Danske Linnea Ericsson leverede her til aften en fantastisk præstation i den firestjernede internationale Mercedes Benz Championat i østrigske Salzburg.
På Damgårdens Extens (DV e. Crelido/Aleksander/Wahnfried opdrætter Elsebeth Jepsen & Peter Johansen) red Linnea sig ind på klassens 3. plads i et ellers særdeles stærkt felt.
Efter en vanligt flot og flydende fejlfri runde i den 1,55m store hovedrunde, indtog Linnea og Extens sidste startplads i omspringningen. Ekvipagen lagde øjensynligt roligt ud og det så ikke ud til at den rutinerede dansker satsede på en hurtig tid, men på de sidste to spring, blev det alligevel tydeligt, at ekvipagen stadig var godt med på tiden i forhold til de rasante runder der allerede var blevet leveret i omspringningen. En afstand til den sidste oxer, der krævede at Linnea måtte gøre plads til et ekstra galopspring, gjorde sandsynligvis at det ikke blev til en 2. plads for ekvipagen, der kun blev slået med 0,8 sek. til 3. pladsen.
Placeringen var 30.000 danske kroner værd for Linnea og samtidig kvalificerede det hende til morgendagens Grand Prix, hvor der i samlet præmiesum er udlovet intet mindre end 100.000 Euro, eller ca. 750.000 danske kroner.
Udover præmiesummen var der også vigtige point at hente til verdensranglisten, Rolex World Ranking List hvor Linnea for tiden ligger som bedst rangerende dansker på en 177. plads.
Klassen blev vundet af spanske Julio Arias Cueva på Murat de Reve (SF e. Baloubet du Rouet/Arpege Pierreville/Almé) i tiden 31,64 foran hollandske Marc Houtzager på Sterrehof's Voltaire (KWPN e. Now or Never M/Acord II/Ramiro) der red omspringningen i tiden 33,63 mod Linneas 34,43 sekunder.