Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Rigtigt mange ungheste har allerede problemer inden tilridningen

Ofte er det sådan, at de første problemer i optræningen af hesten, starter efter et par måneder, når man begynder at forlange lidt samling og småøvelser af det unge dyr. Mange tænker, at de kan ride sig ud af det, og det er tilsyneladende også, hvad der sker. Men det som umiddelbart sker, er, at hesten simpelthen finder et personligt kompromis og tilbyder et lignende alternativ i forhold til de blokeringer, den har. Det føles ca. ok, og rytteren arbejder videre og accepterer hestens bevægelsesmønster. Er det en rytter med ambitioner om konkurrenceridning, tages der ofte en del kampe, men igen indretter hesten sig og finder nye kompromisser. Når hesten så er 5-6 år kommer de første større advarsler: Rytteren får alt for meget i hånden, hesten værgrer sig ved højere samlingsgrader og vil måske ikke åbne sig ordentligt til siderne, hverken i bøjninger eller sidebevægelser.

 

Nu kommer behandlerne ofte ind i billedet: Massører, fysioterapeuter, kiropraktorer mm. Der rammes meget tit rigtigt og problemet bliver løst, så man kan komme videre. Gøres der ikke noget og rytteren enten sælger hesten eller selv kæmper videre, får vi i min optik i løbet af et par år mere (ved 7-8 års alderen) meget ofte heste, der bliver et led i statistikken på forsikringernes aflivningslister. Hesten får ubodelige skader på hals, lænd, ryg og ben og bliver uanvendelig.

 

Jamen kan man ikke ride eller træne sig ud af problemerne? Nogen kan, men det er nok de færreste. Har man sin hest i træning, koster det mange penge og hverken træner eller ejer har den tålmodighed, der skal til for at løse op for blokeringerne på den korrekte måde, for pengene fosser ud af kassen. Derimod er rigtigt mange trænere flinke til at få løst problemet ved hjælp af behandlere og så kommer man i reglen fint videre.

 

I sommer blev jeg kontaktet af en gammel elev og kunde. Hun var lidt fortvivlet, for hendes unghest (quarterhingst, 2 år) var på mindre end en måned vokset totalt ud af facon. Det er ikke usædvanligt for quarterheste, at de pludselig bliver meget høje bagtil i en periode, men ikke alle får udviklet sig helt ud af det og vi ser derfor mange af dem rende "ned ad bakke" hele deres liv. Jeg havde før haft et par stykker, som ved massage blev hjulpet videre, og det slog mig dengang, hvor ondt de havde. Jeg anbefalede massagebehandling og lovede en bedring.

 

Billede

 

Da jeg kom frem til hesten og startede behandlingen, var den så øm i hals, skuldre og lænd, at det var hjerteskærende. Hesten var startet med at vokse, men sener og muskler i nævnte regioner kunne ikke følge med, og så vokser den i bagparten, hvor de forskellige behæftninger ikke holder sammen på samme måde.

 

Knoglerne vil selvfølgelig gerne vokse alligevel og alle signaler til vækst er sat i gang, men muskler og sener holder fast. Dette giver et umenneskeligt pres på knoglerne med smerter til følge. Smerter er jo ikke den bedste faktor og motivation til bevægelse, så det bliver værre og værre. I dette tilfælde rigtigt slemt. Man kunne jo godt få den tanke at de første knogleskader kan grundlægges her og med rette, hvis hesten får lov at løse problemet selv.

 

Efter en omfattende dybdegående massage var hesten løsnet og efterfølgende blev den trukket en tur for nu at kunne mærke "sin nye krop". Da den blev sluppet på fold løb den for første gang i 3 uger. Næste dag kunne tages et billede, hvor den så sådan her ud:

 

Billede

 

I løbet af de næste dage forøgede hesten sit aktivitetsniveau (massagen arbejder i 3-5 dage efter udførsel). Den har været behandlet 4-5 gange siden og ser idag normal ud for en 2½-års quarterhingst. Forløbet startede midt juni, og de to næste billeder er taget medio september.

 

Billede

 

Billede

 

Selvfølgelig kan man nemt hævde, at den ville være vokset ud af problemet selv, og det er til dels rigtigt, men den ville have gået meget længe under en meget stor smertepåvirkning, hvor den ikke ønskede at bevæge sig, med et meget stor pres, på ledfladerne pga af de sammentrukne muskler.

