U18-rytterne måtte ud i omspringning for at få medaljerne fordelt. Hård satsning kostede sidste års mester guldet.
Der var 14 fejlfrie rytter efter kvalifikationen til Schou Absolute Horses DRF-mesterskab for U18. Men på sidstedagen ved det store DM på Tågerup blev der ryddet ud i rækkerne. I første runde af finalen var der kun fire tilbage med dobbelt nulrunde, og efter anden runde var der kun to tilbage med tre gange 0. Det var sidste års U18-mester Emil Hallundbæk på Uno's Safier og Christoffer Nerving Møllekær på Zidane. De skulle i omspringning om guld- og sølv-medaljerne. Emil red først og satsede med en hård vending, som kostede en nedrivning. Han red i tiden 38,61. Christoffer kunne derefter tage det roligt og red fejlfrit i tiden 44,92 og lod glæde få frit løb i en runde på banen.
Fire ryttere var med i omspringningen om bronzemedaljen. Det var Josephine Bøgh på Fan Dejk og Martin Mose Knudsen på Candy K, der begge red nul i anden runde af finalen, men havde fire fejl med fra første runde, og Benedikte Rie Truelsen på Quinnie og Jessica Toelsstang på Quartel du Mazes, der kom til anden runde med dobbelt nul, men begge fik fire fejl i anden runde.
Det blev Josephine Bøgh, der fik bronzemedalje med en fejlfri omspringning i tiden 39,02, fjerdepladsen gik til Jessica Toelstang i 40,96 og femtepladsen til Benedikte Rie Truelsen i 41,34. Martin Mose Knudsen fik 28 fejl i omspringningen i tiden 72,02.
Der var 18 ryttere med i anden runde af finalen.
En stolt vinder, Christoffer Nerving Møllekær, løfter pokalen. Til venstre sølvvinderen Emil Hallundbæk og til højre bronzevinderen Josephine Bøgh.
Store smil på podiet.

