Stine Fravn er flittig kunde hos den lokale lystfiskerbutik i Holbæk, som også har en afdeling med rideudstyr og plejeprodukter.
En dag i efteråret 2009 er hun som så mange gange før en tur i butikken. Hun ser, at de har Blue Hors-produktet Relax-Amino og tager et par bøtter af det ellers relativt dyre produkt, da hun i samråd med dyrlægen har lavet en plan for en ret nervøs hest, hvori produktet skulle indgå.
Stine går til kassen for at betale og kommer på den idé lige at spørge, om produktet skal udgå, siden det er sat ned, for i bekræftende fald, vil hun købe nogle flere bøtter.
Ekspedienten svarer, at produktet ikke skal udgå, men at de skal have plads til et nyt parti på hylderne.
Det studser Stine en smule over, da hun netop har konstateret, at hylderne var fyldte. Derfor vender hun produktet og opdager, at udløbsdatoen er sat til 11. måned 2008.
Blue Hors Relax-Amino med udløb 11. måned 2008
Ekspedienten er overrasket og siger, at det da selvfølgelig er noget, de lige skal have set på, men at Stine sagtens kan købe produkterne alligevel, da det intet fejler og faktisk kun har en udløbsdato, fordi loven foreskriver det.
Det takker Stine dog nej til og forlader butikken.
Nogle måneder efter vender hun tilbage for at købe nogle grimer og kan konstatere, at produkterne stadig står på hylden - nu endnu mere nedsat.
"Efter første gang havde jeg ringet til Blue Hors og spurgt, om det kunne være rigtigt, at butikkerne havde ret til at sælge for gamle produkter. Blue Hors' kommentar var, at det var ulovligt, men at de selvfølgelig ikke havde mulighed for at holde øje med alle forhandlere", siger Stine.
En ekspedient, som Stine får fat i, har ikke rigtig nogen kommentar til det.
I starten af marts i år, kommer Stine igen ned i butikken. Denne gang ser hun, at også Blue Hors' kolikpulver er udløbet og nedsat. Det mere end halvanden år for gamle Relax-Amino er også stadig at finde i sortimentet.
Blue Hors Kolikpulver nu også udløbet
"Så blev jeg altså lidt sur og sagde til personalet, at de da i det mindste kunne sætte et skilt op, så kunderne er klar over, at de køber for gamle produkter, men at jeg faktisk ikke forstår, hvordan de overhovedet kan få sig selv til at sælge for gamle produkter, og at det altså er ulovligt. De svarede mig, at der altid er en medarbejder i butikken til at oplyse kunderne om det, men de har jo ikke haft oplyst mig om det, de gange, jeg har ville købe produkterne. De sagde også, at de havde kontaktet Blue Hors og fået at vide, at de gerne må sælge de for gamle varer, men det har jeg altså meget svært ved at forestille mig, når Blue Hors har sagt noget andet til mig!"
Der er ikke opsat skilte, der oplyser om den overskredne dato
Stine har netop bekræftet overfor Heste-Nettet, at varerne stadig er i butikken, efter vi sendte hende en tur forbi få dage inden denne artikel blev skrevet.
Derfor har vi kontaktet personalet i butikken, der udtaler: "Det er rigtigt, vi har fået den besked vedr. pulverprodukter fra Blue Hors. "
De har ikke ønsket at komme med yderligere kommentarer.
Hos Blue Hors siger Joan Arler, ansvarlig for Blue Hors Totalpleje: "Vi sælger aldrig udløbne produkter her fra Blue Hors. Hvad butikkerne gør er helt og aldeles for deres egen regning. Vi har af og til fået spørgsmål vedr. udløbne varer. Vores varer er af en beskaffenhed, der gør, at de ikke fordærves ved udløb, som f.eks. kød, fisk og grøntsager. Derfor er der ingen risiko forbundet med at bruge dem efter udløb. Men vitaminniveauet vil begynde at falde ved udløb, og det er også hvad vi oplyser butikker og forbrugere om, hvis de henvender sig.
Jeg kan desuden oplyse at ifølge de nyeste regler, skal der blot stå "skal helst anvendes inden" på denne type produkter."
Vi spørger Joan Arler, om ikke de er kede af at lægge navn til et produkt, der har haft sidste anvendelsesdato for over halvandet år side.
"Jo, det er da meget lang tid over. Men vi har ingen som helst kontrolfunktion over for butikkerne. Det er Plantedirektoratet, der har det.
Det ville jo svare til at hvis et supermarked sælger gammelt kød, så finder man frem til landmanden der i sin tid opdrættede koen og beskylder ham for det. Men han er jo slet ikke hverken herre over eller ansvarlig for hvad slagteriet og supermarkederne senere gør ved kødet."
Vi har selvfølgelig efterfølgende taget kontakt til Plantedirektoratet.
"Plantedirektoratet - enhed for Foder, har kontrollen med foder i Danmark. Vi har en risikobaseret tilgang til kontrollen således at vi prioriterer kontrollen i retning af, hvor der er størst risici. I den henseende er fødevaresikkerheden prioriteret højt, hvorfor vi kommer meget lidt hos Dyrehandlere og lignende. Vores primære kontrol ligger hos producenter og importører af foder", forklarer Allan Kjær Andersen, Akademisk medarbejder i foder.
Men er det i orden at sælge varer, der er gået over dato? Det vil vi naturligvis gerne vide, og til det svarer Allan Kjær Andersen: "Generelt kan man om holdbarhed sige, at der ikke i foderlovgivningen er et direkte forbud mod at sælge foder med udløben holdbarhed. Når virksomheder ikke afmærker det specielt, er vores tolkning følgende:
Efter foderbekendtgørelsens (Bekendtgørelse nr. 1177 af 11. oktober 2007 om foder og foderstofvirksomheder, som senest er ændret ved bekendtgørelse nr. 70 af 22. januar 2010) § 19 og bilag 14, tabellen, nr. 10, skal der på foderblandinger være angivet dato for mindste holdbarhed. Efter samme bekendtgørelses § 2 fremgår der blandt andet, at "Foder skal være sundt, uforfalsket og af sædvanlig handelskvalitet". Ved markedsføring af foder med udløben holdbarhedsdato vurderer vi ikke, at der er tale om sædvanlig handelskvalitet."
Plantedirektoratet er på nuværende tidspunkt ved at lave en skriftlig henvendelse til butikken, hvor det vil blive indskærpet overfor dem, at foderstofreglerne omhandlende holdbarhed skal overholdes. I samme ombæring vil Plantedirektoratet også bede virksomheden oplyse, hvilke foderstofaktiviteter de har, så de har de nødvendige registreringer hos Plantedirektoratet. I skrivende stund er det ikke muligt at finde butikken på Plantedirektoratets liste over godkendte og registrerede virksomheder.