Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Verdensstjerner i Vallensbæk


Sportsrideklubben Vallensbæk afvikler i den kommende weekend, d. 4.-5. juni, Danmarks-mesterskaber i dressur for handicappede.

Stævnet afvikles som et internationalt stævne, og der vil således komme et væld af internationale stjerner fra både Danmark og de øvrige nordiske lande til start ved dette stævne. H.K.H. Prinsesse Benedikte besøger stævnet.

Det er første gang, at Sportsrideklubben Vallensbæk skal afvikle et handicap-stævne. I klubben ser man frem til dette stævne, som man har brugt flere måneder på at forberede. Man har tidligere afviklet mange andre store stævner – både nationale og internationale – heriblandt Danmarks-mesterskaber og Europamesterskaber, men det er som nævnt første gang, at klubben skal afholde stævne for handicappede.

Klubben håber meget, at dette stævne kan danne grobund for flere handicapstævner, både i Københavns Amt og i andre klubber rundt omkring i landet. Der afvikles desværre ikke ret mange handicap-stævner i Danmark om året, men det har været en spændende og bestemt ikke uoverkommelig opgave at arrangere dette DM-stævne.

Det er første gang, at handicap-DM, eller ”Forbundsmesterskaberne” som det kaldes i daglig tale, afvikles udendørs. Mesterskaberne afvikles ligesom for rask-ryttere, dvs. ikke-handicappede ryttere, ved at rytterne rider et obligatorisk program om lørdagen, og et selvkonstrueret kür-program til musik om søndagen. Mesterskaberne afvikles som et samlet resultat over begge konkurrencedage.

Handicap-ridningen gennemgår en stor udvikling i disse år. For bare få år siden, red mange ryttere på lånte heste, når de var til konkurrencer rundt om i Danmark og udlandet. Således blev VM på Vilhelmsborg ved Århus i 1999 afviklet på lånte heste. I dag har stort set alle ryttere deres egne heste med til stævner.

Rytterne er inddelt i 4 grader, hvor grad 1 er de sværest handicappede.
Der vil blive afholdt mesterskaber i grad 2, 3 og 4, idet der ikke er nok grad 1-ryttere til at lave et mesterskab i denne kategori.

Stævnet afvikles som en slags internationalt stævne, som man kalder Danish Open, idet man har inviteret de svenske, norske og finske landshold. De udenlandske ryttere kan også deltage i mesterskabsklasserne og blive placeret i de enkelte klasser. Det er dog kun de danske ryttere, der kan vinde det samlede danmarksmesterskab.

I grad 2-mesterskabet er der 8 ekvipager tilmeldt – heraf 5 danske. Jens Lasse Dokkan fra Norge er også tilmeldt denne klasse. Jens er Norges helt store internationale handicaprytter og har i flere år konkurreret mod vores legendariske Britta Andersen. Disse 2 ryttere har stort set skiftedes til at vinde guld og sølv ved internationale stævner og mesterskaber herunder EM, VM og OL. Britta vandt mange medaljer hjem til Danmark inden hendes alt for tidlige død i forbindelse med en tragisk ulykke.
Mesterskabet for grad 2-ryttere har også sidste års DM-vinder Malene Høj Sommerlund og sølvvinder Liselotte Sørensen på startlisten.

For grad 3-rytterne er der tilmeldt 5 danske, 3 svenske og 1 finsk rytter. Alle 3 medaljetagere fra sidste års Danmarksmesterskab kommer til start. Christina Duedahl er forsvarende dansk mester, mens Caroline Cecilie Nielsen vandt sølv og Nanna Lildal vandt bronze ved DM i 2004.

Grad 4-mesterskabet byder også på internationale stjerner. Charlotte Johansen vandt VM i 1999 på Vilhelmsborg på lånt hest. Line Jørgensen er forsvarende dobbelt VM-guldvinder fra VM i 2003. Line vandt DM i 2002 og 2003 samt DM-sølv i 2004. Sidste års danske mester, Henrik Sibbesen kommer desværre ikke til start ved stævnet, idet han skal ride landsstævne i Kolding (mod rask-ryttere) i samme weekend. Henrik Sibbesen og Line Jørgensen rider til daglig MB-klasser mod ikke-handicappede ryttere. De var begge inviteret til stævnet i Kolding. Line valgte dog de danske mesterskaber i stedet for Kolding-stævnet.

HKH Prinsesse Benedikte glæder ryttere og arrangørerne ved at besøge stævnet om lørdagen fra kl. 11 til ca. 14.30.

Derudover besøger rideforbundets formand, Ulf Helgstrand, og næstformand, Annemarie Kruse Madsen stævnet. Vallensbæk borgmester, Kurt Hockerup, deltager ved DM-finalerne samt præmieoverrækkelsen om søndagen.

Tidsplan for stævnet
Lørdag kl. 8.30-17.30. Mesterskaberne afvikles kl. 13.30-17.30
Søndag kl. 10-17. Mesterskaberne afvikles kl. 13.30-17.00.
Begge dage er der pause ca. kl. 12.30-13.30

DER ER GRATIS ENTRÉ TIL STÆVNET.

Stævnet afvikles på Vallensbæk Ridecenter, Vejlegårdsvej 123-125, 2625 Vallensbæk. Stævnetelefon til sekretariatet: 43 64 02 47 (kun åben under stævnet).

 

Tilføjet d. 01-06-2005 kl. 11:18 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider