Interview med Maj-Britt M. Carter

Vi fandt Maj-Britt M. Carter på standen ”Hippologisk Træning” i Herning Messecenter d. 11. marts, hvorfra vi fik lov til at låne hende til et interview i en lille times tid.

Vi bad allerførst Maj-Britt fortælle lidt om sin baggrund, og om hvordan hun fik ideen og lysten til at tage kontakt til Monty Roberts.

Maj-Britt fortæller, at hun har haft heste inde på livet stort set altid, da også hendes mor er rytter og derudover avler heste. Maj-Britt havde fra starten en ambition om at blive jockey, men en sød tand harmonerer ikke så godt med altid at skulle holde vægten nede, så det blev imidlertid hurtigt droppet. Hun forsøgte så at komme i beriderlære hos Jens Nygård, der dog ikke mente at det var noget for piger. I stedet kom Maj-Britt et års tid til England, hvor hun beskæftigede sig med steeple-chase-heste. Her lærte hun utrolig meget – bl.a. var ejeren af den mening, at hestene ikke skulle korrigeres, men have plads, så de kunne yde det optimale.
Så mødte hun sin mand, der ikke selv er hestemenneske, og omgangen med væddeløbshestene forekom ham lidt for farlig, når han ofte måtte se andre blive kørt fra stævner med brækkede kraveben og lignende, så dermed endte også det kapitel. Herefter begyndte Maj-Britt at ride military. Det betød, at Maj-Britt i en periode arbejdede tidligt om morgenen og om natten for at få tid til at ride om dagen. Arbejdet tog dog lidt efter lidt overhånd, og så var tiden alligevel for knap.

Maj-Britt ville i stedet gerne være dyrlæge, men er, som hun selv siger ”ikke noget akademisk menneske”, og hun tog i stedet en uddannelse som veterinærsygeplejerske i England – og det endda på rekordtid.

I 1991 mødte hun Monty Roberts i Ascot, hvor han havde en demonstration. Til at begynde med var hun noget skeptisk, men nysgerrigheden blev alligevel vakt. Hun forsøgte at opstøve noget litteratur om Monty Roberts og hans metoder, men der fandtes ikke noget på daværende tidspunkt. Det lykkedes dog at fremskaffe en video af noget tvivlsom kvalitet, som efterhånden er næsten slidt op.

Da Kelly Marks i 1996 begyndte at afholde kurser, forsøgte Maj-Britt af alle kræfter at komme ”i lære”, men blev afvist 2 gange, før hun via et weekend-kursus endelig fik overtalt Kelly Marks til at optage hende. Kelly Marks har imidlertid ikke selv tilladelse til at uddanne andre instruktører, så derfor indstillede hun Maj-Britt til Monty Roberts, som så inviterede Maj-Britt til at komme over og fortælle, hvorfor han skulle lade lige netop hende blive instruktør. Sådan plejede han at kunne bringe andre ud af fatning – særligt pigerne, når de pludselig på 5 minutter skulle stille sig op og tale overbevisende til en større forsamling. Men Maj-Britt er ikke til at standse, når hun først kommer i gang, så på dispensation fra en længere varende uddannelse er hun nu en af de meget få instruktører i intelligent horsemanship, vi har i Europa. Ca. 2 gange om året tager hun tilbage til England, hvor Kelly Marks skal godkende hendes arbejde.

Vi bad Maj-Britt fortælle lidt om anvendelsesmulighederne i ”Intelligent Horsemanship”, og hun fortæller, at principperne ikke blot kommer til anvendelse på heste, men også har stor relevans menneske til menneske, bl.a. har det været anvendt med glimrende resultat på en skole i England, hvor der på et tidspunkt var mange problemer med unge kriminelle. Det handler om at undervise mennesker i, hvordan vi anvender vores attituder og vores kropssprog i omgangen med andre, og dette kan lige så vel være heste som mennesker. Selv har hun også haft stor glæde af Monty Roberts's principper til at udvikle hendes egen personlighed og selvtillid.

Vi spurgte Maj-Britt om, hvad hun gør for at udbrede kendskabet til ”Intelligent Horsemanship” - ud over at have en stand på Hest- & Ryttermessen i Herning.

Maj-Britt fortæller, at hun har et ønske om at komme til at arbejde og undervise på Wilhelmsborg, hvor rammerne er perfekte, men allervigtigst – hvor der vil åbne sig en mulighed for at påvirke fremtidige beridere, og få dem til at indse, at det ikke er hverken cirkusnumre eller ”hokus-pokus”. I virkeligheden bryder hun sig slet ikke om at lave demonstrationer, hvor hun, som hun siger, kan komme til at fremstå som en slags ”helt”. Heller ikke hverken Monty Roberts eller Kelly Marks er helte. De ønsker blot at vise, hvad helt almindelig mennesker kan gøre med deres hest – og hun understreger samtidig vigtigheden af, at man lærer at bruge bl.a. dually-grimen og dennes principper på 15-20 problemfrie heste FØR man giver sig i kast med en problemhest. Desværre sker det oftest, at folk, der kommer til disse demonstrationer kommer, fordi der allerede er opstået et problem som de søger hjælp til. Men: TRÆNING AF PROBLEMHESTE ER FOR PROFESSIONELLE PROBLEMLØSERE! At give sig i kast med en problemhest eller blot en helt rå hest, når man er ukyndig, kan sammenlignes med at give et barn en ladt revolver.

Den største udfordring er for ”Intelligent Horsemanship” at undgå misforståelser. Maj-Britt understreger, at hendes metoder IKKE skal ses som en alternativ metode til at arbejde med heste, men at den skal komplementere arbejdet med hesten. Hos Maj-Britt kommer kun de nye heste i rotunden, og kun indtil hun og hesten har lært hinanden at kende, og varigheden heraf afhænger til enhver tid af hesten og dens behov for træning. Herefter består det daglige arbejde i arbejde med dressur og spring – ganske som det foregår andre steder. Hesten behøver ikke at blive domineret. Den vil allerhelst samarbejde, og formålet med ”Intelligent Horsemanship” er at vise hesten, hvordan dette samarbejde kan ske på den letteste måde – ganske i tråd med den øvrige beriderverdens målsætninger (jvf. bl.a. Hasse Hoffmann). Problemerne kan opstå, hvor hesten har opgivet at komme til at samarbejde med sin rytter/træner, og her er det vigtigt at indse sine egne begrænsninger og søge professinel hjælp, inden noget går galt og nogen kommer til skade.