Overvejer du, at anlægge en retssag?
Af advokat K. M. Frederiksen |
Overvejer du, at anlægge en retssag?
Der er en række ting, som du skal overveje, inden du kontakter en advokat med henblik på at anlægge en retssag.
I øjeblikket får vi mange henvendelser fra personer, der ønsker at føre retssager om tvister, altså uoverensstemmelser, i forbindelse med handler med heste.
Heste-Nettets brugere har efterspurgt en artikel, der indeholder gode råd og information, bl.a. vedrørende de udgifter der er forbundet med anlæggelsen og førelsen af en retssag ved domstolene.
Indboforsikring og retshjælpsforsikring
De fleste danskere har en indboforsikring, som indeholder en retshjælpsforsikring. En retshjælpsforsikring afholder som udgangspunkt en stor del af de udgifter, der er forbundet med at føre en retssag.
Sager omfattet af retshjælpsforsikringen
Er du privatperson, og ønsker retshjælp til dækning af omkostninger i forbindelse med dit private køb/salg af hest, så er det vigtigt, at købet/salget ikke har erhvervsmæssig karakter. Selvom der udelukkende er tale om hobbyerhverv eller bierhverv, vil en privat retshjælpsforsikring ikke dække.
Erhvervsdrivende har ofte tegnet en erhvervsforsikring, som omfatter retshjælp. Erhvervsdrivende vil derfor være dækket ind under denne forsikring i forbindelse med førelse af en retssag.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en retshjælpsforsikring udelukkende omfatter udgifter i forbindelse med retslige tvister.
Inden retshjælpsforsikringen giver tilsagn om dækning, foretager forsikringsselskabet selv en vurdering af sagen, idet der skal være tale om en retslig tvist, der er rimelig grund til at føre.
Omkostninger der dækkes af retshjælpsforsikringen
Som udgangspunkt dækker en retshjælpsforsikring følgende omkostninger:
1) Egne sagsomkostninger
2) Modpartens sagsomkostninger, såfremt disse er pålagt under en rets- eller voldgiftssag, eller i øvrigt er godkendt af Retshjælpsforsikringen
3) Udgifter til syn og skøn som under en retssag er bestemt af retten
4) Udgifter til syn og skøn inden anlæggelse af retssag, hvis Retshjælpsforsikringen forinden har godkendt dette.
5) Udgifter til ensidigt indhentede specialisterklæringer, såfremt indhentelsen af disse på forhånd er godkendt af Retshjælpsforsikringen
6) Omkostninger i forbindelse med retsmægling, såfremt retsmæglingen og de skønnede omkostninger forbundet hermed på forhånd er godkendt af Retshjælpsforsikringen.
Omkostninger der ikke dækkes retshjælpsforsikringen
Når du vælger at anlægge en retssag, skal du være opmærksom på, at der altid vil være udgifter forbundet hermed.
Når du tager kontakt til en advokat, vil advokaten foretage en vurdering af sagen. I praksis betyder det, at advokaten gennemgår alle bilag i sagen. Der er som oftest tale om købekontrakt, mails, sms-korrespondance, dyrlægejournaler og lignende.
Advokaten vil herefter tale med dig og ofte med din dyrlæge. Efter advokatens gennemgang drøfter advokaten det videre forløb med dig.
Skrivelse til modparten
Advokatens gennemgang vil ofte medføre en skrivelse til modparten, hvor modparten orienteres om, at sagen nu er overgivet til en advokat. I denne første skrivelse til modparten, vil advokaten ofte meddele en frist, indenfor hvilken modparten opfordres til at finde en løsning på tvisten.
Forligsmæssig løsning
Findes der er løsning på tvisten, fx ved at parterne indgår et forlig, er det normal procedure, at hver part afregner de udgifter, som man hver især har haft til advokatbistand. Det er værd at lægge en del kræfter i en forligsmæssig løsning af tvisten, da en retssag er langvarig og medfører mange omkostninger.
Ansøgning om retshjælpsforsikring
Såfremt parterne efter den første indledende korrespondance ikke opnår en forligsmæssig løsning, vil advokaten typisk sende en ansøgning til retshjælpsforsikringen, med anmodning om, at retshjælpsforsikringen "meddeler tilsagn" om at dække sagen.
Selvom retshjælpsforsikringen "meddeler tilsagn", skal advokatens arbejde forinden dækning fra retshjælpen stadig betales af dig. De penge du betaler til advokaten for det indledende arbejde vil ikke blive tilbagebetalt, heller ikke hvis du vinder sagen i retten.
Selvrisiko
En retshjælpsforsikring har ofte en selvrisiko, som typisk er en procentdel af sagens omkostninger, som du selv skal betale. Størrelsen af selvrisikoen er afhængig af, hvilket selskab du har.
Maksimal dækning
Retshjælpsforsikringen har også en maksimal dækning, hvorfor omkostninger som overstiger dette beløb skal betales af dig. Du skal være særlig opmærksom på maksimumdækningen i sager, hvor der er udgifter til syn og skøn, ligesom du nøje skal overveje, hvorvidt du eventuelt vil anke en dom.
Småsagsproces
Sager med en sagsværdi på maksimalt 50.000 kr. behandles som udgangspunkt efter reglerne om småsager. Reglerne om småsager gælder for såvel forbrugere som erhvervsdrivende. Reglerne trådte i kraft 1. januar 2008.
Bistand i småsager
Reglerne om småsager er vedtaget med henblik på, at parterne i en tvist har mulighed for selv at gennemføre mindre civile sager uden store omkostninger.
Rettens bistand i småsager
I småsager er det rettens opgave, at hjælpe parterne med at forberede sagen, herunder bl.a. at undersøge, hvad parterne er enige og uenige om.
Rettens hjælp og vejleding til sagens parter i forbindelse med at forberede sagen betyder, at parterne ikke har behov for advokatbistand.
Advokatbistand i småsager
Vælger du alligevel, at have en advokat på sagen betyder det, at du langt fra vil få dækket dine udgifter til advokat, selvom du vinder sagen. Dette skyldes, at de sagsomkostninger, modparten vil blive dømt til at betale, ikke står mål med det, som det vil koste dig at afregne din advokat.
Det kan således blive meget dyrt at have advokat til at føre en sag, som føres under småsagsprocessen, du skal derfor overveje eventuel advokatbistand meget grundigt.
Har du en sag med et krav på 50.000 eller derunder, som du med rettens hjælp selv ønsker at føre, kan du søge råd og vejledning her:
www.domstol.dk/om/reform/ Indholdsreformerne/smaasagsproces/ Pages/default.aspx
Forinden du selv anlægger en sag i småsagsprocessen
Det er fortsat en god ide, at tage kontakt til en advokat inden du starter en sag op. Advokaten vil kunne bidrage med en vurdering af, hvorvidt der er tale om en "god eller dårlig" sag, og rådgive om, hvorvidt sagen overhovedet er egnet til at skulle behandles som en småsag. Langt de fleste hestesager egner sig ikke sig til behandling efter reglerne om småsager, da de som oftest kræver veterinærfaglig indsigt. Desuden kræver sagerne som udgangspunkt en hestekyndig advokat, der har erfaring med den type af sager.
Såfremt advokaten ved den indledningsvise gennemgang af sagen vurderer, at sagen ikke er egnet til behandling efter småsagsprocessen, vil advokaten fremsende en anmodning til retten om, at sagen behandles efter de almindelige regler. Det er ikke altid retten er enig i, at sagen skal behandles efter de almindelige regler.
Retshjælpsforsikring i småsager
I småsager yder retshjælpsforsikringen som hovedregel kun dækning til de omkostninger der er forbundet med, at man lader en advokat hovedforhandle sagen i retten. Det betyder, at al anden advokatbistand f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af processkrifter, telefoniske retsmøder mv., skal betales af egen lomme. Processkrifter er den formelle korrespondance i retssager. Der er særlige krav til udformningen og det kræver "kalender-disciplin", idet der er frister som skal overholdes.
Såfremt retten vælger, at sagen skal føres efter "de almindelige regler i retsplejeloven", medfører dette, at der kan ansøges om retshjælpsdækning til hele sagen og ikke kun hovedforhandlingen.
Det psykiske element i at føre en retssag
Når du anlægger en retssag skal du være opmærksom på, at en retssag tager lang tid og kræver stor tålmodighed. I retssager om heste, hvor der er behov for syn og skøn, tager det i gennemsnit ca. 2 år.
Gennem hele forløbet skal du være opmærksom på, at hesten skal passes med den fornødne omhu, hvorfor sagen hele tiden bliver dyrere, både i sagsomkostninger, men også i relation til de omkostninger der er forbundet med hestens pleje, opstaldning osv.
En retssag medfører ikke en hurtig afklaring på tvisten, det er tværtimod ofte en langvarig og opslidende proces.
For at give Heste-Nettets brugere et indblik i en retssag fra klientens side, har jeg spurgt en af mine mange klienter, om han har mulighed for at skrive en artikel om retssagens forløb set fra en klients side. Artiklen vil blive bragt i umiddelbar forlængelse af denne artikel.
Overvejer du at anlægge en retssag omkring en hest, så er det vigtigt at du kontakter en advokat, som har erfaring og viden om netop hestesager.