Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

At passe både studie og fire militaryheste kan være noget af et puslespil

Tia Lundemose Andersen får det meste ud af døgnets 24 timer, for udover at læse til markedsføringsøkonom ved Dania i Randers træner hun mange timer om dagen for at blive den bedste til ridningens triatlon, military.

 

3-4 timers træning og pasning af heste dagligt OG et videregående fuldtidsstudie som markedsførings-økonom med undervisning, lektier og eksamen? For de fleste kan det ikke lade sig gøre, men for 23-årige Tia Lundemose Andersen er det hverdag. Randers-pigen har i snart to år læst til markedsføringsøkonom med speciale i reklame ved Erhvervsakademi Dania og opnået flotte resultater, selvom ridesporten også fylder meget.

 

"Der skal planlægges og prioriteres, for at det kan hænge sammen. Hesten skal jo ud hver dag, men skoleopgaverne skal absolut heller ikke vælges fra, så det er nogle gange et puslespil at få til at gå op," siger Tia Lundemose Andersen, der lige nu er i gang med sin hovedopgave om sin praktikvirksomhed og efter planen kan kalde sig markedsføringsøkonom med speciale i reklame ultimo juni.

 

Interessen for heste kommer hjemmefra, hvor hendes forældre har en rideskole i Tebbestrup syd for Randers. Det var dog først i ti-årsalderen, hun selv begyndte at finde interesse for de firbenede dyr og at ride konkurrencer. Siden er det blevet til mange flotte resultater blandt andet en sølvmedalje i Finland som U21-rytter med landsholdet og en titel som Danmarksmester i military for hold 2013. Selvom det var første år som senior, opnåede hun i 2013 også en placering som nummer otte på Dansk Ride forbunds rangliste.

 

Som military-rytter skal man virkelig kende sin hest, da man rider i tre discipliner: Dressur, ridebanespringning og terrænspringning med bakker og små søer. Især den sidste del kan være meget nervepirrende at ride. Tia Lundemose Andersen har trods et krævende studie selv trænet sine fire heste op til det, de kan i dag.

 

"Ved store opgaver og eksamener hjælper min familie og venner med at tage sig af hestene. Jeg tror, at kombinationen af studie og hestene har gjort mig meget ansvarsbevidst og struktureret," fortæller hun og forklarer, at hun i sin tid valgte netop markedsføringsøkonomen med speciale i reklame, da det er en kreativ og bred uddannelse. Den giver mange muligheder for at starte en professionel karriere inden for reklame, som måske engang kan kombineres med Tias passion for ridesport.

"Jeg mangler bare den gode idé," griner hun.

 

Billede

Foto: Martin Jessen

 

Billede

Foto: Mathias Engelsted

 

Billede

Foto: Morten Fiil

 

Fakta om uddannelsen til markedsføringsøkonom ved Dania

- Er en 2-årig videregående uddannelse - I Randers kan du få speciale i enten reklame eller business, mens du i Viborg kan specialisere dig i entreprenørskab, kommunikation og økonomi. - Indeholder minimum tre måneders praktik, som kan være både i Danmark eller udlandet


Tilføjet d. 15-05-2014 kl. 13:51 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider