Det er med stor glæde at Gallakomiteen kan meddele, at Danmarks for tiden mest succesrige springrytter - den dobbelte World Cup-vinder Tina Lund – bliver "Lykkens Gudinde" ved Trav- og Galopsportens Galla på Hotel Skanderborghus lørdag d. 26. februar, hvor hun vil afsløre navnene på årets profiler i de i alt ni kategorier.
24-årige Tina Lund, der i 2002 blev kåret som "Årets nye Sportsnavn" og i fjor blev kåret til ”Årets Idrætsprofil” af Dansk Skoleidræt og Hjerteforeningen – har i flere år tilhørt den absolutte elite i dansk ridesport, og har bl.a. vundet EM, Nordisk Mesterskab (tre gange) samt ikke færre end otte DM-titler. Hun er desuden regerende Dansk Mester i Holdspringning.
Som den første rytter nogensinde vandt Tina i 2002 både DM, NM og EM med hesten Lanthanid.
Med den 10-årige danske varmblodshoppe Andante har Tina Lund som den eneste springrytter i verden i denne sæson vundet to World Cup-stævner, først i Mechelen i Belgien ved nytårstid og senest d. 12. februar i den spanske by Vigo, hvor hun henviste de bedste springryttere i verden til sekundære pladser!
Med sejren i Vigo tog Tina Lund et stort spring frem i World Cup-stillingen, hvor hun nu er noteret for 42 point. Der skal dermed kun ganske få point til, før hun kan sikre sig en plads i World Cup-finalen i Las Vegas i slutningen af marts, hvor de 15 bedste på ranglisten dyster om World Cup trofæet.
Til sommer skal hun atter møde nogle af verdens bedste springryttere, når hun skal forsvare de danske farver til EM i Ridebanespringning i Norditalien.
Der er for længst udsolgt til Trav- og Galopsportens Galla, hvor 330 festklædte gæster i Restaurant Capri på Hotel Skandborghus hylder årets profiler i bedste Oscar-stil.
Tina Lund er lykkens gudinde
Tilføjet d. 25-02-2005 kl. 09:38 af Peter Bennett i kategorien Nyheder generelt.

