Daniel Bachmann Andersen (JP-Photo)
På bane 1 ved Broholm Horse Show startede vi kl. 07.00 i morges med en Intermediaire I i Bundgaard Byg Cuppen. Sejren gik til den unge U25 Helgstrand Dressage-rytter Daniel Bachmann Andersen.
Daniel red sejren i hus på den yderst velgående Krak C-søn Vladimir med 74,298 %. Vladimir bevæger sig på alle tidspunkter med stor skulderfrihed, aktive bagben og med stor op-ad-bakke tendens.
Daniel Bachmann kom dog ikke sovende til sejren, Susanne Barnow gav kamp til stregen og førte klassen længe, efter sit ridt på hingsten Onassis e. Obelisk/Nimmerdor, der blev belønnet med 72,719 %.
Susanne Barnow havde dog endnu et skud i bøssen, idet hun også startede den store Don Romantic-søn Romance. Den store imponerende fuks satte ikke en hov forkert, men mon ikke Susanne åbner mere op og visser os endnu mere af den kraftfulde vallaks potentiale i morgendagens kür. Susanne Barnov og Romance kunne med 71,184 % indtage tredjepladsen.
De 15 bedste ekvipager er kvalificeret til Intermediaire kür der starter søndag kl. 10.

