Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Kom til kursus med DSP

Nyt tiltag i DSP - Dansk Sportspony Avl - skal lære ryttere og avlere at forberede og fremvise deres ponyer bedst muligt til sadelkåring og 4 års championat.

 

For at kunne bedømme ponyernes brugsegenskaber og deres forældres nedarvning af brugsegenskaber, opfordrer foreningen til, at de unge dyr fremstilles til bedømmelse under rytter.

 

Af samme grund tildeles medaljer fra og med i år kun til hopper med en bestået brugsprøve.

Det er et faktum, at klargøringen af ponyen, tillige med fremstillingen på selve dagen, har stor betydning for det resultat ponyen opnår til afprøvningen. Derfor er det en fordel i god tid eventuelt at sætte ponyen i træning hos en berider, som har stor erfaring i at fremvise unge heste/ponyer, så præsentationen ikke skæmmes af rytterfejl eller mangelfuld forberedelse.

 

Alligevel er der mange avlere og ryttere som selv, eller sammen med en lokal hobbyrytter, vælger at give sig i kast med jobbet. Det kan være en spændende og lærerig oplevelse selv at fremvise sin pony, og mange kan gøre det med stor succes.

 

For at optimere fremvisningen af disse ponyer lancerer foreningen nu et rytter/avler-kursus om klargøring og fremstilling til brugsafprøvning.

 

Det kan være de små ting, der gør den store forskel. Hvilket tempo skal ponyen gå i? Hvad menes med remonte-holdning? Hvordan bedømmes ponyerne til 4 års-championatet, og hvor lang tids forberedelse skal man regne med der skal til?

 

Kurset vil omfatte fremstilling af både dressur- og springbetonede ponyer, og der vil blive undervist ud fra såvel dommers, testrytters og den professionelle ungheste-rytters synspunkt.

 

Underviserne på kurset er:

Berider Carsten Bach Pedersen som også er dressurdommer og gangartsdommer.

Berider Peter Rahbek som ud over at have stor erfaring i ridning til sadelkåringer og championater, også har været testrytter i spring for DV.

 

Kurset består af 3 dele:

En teoretisk del, en demonstration, og til slut individuel praktisk rideundervisning af deltagerne, som har pony med.

Der vil være mulighed for at deltage såvel med, som uden pony.

Deltagere uden pony vil under den praktiske del om eftermiddagen få lejlighed til at overvære undervisningen af de ryttere, som har pony med.

 

Kursets indhold:

Formiddag:

Teori v. Carsten Bach Pedersen og Peter Rahbek

 

Hvordan foregår en sadelkåring og 4- og 5- års championat i store træk?

Hvor lang tid før arrangementet skal man starte træningen?

Hvordan forbereder man henholdsvis dressur og springponyen til dagen?

Hvad ser dommerne og testrytter på, når de bedømmer henholdsvis dressur og springponyerne?

Hvordan kan man fremhæve ponyens styrker og undgå at udstille svaghederne?

Hvad er de mest typiske rytterfejl og hvordan undgår man dem?

 

Demonstration

Der fremvises en springpony og en dressurpony under rytter.

Beriderne kommenterer på ridtene og vejleder rytterne.

Derefter fremvises samme ponyer igen af de samme ryttere under vejledning af beriderne, og forbedringerne belyses.

 

Eftermiddag:

Praktisk del for deltagere med pony.

Berider Peter Rahbek underviser de springbetonede ekvipager enkeltvis.

Berider Carsten Bach Pedersen underviser de dressurbetonede ekvipager enkeltvis.

 

Kurset afholdes lørdag den 11.07.2015 på Stald Hesselbjerge, Bøllundvej 36, 7330 Brande.

 

Hvilke ponyer kan deltage?

3-års, 4-års og 5-års ponyer der er kåret/registreret i DSP eller hvor moderhoppen og/eller

faderhingsten er kåret/registreret i DSP.

Rytterens størrelse skal harmonere til ponyen.

 

Hvem kan deltage:

Man kan deltage med pony eller som tilhører/tilskuer.

Ejer eller rytter skal være medlem af DSP - der kan dog købes gæstemedlemsskab i

forbindelse med kurset.

 

Yderligere oplysninger kan findes på http://www.sportspony.dk

 

Pressemeddelelse: DSP

 


Tilføjet d. 06-06-2015 kl. 18:13 af i kategorien Avl.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider