Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Sådan sikrer du dig bedst muligt som sælger

Sådan sikrer du dig bedst muligt som sælger

 

Til artikeloversigt

 

Af advokat K. M. Frederiksen

 






Hvordan sikrer man sig bedst muligt som sælger?

Efter publiceringen af artiklen Erstatning ved mangler kan blive astronomisk har der været en del debat om, hvorvidt man overhovedet kan sikre sig, når man sælger en hest.

Det ER muligt for sælger at sikre sig. Dette skal dog gøres med omtanke for, hvad der eventuelt kan ske i fremtiden.

Jeg bliver ofte kontaktet af sælgere, som ønsker rådgivning om udarbejdelsen af en salgskontrakt.

Mit første råd er altid, at man som sælger skal være ærlig overfor køber. Hvis hesten lider af en eller flere mangler, såvel fysiske som psykiske, skal sælger oplyse køber om manglerne ved at angive dem i kontrakten og fraskrive sig ansvaret for disse mangler.

Køberen er herefter orienteret om, at hesten har mangler, og kan ikke senere vende tilbage og kræve handlen ophævet, fordi hesten lider af de i kontrakten beskrevne mangler.

I forbindelse med en hestehandel er det ALTID en god ide, at man som sælger af hesten er ærlig, da der er stor sandsynlighed for, at en fortiet mangel vil vise sig relativt hurtigt, efter at hesten er ankommet hos sin nye ejer.

Hvis sælger bevidst fortier en mangel, medfører det, at sælger har et erstatningsansvar overfor køber. Erstatningskravet kan udgøre et betydeligt beløb. Derfor er det aldrig en god ide at "tie manglerne ihjel". Spil derfor altid med åbne kort og fastsæt prisen på hesten derefter.

Har hesten en mangel, som ikke har en betydning på handelstidspunktet, så gør alligevel opmærksom på dette. Et eksempel kunne være salg af en hest med en forkert benstilling. Dette skal man som sælger gøre opmærksom på og herefter fraskrive sig ansvaret for eventuelle følger af den forkerte benstilling.

Når man beskæftiger sig med heste, ved de fleste, at visse lidelser (f.eks. OCD) kan tilbagedateres til et tidligt tidspunkt i hestens levealder. Som rådgiver anbefaler jeg altid sælger at lave en ansvarsfraskrivelse vedrørende disse konkrete lidelser i forbindelse med en handel, således at køber ikke på et senere tidspunkt kan vende tilbage og kræve handlen ophævet pga. lidelser, som helt sikkert kan tilbagedateres til før handlen.

Et andet råd, som jeg altid giver mine klienter, er, at man som sælger kræver, at hesten skal gennemgå en handelsundersøgelse med røntgenbilleder, inden hesten handles.

Såfremt køber ikke vil ofre penge på en undersøgelse af hesten, skal sælger gøre opmærksom på dette i kontrakten.

Ved at skrive det ind i kontrakten sikrer man sig som sælger imod de fejl, der ville have været opdaget ved en undersøgelse af hesten, og køber kan ikke på et senere tidspunkt komme tilbage med hesten pga. en mangel, der kunne være fundet ved en undersøgelse, som køber selv fravalgte.

Dette skyldtes, at man som køber af en hest har en undersøgelsespligt. Hvis der ikke foretages en undersøgelse af hesten, betyder det, at køber ikke kan rette et krav mod sælger for fejl og mangler, som burde være opdaget i forbindelse med undersøgelsen.

Det er dog vigtigt, at man som sælger får skrevet ind i kontrakten: "køber er blevet opfordret til at få foretaget handelsundersøgelse med røntgen af f.eks. hestens fire ben inden handlen, hvilket køber har fravalgt. Mangler der kunne have været opdaget ved denne undersøgelse er derfor købers egen risiko."

I relation til handelsundersøgelsen er det også vigtigt at understrege, at køber skal anvende sin egen dyrlæge, og at handelsundersøgelsen betales 100 % af køber uanset udfaldet. Herved sikrer man sig som sælger imod, at troværdigheden ved undersøgelsen ikke senere kan bringes i tvivl, da dyrlægen kun skulle varetage én interesse i forbindelse med undersøgelsen, nemlig købers.

Formålet med denne artikel er ikke at skrive den store drejebog til, hvordan man som sælger kan undgå en retssag, men udelukkende at sætte tankerne i gang, så man ikke laver de klassiske fejl i forbindelse med en handel.

Den vigtigste hovedregel i relation til hestehandel er, at man laver en god skriftlig salgskontrakt. Kontraktformularerne på Heste-Nettet er et udgangspunkt, som sælger og køber selv skal skrive videre på.

Er du i tvivl, og medfører handlen en stor økonomisk risiko for dig som sælger, vil jeg altid anbefale dig at gå til en advokat, som kan udfylde kontrakten og tage den økonomiske risiko for en korrekt udfyldt kontrakt. Dette koster penge på kort sigt, men til gengæld kan man med ro i maven foretage handlen og på langt sigt undgå et økonomisk tab i forbindelse med handlen.

Til artikeloversigt


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider