Hvad er vores heste egentlig bygget til fra naturens side?
Hesten er et byttedyr og er designet til at være opmærksom på trusler og farer for at overleve.
Øjnene sidder på siden af hovedet, så den kan se i en stor radius rundt om sin egen krop. Den kan løbe stærkt, da flugt er dens bedste forsvar hvis den bliver angrebet af et rovdyr.
Hestens lange hals hjælper den med at holde balance og stabilisere sig når den bevæger sig.
Hestens ryg danner bro imellem for og bagpart og består af rygsøjlen som er det der bærer ryggen imellem "bropillerne".
Ryggen kan være kort eller lang. Begge dele har fordele og ulemper. En kort ryg er stærk, men giver til gengæld ikke så stor mulighed for rygsving, som en længere ryg gør. Men til gengæld, jo længere ryggen bliver, des mere vægt skal der bæres i hver ende af "broen".
Vægtfordeling i hesten
Fra naturens side er hesten forpartsbelastet. Det betyder, at den fordeler mere af sin vægt på forparten end bagparten. Når vi rider på hesten, vil vi som udgangspunkt gerne have, at vores heste fordeler sin vægt ligeligt imellem forpart og bagpart for at hesten kan bære vores vægt på den mest hensigtsmæssige måde.
Rider man dressur og træner øvelser som passage og piaff kræver det, at hesten kan flytte sin vægt bagud i kroppen, således at der er større vægtbelastning på bagerste del af kroppen så forparten kan løfte sig i arbejdet. Derfor er det vigtigt for en dressurrytter, at hesten er bygget, så den har nemt ved at flytte sin vægt tilbage i kroppen.
Bæring på bagparten
Varmblodsheste, der er avlet til dressur og spring er derfor avlet til at have en passende stor bagpart til at tage bæring, en ryg der ikke er for lang da det gør det nemmere for hesten at løfte sin forkrop når bagbenene sættes ind under bagparten, men til gengæld lang nok til at give rygsving og formidle den energi imellem forpart og bagpart der gør at især dressurhesten kan have en stor og svævende gang.
Hos de Iberiske heste så som PRE og Lusitano ser man at de har en kort ryg. Det gør det nemmere for hesten at sætte sin bagpart og bagben ind under sin krop og løfte kroppen til øvelser som fx piaff, da den korte ryg er stærk. Til gengæld mister den korte ryg muligheden for at have ligeså meget rygsving som en længere, og gangen bliver ikke lige så stor som hos hesten der har mere "elastik" i ryggen.
Bæring på forparten
"Trækhestene" Fx fjordhesten er designet således, at den bruger sin forpart meget mere end bagparten, da den foran en vogn skal presse selen fremad for at trække vognen og derved skal lægge rigtig meget pres og vægt i sin forpart.
Fjordhesten "går meget på forparten" Det betyder at når den bevæger sig fremad, lægger den mere vægt på forparten end bagparten og derfor trækker sig fremad med forbenene frem for at skubbe sig fremad med bagparten. Det er derfor mere udfordrende for en forpartsbelastet hest, at lære at flyttet sin vægt over på bagparten, da den starter med betydelig mere vægt på forparten end en hest der er avlet til at skulle bære vægt på bagparten.
50/50
Distancehesten skal gå lange distancer og samtidig udøve så lidt slid på sin krop som muligt. Derfor er det hensigtsmæssigt for en distancehest, at den lærer at fordele sin vægt ligeligt imellem forpart og bagpart, når den har rytter på.
Det vil ikke være fornuftigt at træne sin distancehest til at lægge sin vægt bagud, da det kun er en kvalitet vi skal bruge, når vi skal lave dressurøvelser der kræver at forparten skal løftes af jorden. Hvis distancehesten gik lange distancer med primær bæring på bagparten, ville den slide unødigt meget på bagparten og med tiden blive ødelagt.
Af ovenstående kan vi konkludere, at træningen af den enkelte hest må tilrettelægges efter en vurdering af hestens eksteriør og den type træning man ønsker at arbejde med.
Denne artikel, er et udsnit af artiklen "En hest er en hest... eller er den" fra www.horsebynature.dk. Du kan læse hele artiklen her
