Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Arrangørerne bag EM

Danmark er i august vært for ECCO FEI European Championships i dressur, springning og paradressur. Det er helt unikt og første gang i historien, at tre europamesterskaber afvikles samtidigt. Det er den midtjyske by Herning, som kommer til at danne rammen om mesterskaberne, der foruden de store sportslige oplevelser også vil blive en familiefest med et stort oplevelsesområde med tivoli, 200 stande og Danmarks ældste og største cirkus, Cirkus Benneweis.

 

Erfarne arrangører
Det er tre erfarne stævnearrangører, som står bag afviklingen af ECCO FEI European Championships i Herning til august. Jens Trabjerg, Bo Kristoffersen og Kim Lundshøj danner tilsammen det stævnearrangerende selskab JBK Horse Shows, og siden midten af 90'erne har de afviklet adskillige internationale spring- og dressurstævner på dansk grund, bl.a. World Cup springning på Vilhelmsborg, CSIO-stævner i Ikast, og siden 2007 har de stået bag World Cup kvalifikationsstævnet i dressur i Odense, hvor der sideløbende har været afviklet internationale springklasser.

 

Afviklingen af europamesterskabsstævnet sker i et datterselskab af JBK Horse Shows kaldet European-Herning ApS. Jens Trabjerg er direktør for stævneselskabet. Han har en fortid som international springrytter samt landstræner og holdleder for de danske senior-, junior- og ungryttere. Bo Kristoffersen driver en international trænings- og konkurrencestald i Tyskland sammen med den svenske toprytter Rolf-Göran Bengtsson. Bo er en meget efterspurgt springtræner, og han har også en fortid som international springrytter. Kim Lundshøj har tidligere været ansat som generalsekretær i Dansk Ride Forbund, og han er den administrative krumtap i EM-projektet.

Det er således tre erfarne stævnearrangører, som lige nu arbejder på højtryk på at gøre EM i Herning til et helt særligt mesterskab. Mesterskabet har dog allerede skrevet sig ind i historiebøgerne, idet det er første gang tre discipliner afvikles samtidig ved EM: dressur, springning og paradressur.

 

Fra fodboldstadion til ridestadion
EM-konkurrencerne for spring- og dressurrytterne afvikles på det store fodboldstadion MCH Arena Herning, der kan rumme ca. 10.000 tilskuere, og arrangørerne bag den gigantiske sportsbegivenhed satser på, at et fyldt stadion vil være med til at skabe en fantastisk stemningsfuld kulisse, når Europas allerbedste ryttere og heste skal konkurrere om mesterskabstitlerne. Billetterne til mesterskabsstævnet bliver revet væk, men der er heldigvis fortsat billetter at få til alle dage.

 

Tre gode samarbejdspartnere
En af forudsætningerne for at gøre det tredobbelte europamesterskab til en succes for både deltagere og publikum er gode samarbejdspartnere. Og det er lykkedes for arrangørerne at samle en stab af fagligt kompetente frivillige, der nu i snart mange måneder har arbejdet i deres fritid for projektet, der har stor bevågenhed i hele den danske hestesektor.

 

Foruden de engagerede frivillige samarbejder ledelsen i European-Herning ApS tæt sammen med Dansk Ride Forbund, Herning Kommune og Sport Event Denmark om det tredobbelte mesterskab.

Siden 2007 har Herning Kommune bevidst satset på at være en attraktiv medspiller for internationale koncerter og sportsevents. Målet er blandt andet at byen skal være vært for minimum én international sportsbegivenhed om året. Befolkningen på egnen er kendt for at involvere sig, når der er gæster. Det betyder, at en del for eksempel giver en frivillig arbejdsindsats, og at stemningen fra selve eventen spreder sig til byens liv.

 

"At støtte ECCO FEI European Championships i dressur, springning og paradressur i partnerskab med Dansk Ride Forbund, European-Herning ApS og Herning Kommune er et stående eksempel på det arbejde og de resultater, som Sport Event Denmark står for," siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark. "Fokus på ridesporten er enormt, og begivenheder som europamesterskaberne i springning, dressur og paradressur er en god platform til at promovere sporten i Danmark og Danmark indenfor sporten."

 

"Sportsligt bliver 2013 et af de mest spændende år, vi har set i dansk ridesport. EM i Herning bliver den største ridesportsbegivenhed i verden i 2013, den største sportsbegivenhed i Danmark i 2013 og den største ridesportsbegivenhed i Danmark nogensinde. ECCO FEI European Championships i dressur, springning og paradressur bliver - med alle de øvrige konkurrencer og det store oplevelsesmekka omkring eventen - en fantastisk oplevelse for udøvere, tilskuere, sponsorer og alle de TV-seere, der kommer til at følge mesterskaberne - et fantastisk udstillingsvindue for Danmark og ridesporten," udtaler formand for Dansk Ride Forbund Ulf Helgstrand.

 

Kilde: pressemeddelelse

 

Billede

(arkivfoto: JP-Photo)



Tilføjet d. 18-05-2013 kl. 20:16 af i kategorien Ridesport.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider