På hesteryg gennem Jylland   Reportage

Iben Nørup tog sidste sommer på en lidt speciel sommerferie. Hun red alene ned gennem Jylland på sin hest Falco. Vi bringer her hendes reportage fra turen.

Jeg har altid haft en drøm om bare at kunne pakke det allermest nødvendige, og så ellers ride ud i det blå på hesteryg. I foråret 2012 besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Jeg ville sadle hesten op og tage på sommerferie på hesteryg.

Det lå ellers ikke i kortene, at det skulle blive en mulighed at tage sådan en tur. Min hest Falco, som jeg i dag har haft i 4 år, var mildt sagt ikke nogen stabil turhest, da jeg købte ham. Han kunne virke helt cool det ene øjeblik, og så ellers gå i vild panik det næste. Og når han panikkede, løb. Og han løb stærkt og var slet ikke til at stoppe. Men gennem årene var han gradvist blevet bedre, og et skift til en bidløs optømning på tur, havde i løbet af ganske kort tid gjort ham til en helt anden hest at tage med uden for ridehuset. Så jeg besluttede sidste forår, at nu skulle al min turtræning stå sin endelige prøve. Jeg ville ride alene gennem Jylland ad Hærvejsruten.

De næste par måneder gik med konditionstræning, yderligere turtræning og ikke mindst planlægning af turen og indkøb af nødvendigt udstyr. Jeg havde besluttet at ride alene, hvilket stillede en del krav til udstyret, da det er yderst begrænset, hvor meget udstyr man kan pakke på en enkelt hest. Så jeg måtte ud og investere i sadeltasker i ordentlig kvalitet, letvægtstelt, friluftsudstyr, sammenklappelig spand, reb og en masse andet. Heldigvis kunne jeg låne mig til noget af det, for det er rigtig dyrt at købe udstyr til at tage på sådan en tur!

Den 2. august kunne jeg så læsse Falco og alt min oppakning og køre fra Aalborg til Viborg, hvor Hærvejen begynder. Af praktiske hensyn og af hensyn til at få mindst mulig transporttid for Falco, havde jeg besluttet at ride halvdelen af turen ud og den anden halvdel hjem igen, således at jeg startede og sluttede turen samme sted. Jeg havde aftalt med en veninde, at hun kørte os til Hald Sø ved Viborg og hentede os igen samme sted to uger senere.

Vi ankom til Hald Sø omkring middag og fik læsset Falco af, sadlet op, monteret oppakningen - og så begyndte det at regne. Men man skal selvfølgelig ikke lade sig slå ud af lidt regn, så jeg kom i sadlen, sagde farvel til min veninde og skridtede af sted. Det havde uden tvivl været stressende for Falco at komme ud på så relativt lang en trailertur for så at blive læsset af og sadlet op midt ude i en fremmed skov. Så de første to timer gik meget langsomt fremad. Der var både får, geder og farlige sten i kanten af stien, og min ellers efterhånden meget modige hest, brugte ca. ligeså lang tid på at bakke, som han gjorde på at gå fremad. Når han ikke bakkede, måtte jeg jævnligt af for at justere på oppakningen, der pga. forsinkelse på levering af sadeltaskerne ikke for alvor var blevet testet i brug. Det var bestemt ikke den start, jeg havde drømt om!

Men efter et par timer stoppede regnen, og samtidig var det som om Falcos stressniveau var faldet betydeligt. Og fra det ene øjeblik til det næste ændrede han adfærd fra nervøs, bakkende og utilfredshed hest, til en glad og afslappet hest, der bare tog alt med ophøjet ro, uanset hvad han blev budt. Og sådan fortsatte han i øvrigt samtlige 411 km.

Udstyret voldte mig dog stadig en del problemer. Det ville ikke sidde ordentlig fast, og bedst som vi endelig var begyndt at kunne tilbagelægge nogle kilometer i frisk trav og galop, opdager jeg at jeg til min skræk har tabt vigtige dele af udstyret! På det tidspunkt var jeg meget tæt på at give op, men gudskelov er Falco lidt mere sej, når det virkelig gælder, og han tog turen tilbage og lede efter det tabte udstyr med god energi. Jeg fandt stort set alt udstyret, på nær en hovrenser, og så kunne vi igen fortsætte fremad. Uheldet var dog ikke helt slut. Cirka 5-10 km fra vores planlagte dagsmål, rider vi forkert, fordi skiltningen til vandreruten mangler, og mit medbragte kort over Hærvejsruten ikke er helt opdateret og ganske upraktisk slet ikke er udstyret med vejnavne (?!?). Vi kommer dog til sidst med hjælp fra søde forbipasserende på rette vej, og ved 18-19-tiden om aftenen ankommer vi til hærvejsherberget i Thorning. Hærvejsherbergerne skulle ifølge hjemmesiden for Hærvejsruten have folde til heste. I praksis viste det sig dog blot at betyde, at herbergerne var blevet udstyret med et transportabelt hegn af mindre robust kvalitet. Man havde tilsyneladende ikke tænkt over, at man også skulle have både plads og græs til eventuelt firbenede gæster. Det lykkes dog de søde værter på herberget i Thorning at finde en græsplæne, der i hvert fald ikke var helt nyklippet, hvor Falco kunne gå, men netop adgangen til tilstrækkeligt græs, skulle vise sig at blive min største udfordring i løbet af turen.

Alt udstyr

Jeg havde været lidt bekymret for, hvordan det skulle gå med Falco i løbet af natten. Ville han mon blive i den knap så stabile indhegning og ville han være ulykkelig over at være helt alene? Den bekymring blev i den grad gjort til skamme. Falco tog situationen fuldstændig roligt, begyndte straks at græsse, var fuldstændig upåvirket, da man kunne høre andre heste komme skridtene forbi, og havde tydeligvis både ligget ned og rullet sig i nattens løb. Til gengæld var der ingen tvivl om, at han godt vidste, at det var mig, han fulgtes med. Når han hørte jeg kom, vrinskede han og kom travende hen til hegnet. Sådan fortsatte det hele turen. Falco var ligeglad med fraværet af andre heste, og reagerede ikke når vi mødte heste, men han var til gengæld meget opmærksom på, hvor jeg hele tiden befandt mig. I løbet af turen overnattede jeg en del gange i telt, hvor Falco gik i en indhegning ved siden af, og selvom der var mere græs i den anden ende af indhegningen kunne jeg hele natten høre ham græsse eller stå lige ved siden af mit telt. Først når jeg kom ud om morgenen og begyndte at gå rundt, gik han lidt længere væk for at græsse.

Lejrplads

Andendagen startede væsentligt bedre end vores første dag. Vi kom godt fra start om formiddagen og ruten viste sig at være relativt let. Der var få strækninger med asfalt og en stor del af ruten gik gennem skov og hede med gode stier, hvor vi kunne holde en god fart. Naturen var helt fantastisk smuk, og der er bare et eller andet helt specielt over at kunne galopere af sted ud over heden blot med en fuldstændig løs tøjle i den ene hånd. Vi ankom til Kragelund ved Silkeborg allerede først på eftermiddagen. Herberget var tomt, men efter en del forvirring fik jeg telefonisk kontakt til en, der kunne fortælle mig, hvor hegnsmaterialet gemte sig. Den dag var jeg virkelig glad for, at Falco er vant til at gå med ved siden af mig, når jeg stiller springbane op hjemme, for det er i sig selv ganske svært at få sat et transportabelt elhegn op ene mand. At man samtidig skal have en hest i et tov ved siden af sig, gør ikke på nogen måde den opgave lettere. Som på forrige herberg var det store problem her også græs. Herberget havde allerede haft besøg af to islændere ugen før, og det betød at det minimale stykke græs, de havde, hvor hegnet måtte stå, var fuldstændig nedgræsset. Det betød, at en stor del af eftermiddagen og aftenen gik med at græsse Falco for hånd. Og resultatet blev, at jeg næsten ikke sov den nat, af frygt for at min sandsynligvis sultne hest ville forlade indhegningen.

Det gjorde han ikke. Men selvom jeg naturligvis satte ham så meget som muligt op i kraftfoder som det var forsvarligt, så var manglen på græs et stort problem for en hest, der er vant til hø og wrap mere eller mindre ad libitum. Så beslutningen blev, at jeg fremadrettet ville forsøge at finde naturcampingpladser / shelterpladser hvor der enten var en ordentlig indhegning eller mulighed for at jeg selv kunne lave en indhegning af mit medbragte reb.

Da jeg sadlede op den tredje morgen, var jeg ikke i tvivl om, at min hest trængte til stråfoder. Men der var bare ikke græs nok. Jeg forsøgte selvfølgelig at holde jævnlige græspauser under hele ridtet den tredje dag, men det var en stressfaktor. Jeg havde valgt at tage Falco med på denne tur, og det var også mit ansvar, at han havde det godt. Samtidig var det tydeligt at han begyndte at knytte sig til mig på en helt anden måde end hjemme. Vi havde i forvejen et helt særligt forhold, og han er en hest som knytter sig meget til en person, men bare på de første tre dage, var dette blevet meget mere udtalt. Det gjorde at jeg virkelig følte at jeg ville svigte den ubetingede tillid han viste mig, hvis ikke jeg i det mindste kunne sørge for han fik nok at spise. Heldigvis rider jeg hen på eftermiddagen ind på en ejendom for at få en lidt vand. Damen som ejer stedet fortæller mig her at der blot et par kilometer væk ligger en lokal shelterplads med en stor fold med masser af græs på til. Det redder min dag. Falco var sulten og jeg var ved at være træt, så vi sætter kursen mod shelterpladsen i en lillebitte hyggelig by. Heldigvis havde damen ikke overdrevet. Der er en kæmpe fold med knæhøjt græs, og vi slår lejr for natten.

De næste dage fortsætter vi sydpå og overnatter med en enkelt undtagelse på shelterpladser. Selvom græsset her også nogle steder er mere sparsomt er det dog klart bedre end de nyklippede eller nedgræssede græsplæner, som herbergerne de fleste steder tilbyder. En enkelt gang overnatter vi på et herberg i Jelling. Turen til Jelling havde været lang, vi var faret vildt flere gange og redet en del kilometer forkert. I alt red vi den dag omkring 55 km, hvilket er meget, når temperaturen nærmer sig de 30 grader og man har fuld oppakning på. Så derfor besluttede jeg at holde hviledag på herberget i Jelling dagen efter. Dette var en heldig beslutning, da der samme nat kommer skybrud. Noget mit telt ikke ville have kunnet klare. Desværre var der også her problemer med græsset, og det betød, at jeg måtte trodse regnen for konstant at flytte indhegningen rundt eller græsse Falco for hånd. Samtidig måtte jeg til den lokale Superbrugs efter store mængder gulerødder som et ekstra supplement til det sparsomme græs. Ligeledes var mine fiberpiller til Falco ved at slippe op, så jeg måtte købe havregryn og madolie som jeg gradvist kørte Falco over på.

Efter skybruddet fortsatte vi vores tur. Falco, der nu både havde haft hviledag og var begyndt at få havre, var lige lovlig energisk, og der gik en dags tid, inden han slappede af igen. Efter omkring 200 km mod syd, vendte vi om, og påbegyndte hjemturen. Hjemturen var på den ene side lidt kedelig, da vi red næsten samme rute, men samtidig havde den den fordel, at jeg nu vidste, hvor der var overnatningsmuligheder med ordentligt græs.

Derudover bød hjemturen også på den mest dramatiske oplevelse, da vi ud af det blå blev angrebet af en mindre flok, gætter jeg på, oksebremser. Inden jeg når at reagere har de stukket både Falco og mig, og Falco sætter i fuld galop for at komme væk fra insekterne. Der går vel 30 meter inden jeg får ham standset, men under den vilde galop har han smidt to af sine boots. Til mit held er vi standset lige foran et hus, hvor de også selv har heste, og kvinden i huset kommer ud og tilbyder mig at stille Falco ind på en af deres folde, mens jeg leder efter boots og tabt udstyr og reparerer bootsene, der alle har fået en hård medfart af den vilde flugt. Hun kommer endda ud med kaffe til mig, og efter en times tid er skaderne på bootsene så udbederede og både Falco og jeg faldet så meget ned, at vi kan fortsætte roligt videre.

Resten af turen forløber uden drama, og jeg får virkelig mulighed for at nyde den helt fantastiske natur vi rider igennem. Det går også op for mig, hvor meget Falco og jeg er blevet tunet ind på hinanden. Meget få gange har jeg brug for at have andet end en enkelt hånd helt ude ved spændet på tøjlen, og det meste af tiden styrer jeg ham ikke aktivt, men tænker bare på hvad retning vi skal, hvornår vi skal dreje og hvilket tempo vi skal ride i, og så reagerer Falco.

Da vi kommer tilbage i Thorning, det første sted vi overnattede, er vi igen henvist til herberget, da der ikke er egnede shelterpladser i nærheden. Det er åbenbart ikke tit, der kommer heste på vandring i Thorning, og Falco og jeg er blevet helt kendte, efter det lokale kirkeblad bragte et billede og lidt tekst om os, første gang vi stoppede i byen. Så på vej gennem byen bliver vi stoppet af adskillige børn, der vil høre om ikke det er Falco, der kommer der. I mellemtiden har der været en omrejsende cirkustrop i byen, og deres heste har fuldstændig nedtrampet og nedgræsset alt græsset. Lidt fortvivlet over at der endnu en gang ikke er mad til hesten, henvender jeg mig til de ældre mennesker der driver herberget. Værten henter straks sin trailer og kører på jagt efter noget hø, og kommer kort tid efter tilbage med en trailer fuld af nyslået hø, som en lokal bonde netop var i gang med at presse til høballer.

Den sidste etape går dagen efter fra Thorning til Hald Ege naturskole ved Viborg, og denne gang går strækningen helt uden problemer. 8-10 km før målet møder vi et par islændere med dertilhørende ryttere, som tilbyder at følge os hele vejen til Hald Ege ad en rute som er endnu flottere end den, der er tegnet ind på kortet. Med eskorte den sidste strækning, kommer vi i mål efter at have tilbagelagt 411 km.

Det er hårdt at tage sådan en tur alene gennem Jylland med sin hest. Både fysisk og psykisk. Al oppakning er skåret ind til et minimum, og det gør turen lidt overlevelsesagtigt. Man har kun sig selv og sin hest, og opstår der problemer, er der ikke nogen hjælp lige ved hånden. Til gengæld er folk man møder utroligt søde. Jeg oplevede kun venlighed og hjælpsomhed, når jeg henvendte mig for at få hjælp, spørge om vej eller få en spand vand. Samtidig er det også helt fantastisk at tage sådan en tur på hesten. Jeg kendte min hest rigtig godt i forvejen, men efter to uger alene på vejen med ham, har jeg lært ham at kende på en helt anden måde. Jeg forsøger altid at lytte meget til min hest, men på sådan en tur lærer man virkelig som rytter at mærke de helt små signaler, og at tolke dem rigtigt. Samtidig er jeg så imponeret over, hvor hurtigt han bare fandt sig tilrette og besluttede at stole fuldt ud på det, jeg bad ham om. Vi mødte ikke en eneste forhindring, som han ikke kunne komme forbi, og selv sådan noget som en lille bitte smal bro på ca. en halv meters bredde belagt med hønsetråd, skridtede han uden den store tøven henover - med mig på ryggen. Det eneste han ikke tog med 200 % coolness, var mødet med en struds, der gik bag et hegn langs stien. Vi kom forbi, men hverken hesten eller jeg var særlig trygge ved den forvoksede grillkylling der rendte og væsede ad os bag hegnet.

Selvom det var hårdt og grænseoverskridende vil jeg til enhver tid tage turen igen. Og i år går turen til Skagen ad rideruten i Nordjylland. Dog får vi i år selskab af min veninde og hendes islænder.

Forsidebilledet: Pause på andendagen.

Har du selv været på ferie på hesteryg og har lyst til at dele dine oplevelser med andre på heste-nettet, så send en mail til nyheder@heste-nettet.dk