Resultater fra Dansk Varmblods hingstekåring (opd.)
Knap 40.000 gæster besøgte i den forløbne weekend Dansk Varmblods hingstekåring i Herning. Her så et begejstret publikum den sydjyske hingst Solos Landtinus blive udnævnt til Årets Hingst.
Årets Hingst med i stjerneparade
Første chance for at se hingsten bliver ved Dansk Varmblod Region 4s hingsteshow nu på søndag den 20. marts klokken 12.30 i Hammelev Ridecenter ved Vojens.Den ædle og elegante Solos Landtinus har på få år slået sit navn fast som en enestående nedarver af både et smukt eksteriør og ikke mindst kolossalt gode brugsegenskaber.
Hans afkom er stjerner indenfor både springning og dressur, og allerede i hans første årgang føl blev der fire kårede hingste og en datter med guldmedalje ved hoppekåringen – en helt usædvanlig præstation.
I 2003 blev Landtinus udnævnt til Elitehingst, men desværre blev han ramt af sygdom, der var lige ved at slå ham ihjel. Hingsten fightede i ugevis for sit liv – og vandt. Heldigvis er han tilbage i sin gamle form i boksen på Stutteri Solos på Vartenbjergvej ved Vojens.Solos Landtinus er ejet af Lorenz Linnet fra stutteri Solos og familien Schou i Sommersted.
De samlede resultater fra Dansk Varmblods hingstekåring 2005 kan ses på www.varmblod.dk
(OBS: Åbning af filen kræver at du har installeret Adobe Reader, som kan downloades gratis.
[Kilde: Dansk Varmblod]
Tilføjet d. 13-03-2005 kl. 19:07 af C Henrik Biering i kategorien Ridesport.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

