Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Royalt bryllup i øjenhøjde


Det royale bryllup 14. maj, hvor Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik og Mary Donaldson siger ja til hinanden bliver en folkelig fest, som sjældent er set mage i kongeriget Danmark. Helt ekstraordinært vil der denne dag blive gjort en række tiltag som tilgodeser den yngre og højdemæssigt lavere del af befolkningen, nemlig de kære små børn.

Flere anonyme kilder, i såvel kongehuset som forsvaret, siger samstemmende at de største ændringer bliver i forbindelse med den traditionsrige karettur gennem Københavns gader med udgangspunkt i Vor Frue Kirke. Hos Gardehusarregimentets Hesteeskadron i Slagelse har man, i følge kilderne, i måneder optrænet ponyer til eskorte, således at turen gennemføres på ponyryg.

Den åbenlyse årsag til ønsket om at gennemføre eskorten på ponyryg er, at give de mange børn og forældre, som på dagen tager opstilling langs ruten, en bedre oplevelse. Børnene får mulighed for, uden forældrenes hjælp, at overskue hestene når de passerer forbi, og forældrene undgår rygsmerter forvoldt af urolige børn på skuldrene, mens der i timevis ventes på at eskorten paserer forbi.

Overlæge H. A. Ranslirpa fra Rigshospitalets Rygambulatorium betragter ændringerne som et positivt skridt, og fortsætter: ”Vi ved at der efter større events, som det royale bryllup absolut tilhører, er en større søgning til de praktiserende læger og skadestuer med rygsmerter, og ved at foretage minimale ændringer kommer børnene væk fra skuldrene, og smerterne forsvinder”.

Hos Gardehusarregimentets Hesteeskadron er man tavs omkring projektet, det er dog et faktum at flere og flere ponyer er set på foldene omkring kasernen. Tidligere rådede man kun over én pony, nemlig maskotten Aramies, men den ser tilsyneladende ud til at have fået følgeskab af en del mindre artsfæller.

Hvordan og hvorledes de værnepligtige husarer, tilkommanderede befalingsmænd og officerer vil få plads til både ben og sabler på siden af den noget lavere pony, melder historien intet om. For sablens vedkommende bliver der nok tale om en udbygningen af snekketøjet, således at den fastgøres til rumperemmen. Det skulle ligeledes allerede være besluttet, at vi 14. maj får maskotten Aramies at se som Pauke-hest, hvilket ellers plejer at være forbeholdt de to frisere, Oliver og Meindert.

Kongehusets bryllupssekretariat er ligeledes lukket med syv segl omkring den konkrete udmøntning af karetturen, men man lover dog at man, som det er skik og brug ved brylluper tager det bedste fra det gamle og tilsætter nyt krydderi.

Uanset hvordan og hvorledes eskorten gennemføres, så vil hestene uden tvivl danne en smuk og eventyrlig ramme omkring bryllupet, i billeder, som denne dag kommer til at gå hele kloden rundt.


 

Tilføjet d. 01-04-2004 kl. 09:40 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider