræsenteret klubben. Klubbens berider har haft stor succes på dressurbanen, hvor han med Sejlgaards Laze efter Blue Hors Don Schufro og Romanov efter Romancier har fået placeringer i både LA- og MB-klasser. En anden professionel rytter som har gjort sig bemærket er Lise Trier med elegante hoppe, Melissa efter Michellino, en ekvipage man virkelig lægger mærke til.
Mest bemærkelsesværdigt er dog Tenna Andersen og Sharon Van De Bekput som er tilbage efter et års stævnepause. Tenna rider de høje klasser og blev 7. i en MB2 og nr. 2. i en MB1, hvilket må siges at være en god debut efter en lang pause. Morten Petersen, klubbens tidligere beriderelev har også fået flere placeringer.
En anden lokal rytter, Katrine Hjort med Opasia har også gjort det virkelig godt. Katrine er kun 15 år, så hun dyster mod ryttere med langt mere erfaring end hende selv. Hun blev placeret i LA1 og har været tæt på placeringer de andre gange.
Ryttere på besøg
Der har været venteliste til alle klasser under dressurdelen, det bliver tilsyneladende mere og mere populært at deltage i Jysk Rideuge. De besøgende ryttere har bidraget med elegant og spændende ridning. Her kan nævnes den unge rytter, Marie Louise Andersen fra Dalby Rideklub som har været på podiet flere gange på de tre dage dressuren har stået på. Også flere af de professionelle topryttere har valgt at ride stævne i sommerferien.
Springning og action
Alle håber på masser af solskin og vi satser på at Østjylland har fået vand nok for denne gang. Fra i morgen, torsdag, starter springningen og fortsætter helt indtil søndag aften. Vi håber at se mange besøgende fra nær og fjern, der bliver rigtig meget at se på. Der er fri entré hele ugen.
[Kilde: Louise Birkholm, Silkeborg Rideklub]

