Der er godt fyldt op i klasserne ved danmarksmesterskaberne i ridebanespringning fra den 4. - 8. maj hos Schou og Skouboe på Tågerup. Op mod 130 ryttere og 230 heste samles i Sommersted for at dyste om de prestigefyldte mesterskabstitler.
Fire mesterskabstitler på spil
Det er toppen af den danske springelite, der stiller op i kampen om danmarksmesterskaberne hos Schou & Skouboe på Tågerup fra den 4. til 8. maj. Det er hele fire mestre, der skal kåres - nemlig senior, ungrytter (U21), junior (U18) og det helt nye mesterskab for Children - ryttere op til 14 år, som rider på hest.
Dansk springelite samles på Tågerup
I seniorklassen deltager selvfølgelig Andreas og Christian Schou, som her er på hjemmebane. Andreas er lige vendt hjem fra Sverige med en sejr i grandprix-klassen i Henriksdal, hvor han red Chicago. Tina Lund, der samme weekend vandt grandprix-klassen i Drammen i Norge, kommer til Tågerup med seks heste, og Rikke Andersen, der sidste år vandt sølv som ungrytter, stiller i år op som senior. Blandt andre kendte seniorryttere kan nævnes Camilla Enemark, Søren Nørgaard Pedersen, Thomas Sandgaard, Lars Pedersen og Thomas Velin.
Hos ungrytterne ses bl.a. Christine Larsen, som fik bronze i fjor, Nanna Dahlmann-Christensen og Josephine Toftedal Bagge og Sashia Astrup Jensen.
Hos juniorerne er bl.a. Regitze Ericsson, som fik sølv i fjor, med igen, ligesom Camilla Fliedner Ernst, Mathias Nørheden Johansen og Alexandra Sisseck stiller til start.
Også Children-klassen er godt besat med 12 ryttere.
Udenlandske ryttere til start i Sommersted
Det er ikke kun danske ryttere, der stiller op til det store stævne på Tågerup. Der er også tilmeldt udenlandske ryttere - fra Schweiz, Mexico og Sverige. De kan selvfølgelig ikke være med i mesterskabskampen, men de deltager i de mange andre klasser, som også afvikles ved stævnet. Det bliver til i alt 17 klasser på de fem dage - og der til kommer gallafest fredag aften og hingstefremvisning lørdag af de hingste, som Schou & Skouboe har på programmet i år.
Schou & Skouboe - hjemmeside www.schou-skouboe.com/ default.asp?page=galle...&fa=61