Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Heste-historiens vingesus i Sagnlandet Lejre   Reportage

Tidlig søndag formiddag. I Sagnlandet Lejre, der ligger lige midt i et storslået, historisk område på Sjælland, er morgenen ikke helt som den plejer at være. Hvor blikket end finder hvile, lander det på de smukkeste heste, der denne weekend har indtaget området sammen med deres ejere og passere. Sagnlandet har fået besøg af Gudernes Heste. Vikingernes heste.

 

På vikingepladsen Ravnebjerg har heste og ejere tilbragt natten i samme fold. Hestene hilser venligt, nysgerrigt, på de forbipasserende børn og voksne. Det er som om, der hviler en særlig magi over de islandske heste, der er i Sagnlandet denne formiddag. Selv folk der ikke kender noget til heste, forstår pludselig, hvorfor netop denne slags heste har været så værdsat i over 1000 år.

Vikingepladsen ligger hen i røgen fra bålet, hvorpå der simrer en stor gryde med dagens ret: Hest i pære, og dertil fladbrød med frisk ost og smør. Retten er udelukkende lavet med ingredienser, man ved, vikingerne har haft til rådighed. Det dufter godt. Eders udsendte har smagt hest før, men ikke som gryderet. Det bliver spændende at smage!

 

Inden retten er færdig, går turen ud på området for at opleve den islandske hest i både historiske- og nutidige rammer. Den fælles historiske opvisning er stedet, hvor man kan opleve lidt af det hele; fra jernalderrytterne over vikingerne, den islandske præst og postrytterne, til skovturshest og de moderne discipliner. Kort og godt: Den islandske hest fra en nødvendig brugshest, til den hest vi har i dag.

I dag bruges de islandske heste til lidt af hvert, og rides af både børn og voksne. Det er ikke anderledes denne weekend.

 

De fem deltagende børn, jeg talte med, var alle begejstrede for at kunne få lov til at ride så meget hele weekenden, samt at der var så mange andre deltagende børn. Overalt på stier og ikke-indhegnede arealer var der equipager der nød den smukke natur, og heste der hellere end gerne indkasserede nus og kæl ad libitum.

 

Tiden flyver på historiens vingesus, Ravnebjergs gryderet er færdig. Eders udsendte skal ærligt indrømme, at selv om jeg har spist hest flere gange før, er der stadig en snert af modstand mod at spise dette pragtfulde væsen - indtil første bid er taget.
Denne gryderet er bl.a. med løg og svampe. Den friske ost er tilsat pære, mynte, hvidløg og et nip salt. Det smager overraskende godt. Kødet er så mørt, at man ikke lægger mærke til, det er kød man spiser. Kombinationen af frisk ost, pære, mynte og hvidløg, er en lige så stor positiv overraskelse. Velkendte smage, og dog nye, i den sammensætning. Det er ikke kun min indre hestepige der har fået én på opleveren i dag, mine smagsløg har så sandelig også.

 

Maden indtages i hyggeligt selskab med Helle og Charlotte, begge fra Lokalforeningen Geysir, og begge har overnattet på Ravnebjerg sammen med deres respektive familier og heste. Det skinner tydeligt igennem, at de to kvinder elsker deres heste og denne weekend i historiens tegn. De fortæller samstemmigt, at det er en god oplevelse at have hestene med. I det hele taget er det en weekend, der er værd at vende tilbage i, år efter år, både for to- og firbenede deltagere og besøgende i Sagnlandet Lejre.

 

Jeg afslutter min dag som tidsrejsende med publikummagneten: Øl-tølt. Disciplinen, hvor rytterne i gangarten tølt, skal styre både hest og et fyldt ølkrus. Vinderen er den, der både er hurtigst og har spildt mindst på turen. Alle, dvs. både heste, ryttere og publikum, ser ud til at more sig, og da især, når hest, rytter og ølkrus ikke er enige om samarbejdet. Der er ingen tvivl om, at de islandske heste er en evig kilde til smil og latter.

 

Resten af dagen byder på de mere moderne discipliner. Det bliver mit mål at se dem næste år, her til arrangmentet Gudernes Heste, i Sagnlandet Lejre.

 

Som beskrevet i denne tidligere artikel, blev Sagnlandet Lejre i dagene 17.-18. august 2013, invaderet af omkring 60 islandske heste og ca. det dobbelte antal ryttere og hestepassere, der fremviste den islandske hest i både historisk og nutidigt perspektiv.


Tilføjet d. 18-08-2013 kl. 21:49 af i kategorien Islandshest.
Forsidebillede: Ingen titel af Salvia

Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider