VIGTIGT vedr. Codan forsikring (opd.)
Fra advokat Pernille Skinnerup og dyrlæge Kiwa Riis-Olesen har vi modtaget denne meddelelse, som kan have stor betydning for alle, der har haft hest forsikret i selskabet Codan
I anledning af at Codan ophører med hesteforsikringer for private, vil samtlige forsikringstagere med private hesteforsikringer tegnet hos Codan modtage et brev, hvor ophør per førstkommende hovedforfald meddeles.
I samme skrivelse tilbydes forsikringstagerne at tegne forsikring på hesten "uden ny dyrlægeerklæring" hos Kongeriget Danmarks Hesteforsikring g/s på nærmere angivne vilkår. Blot skal forsikringstager indsende en summarisk begæring, der blandt andet indeholder en rubrik, der skal afkrydses, hvorefter "hesten ikke de seneste tre måneder har vist sygdomstegn af nogen art, eller været under dyrlægebehandling."
Af det øvrige materiale fra forsikringsselskabet fremgår det, at tilbuddet fra forsikringsselskabet "forudsætter, at hesten er sund og rask." Altså at hesten ikke blot de sidste tre måneder, men i al almindelighed er sund og rask.
Af forsikringsbetingelserne fremgår det, at der ikke er dækning på policen, når "erstatningskravet grunder sig på sygdom eller skade, som var tilstede, inden forsikringen blev antaget af selskabet".
HVAD HVIS EN HEST HAR VIST SYGDOMSTEGN FØR TRE-MÅNEDERSFRISTEN, MEN IKKE SIDENHEN, OG DER ER GRUND TIL AT FRYGTE, AT DEN DA KONSTATEREDE SYGDOM ER KRONISK OG FØR ELLER SIDEN VIL UDLØSE EN FORSIKRINGSBEGIVENHED ?
For ikke at risikere at falde mellem to stole, skal forsikringstager i den situation dels anmelde "skaden" til Codan, dels oplyse om sygdomshistorien til det nye forsikringsselskab.
Anmeldelsen til Codan skal være Codan i hænde, inden forsikringen udløber, idet forsikringsbetingelserne hos dette selskab ikke indeholder en efteranmeldelsesfrist. Forsikringen dækker således per definition kun skader, der anmeldes i forsikringstiden, og da forsikringerne ophører per hovedforfaldsdato, skal "skaden" være anmeldt inden da. Anmeldelsen bør være ledsaget af en erklæring fra en dyrlæge, der beskriver sygdomshistorie og prognose, så Codan har mulighed for at forholde sig til anmeldelsen og tage bestik af den reserve, der herefter skal hensættes.
Oplysningerne til det nye forsikringsselskab bør være fuldstændige, f.eks ved at indsende fuldstændig journal fra hestens dyrlæge(r) gennem tiden. Det kan ikke anbefales at tilbageholde oplysninger om eventuelle sygdomme eller tegn på samme, selvom det nye forsikringsselskab kun udbeder sig oplysninger tre måneder tilbage, da forsikringsbetingelserne udtrykkeligt undtager skader, herunder kim eller anlæg til skader, der kan tilbagedateres til før forsikringen blev tegnet.
Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, bør du kontakte din dyrlæge og eller en advokat.
Tilføjet d. 21-02-2005 kl. 12:48 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

