Gry fik sig lidt af en overraskelse af den negative slags, da hun 1. oktober gik ud på folden til sin hvide prehoppe. Hoppens hale var blevet klippet af.
"Halehårene er klippet tilfældigt af. Der er taget en tot helt oppe hvor halen starter og noget ca. midt på haleknoglen, heldigvis uden af der er klippet i hende. Halen klippet meget sjusket og i tilfældige totter. Det er utroligt hvordan det har kunne lade sig gøre, da netop denne hoppe er reserveret og lidt svær at komme til. Dog har hun lige været hestegal, og så er hun noget mere snakkesagelig. Jeg tror dog umiddelbart der må have været to personer til stede, da jeg ikke kan forestille mig at nogen kan få lov at klippe, uden der er en der holder hende", siger Gry, der har meldt sagen til politiet.
Hoppen går på fold ud til vejen på Grys gård nær Hårby på Fyn. Der er endnu ikke noget nyt i sagen, og umiddelbart har vi ikke her på redaktionen hørt om lignende tilfælde i området, så forhåbentlig har det været enkeltstående narrestreger, der naturligvis stadig er til gene for hoppen og en forskrækkelse for Gry.

