Påskens stævne i Göteborg var forventet at bringe svar på om der bliver dansk deltagelse i World Cup finalen i Las Vegas 20-24 april. Men spændingen blev alligevel ikke helt udløst
Tina Lund red en virkelig flot runde i den europæiske World Cup-finale i Göteborg, men hun fik en enkelt nedrivning på en stationata. Samlet endte Tina Lund på 13. pladsen, hvilket gav hende et enkelt point i den samlede World Cup-stilling, hvor hun nu er nr. 19 og dermed ikke direkte kvalificeret til deltagelse i finalen.
FEI har imidlertid meddelt, at Tina Lund har fået tilbudt et Wild Card til finalen i Las Vegas, fordi FEI begik en procedurefejl, da de fortalte Tina, at hun ikke kunne ride i både s'-Hertogenbosch og Göteborg. Rytterne, der skal ride i finalen, skal godkende Wild Card'et, med det ser Niels Ulrich Pedersen ikke det store problem i. "Jeg tror ikke, de siger 'nej', for de er jo hendes kolleger", lyder meldingen fra udtagelseskomiteens formand.
Tina Lund var godt tilfreds med Andante efter dagens præstation, men spændingen om kvalifikationen er næsten ikke til at bære, "Andante sprang virkelig godt i dag, og det var en lille fejl, vi havde, men engang i mellem skal man være lidt uheldig", siger Tina, der i timerne efter finalen i Göteborg skulle vente seks timer i spænding på, om Markus Beerbaum og Michale Whitaker kunne hente point ved et stævne i Florida. Resultatet af stævnet i Florida ventes at foreligge kl. 22.00 i aften. Men uanset hvordan udfaldet bliver, er én ting sikkert, Tina Lund tager afsted til Las Vegas, hvis muligheden byder sig.
Thomas Velin udgik af finalen i Göteborg efter flere nedrivninger, og han hentede derfor ikke point. I den samlede stilling ligger Thomas Velin nr. 16, og han ventes indenfor kort tid at meddele, om han ønsker at deltage i Las Vegas. I dagens finale gjorde danske Linnea Ericsson også en god figur på Pero-Z Hillock. Linnea red en flot runde, men fik to nedrivninger.
World Cup-kvalifikationen i Göteborg blev vundet at Robert Smith på Kalusha. Nr. 2 blev irske Jessica Kürten, som med andenpladsen avancerede fra 26. -14. pladsen på World Cup-listen og dermed passerede både Tina og Thomas. Tredjepladsen gik til Marco Kutscher på Controe.
[Kilde: Dansk Rideforbund]
Fortsat spænding om WorldCup deltagelse
Tilføjet d. 27-03-2005 kl. 23:45 af C Henrik Biering i kategorien Ridesport.