 

Hesten her afstedkom for mig lidt af et boom af ungheste til massage denne sommer. Her blev det mig for alvor klart, at ingen af disse ungheste overhovedet var i en forfatning, man kunne forvente af et uskrevet blad.

 

Problemer som jeg i mange år er stødt på som hæmninger og blokader for hestenes evner til samling og præstation, og som jeg har anset for at bero på ride- og træningsfejl hos heste på 5-6 år og opefter, stødte jeg nu på hos ungheste på 2 og 3 år, som intet var gjort med, andet end en tilsyneladende fornuftig opvækst og fodring.

 

Billede

 

Spændinger i hele øje- og øreområdet (1-4) kan ofte være stressrelaterede, men muligvis også stamme fra dårlige følgrimer, der "taber" nakkeremmen langt ned af halsen og derved spænder det lille føl sammen i øvre halsregion, med meget smertevoldende myoser til følge. Store smertende "nakkebuler" siddende på bagsiden af kraniet, er ikke hvad man forventer at finde på en unghest. Muligheden for at de er opstået i den kamp, som nogle gange ses når et føl gøres trækvant og skal vænnes til at stå bundet, er også til stede, og da det ofte pålægger føllet store stresspåvirkninger, vil det kunne påvirke de omkringliggende muskler i øre- og øjeregion.

 

Det stor blå område (5), er en mærkelig myose, som kan antage helt bindevævs- og stenagtige proportioner. De er meget svære at løsne og dækker over flere muskelgrænser. De skal ikke være der, og det er en gåde, hvordan de opstår. De er en meget stor smertevoldende hæmsko for senere samling af hesten.

 

Alt for stramme trapezmuskler (6), medfører dannelse af underhals og manglende evne til at frigøre lansemærket og løfte brystkassen med manglende løftereflekser i ryggen til følge. Også her på forreste trapez støder man på fastlåsninger af skulderbladet, man ikke forestiller sig inden for det normale hos unge heste. Der er ikke tale om fejlvækst i den forstand, for det er ikke knogleproblemer, men muskelproblemer.

 

Ekstrem stramhed i krydset (7), hænger ofte sammen med problemer i hals og nakke og vil bevirke at den unge hest ikke udvikler dens bevægelsesmønster rigtigt.

 

De store syndere i problemet med overvækst i bagparten er de små lange muskler i skuldrene (8-9), som på overgroede heste er ekstremt ømme og stramme i en grad, der minder om guitarstrenge.

 

Billede

 

I de dybere muskellag i nakken, har der hos flere unge heste optrådt rystende overspændte og ømme nakkemuskler, der også har mindet om guitarstrenge (1-2). I nogle tilfæde er "strengene" så spændte, at det bevirker, at de første 3 - 4 nakkehvirvler "skurrer" mod hinanden.

 

Her er lænden stærkt påvirket og i den yderste påhæftning af rygmusklen, er der store smerteindikationer. I de indre lag af skuldrene ligger problemer ved 4-6, især er 4 også sammentrukket på en måde der giver associationer til sten.

 

For mig at se er konklusionen, at man ikke bør påbegynde tilridning og træning af sine ungheste, før de har fået et gennemgribende muskelcheck. Ideelt kan anbefales 1-2 behandlinger af åringer om sommeren, når de er gået i vækst og derefter i deres 2 års-periode, hvor der også kan opstå problemer. Det er ikke umuligt at mange slidskader og problemer senere i hestens liv herved kan undgåes.

Man kan fremkomme med mange gisninger om, hvorfor, problemerne er til stede, men de helt perfekte opvækstvilkår findes sjældent, og vi har altid set fejlvækst hos heste. Nu har vi bare muligheden for, med det behandlerpanel, der i dag er til stede, at få taget nogle problemer i opløbet.

 

- Skrevet af Conny Mearlyn Nielsen

 

CMN har trænet heste i noget nær 40 år og er uddannet i Tyskland og USA. Hun har taget kurser i humanmassage i 80'erne og i midt 90'erne været taget tæt under vingerne af Hanne Hannibal, der var Danmarks første HesteMassør, uddannet fra Axelson's i humanmassage, zoneterapi og Kranio Sakral Terapi - human og dyr. CMN's massageteknik er derfor unik og rummer elementer fra mange grene og er i stadig udvikling.


Tilføjet d. 05-12-2014 kl. 10:15 af i kategorien Kronik.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider