Ændringer på Fagbog og Markedsplads
Heste-Nettet målsætning har altid været at fremme kommunikationen mellem individuelle brugere samt mellem disse og virksomhederne i branchen. Nogle af Heste-Nettets områder, f.eks. Ryttersnak, retter sig specifikt mod personlige brugere, andre (f.eks. Fagbogen) henvender sig til virksomheder. Heste-Nettets Markedsplads har derimod været flittigt benyttet af både private og virksomheder.
Heste-Nettet ønsker i fremtiden at tilbyde flere og bedre muligheder for både enkeltpersoner, virksomheder og foreninger. Det kræver imidlertid en klarere opdeling mellem disse. Også for køberne på Markedspladsen er det en fordel lettere at kunne vurdere om man køber af en privat eller af en handlende.
Som et første trin i denne opdeling indføres betaling for kommerciel brug af Markedspladsen. Det gøres ved at brugere, der har oprettet deres virksomhed i Fagbogen kun kan benytte Markedspladsen (andet end heste) mod betaling af et gebyr. Virksomheder med aktivt CVR-nummer kan derimod fortsat oprette en gratis tekstannonce i Heste-Nettets Fagbog.
De virksomheder, der vælger at betale for annoncering på Markedspladsen får fremhævet deres annoncer. Som alternativ til de egentlige annoncer på Markedspladsen, tilbydes virksomhederne nu også mulighed for annoncering ved et banner placeret over annoncerne på markedspladsen.
De ny annonceringsmuligheder for virksomheder er alle baseret på selvbetjening og online-betaling svarende til det hidtidige system til betaling af salgsannoncer for hest og pony.
Ved læsning af annoncerne på Markedspladsen kan man nu sortere i disse for at se henholdsvis firma- og privatannoncer. Det er også blevet muligt at sortere annoncerne efter postnummer samt annoncør.
Det ny system blev indført i aftes, men vi vil gennem de næste dage rette diverse småfejl og uhensigtsmæssigheder, som vi er eller bliver opmærksomme på.
Heste-Nettet
Tilføjet d. 08-06-2005 kl. 09:40 af C Henrik Biering i kategorien Nyt fra Heste-Nettet.dk.

