Fodringsrelateret kolik hænger nøje sammen med managementet i hesteholdet. Mange koliktilfælde skyldes ændringer i managementet, herunder ændringer i fodringen.
Om vinteren ses en stigning i antallet af koliktilfælde. Mindst halvdelen af disse skyldes fodringen, viser et forsøg. Et andet forsøg sammenkæder den forøgede risiko for kolik med unaturlige fodringsmønstre. Kolik om vinteren opstår typisk, når tildelingen af kraftfoder øges på bekostning af kvalitet og mængde af grovfoderet. Tildelingen af kraftfoder benyttes ofte, hvis hesten har tabt sig eller skal trænes mere end sædvanligt.
Ikke-fodringsbetingede koliktilfælde kan skyldes indvoldsorm, der mindsker tarmbevægelserne og dermed giver øget risiko for forstoppelse. Mangelfuld tandpleje kan også være en medvirkende faktor til kolik. Heste, der let bliver stressede, har ligeledes en forøget risiko for kolik. Ældre heste kan udvikle en særlig form for aflange fedtknuder i bughulen. Disse kan vikle sig rundt om tarmen og giver i så fald kolik.
Heste, der luftes på nedgræssede våde vinterfolde, er i risiko for at udvikle sandkolik, idet hestene optager en del jord, når de går og nipper til det sparsomme græs. Heste, der æder deres halmstrøelse, har en forøget risiko for at udvikle forstoppelse, ligesom heste, der ikke drikker tilstrækkeligt.
Kilde: Magasinet Hest - Special abonnementspris til hestenettets brugere. Se HN tilbud.
Halvdelen af koliktilfælde skyldes ændringer i hestens foder
Tilføjet d. 20-01-2005 kl. 10:04 af Helle Sydendal, Redaktør Magasinet Hest i kategorien Nyheder generelt.

