Hesteejere, der af den ene eller anden grund skal hurtigt af med deres heste, ender sommetider i kløerne på de forkerte købere. Sælgere, der vælger at handle med køber på afbetaling bør være forsigtige og ikke mindsk kritiske. Hvis ikke køber er i stand til at låne penge i banken til hestens fulde salgspris, og derfor ønsker en privat afdragsordning, bør faresignalerne begynde at lyse hos sælger.
23-årige Stine Fravn fra Holbæk er en af de uheldige sælgere, der på egen krop har mærket, hvad blind tillid til en køber kan medføre. Ikke alene har det været en økonomisk dyr lærestreg for Stine at sælge på afbetaling, men også hendes pony Aslan har ar på sjælen efter det mislykkede salg.
Stine solgte i april 2008 den et-årige ponyhingst Aslan på afbetaling til en 24-årig pige fra Skanderborg. Køber var sød og Stine regnede på ingen måde med, at hun skulle komme til at kæmpe for afbetalingsraterne. Stine var magtesløs over for køber, som hverken tog telefonen, besvarede sms´er eller svarede på emails, og da hun den 17.juli læste nyheden om to stjålne heste fra Skanderborg på Heste Nettet, begyndte mareridtet for alvor at tage fat.
Heste-nettet fik den 17.juli et opkald fra den 24-årige køber af Aslan, som fortalte, at hun dagen forinden, havde fået stjålet Aslan og en travhest fra sin mark i Skanderborg.
Efter opfølgning på historien og med hjælp fra Heste-nettets brugere viste det sig, at kvinden fra Skanderborg ikke blot manglede at betale for Aslan og travhesten, men også skyldte en ældre mand fra Nordjylland 30.000 kr for tidligere indkøb af tre ponyer. I ren frustration over de manglende penge havde den nordjyske mand tiet til selvtægt og stjålet de to heste fra marken.
Stine, der hverken har bil eller trailer, og befandt sig på Sjælland følte sig magtesløs, da politiet ikke kunne hjælpe hende videre. Blot ti minutter efter et indlæg på Heste-nettet, hvor hun beskrev situationen, og hendes manglende mulighed for at hente sin hest hjem, ringede telefonen. En anden heste-nettet bruger, Dorte Christine Larsen, som ikke i forvejen kendte Stine, tilbød at køre med hende til Nordjylland for at hente Aslan og travhesten hjem i hendes trailer.
"Jeg var ovenud lykkelig og overrasket over at en for mig ukendt heste-nettet-bruger ville hjælpe mig." husker Stine.
Da Dorte og Stine ankom til Nordjylland for at afhente Aslan og travhesten var den ældre mand, der havde taget dem som pant, ikke indstillet på at lade dem tage hestene med hjem og blokerede vejen. Efter utallige overtalelsesforsøg og opkald til politiet, der ikke ønskede at involvere sig i sagen, fik pigerne endelig fri vej og turen gik hjemad til Sjælland.
Stine Fravn udtaler til Heste-nettet: "Da vi endeligt satte kursen hjemad, faldt jeg i søvn af udmattelse efter en hård uge med minimum af søvn. Da hestene var blevet læsset af hos mig, og jeg havde sagt godnat til dem begge, gik jeg ind og satte mig bag computeren. Dorte havde allerede skrevet et indlæg på heste-nettet om vores redningsaktion og jeg husker stadig, hvordan tårene trillede ned ad kinderne på mig, da jeg læste det."
Der er ingen tvivl om, at Dorte var en uvurderlig hjælp for Stine og den bornholmske ejer af travhesten Höwings Melody, og Stine er hende meget taknemmelig: "Jeg har aldrig i mit liv oplevet så stor en hjælpsomhed fra en fremmed, og jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker tilbage på vores tur. Uden Dorte var det aldrig lykkedes."
Dorte er selv beskeden over for den uvurderlige hjælp, hun ydede de to unge piger, og udtaler til heste-nettet: "Jeg fulgte med i Stines tråd fra begyndelsen, og blev oprørt over hele sagen. Jeg sad bag skærmen med en følelse af, at det her, det er bare for groft! Mit hjerte blødte simpelthen for de to heste." I stedet for blot at læse tråden og have medlidenhed med Stine, greb Dorte telefonen og tilbød Stine hjælp til at hente hestene hjem.
Aslans sundhedstilstand
Aslan var medtaget af den manglende pleje og ernæring efter opholdet hos pigen i Skanderborg: "De første par dage var Aslan så svag på grund af manglende fodring, at han dårligt kunne stå. Efter konsultation med min dyrlæge fik han meget begrænsede mængder af hø i begyndelsen, som gradvist blev trappet op."
Ikke blot var Aslan udmagret, han var også spækfyldt med orm, havde muk over hele kroppen og havde fået sig en grim solskoldning. Dyrlægen var fast gæst hos Stine, og smeden fik også sit arbejde for, da Aslan ikke havde modtaget hovpleje. Den unge higsteplag havde udover ovenstående sygdomme også ændret sig psykisk. "Da jeg sendte Aslan til køber i Skanderborg, var han meget hingstet og stejlede og bed. Jeg havde ikke overskud og tid til at opdrage ham, og derfor valgte jeg at sælge ham. Da jeg fik ham hjem, var han nervøs og virkede meget livstræt. Efter flere ugers kærlig pleje kom han igen på fode, og han er efterhånden begyndt at lege med de andre heste på folden."
Det eneste positive ved historien er måske, at Aslan er blevet meget medgørlig og har lagt hingsterollen på hylden, men denne ændring i opførsel kunne også være opnået på en mere human måde i kyndige hestehænder.
Køber bedrager videre
For Stine har det ikke blot været frustrerende at hente sin underernærede og syge hest hjem, men i lige så høj grad at være vidne til, at den 24-årige pige fra Skanderborg fortsætter sine fupnumre. Et tip fra en bekendt gjorde Stine opmærksom på svindlerens fortsatte virke - ikke blot i hestekredse, men også på hundesider. "Ifølge mine sidste oplysninger har hun sidst snydt en 17-årig pige, som hun havde købt en islænder på afbetaling af. Jeg tog kontakt til pigen, og hun brød sammen, da jeg fortalte om Aslan og travhestens skæbne. Hun fik hentet sin hest hjem og jeg var glad for at have hjulpet en anden hesteejer."
Politiet har ikke været til nogen hjælp i svindelsagerne, og Stines gentagne forsøg på at få sat en stopper for svindleren ved bla. at samle mere end 20 vidneerklæringer fra folk, der har været i kløerne på pigen, har indtil videre ikke båret frugt. Listen af svindelsager er lang og indeholder manglende opstaldnings-, transport- og bedækningspenge, fusk med rideudstyr og ikke mindst "opkøb" og videresalg af heste og hunde.
Frustrationen og magtesløsheden er mærkbar hos Stine, og hun udtaler til heste-nettet: "Jeg kan ikke blive ved med at lege detektiv, og jeg er sikker på, at pigen fra Skanderborg vil blive ved med hendes fupnumre."
Dyre erfaringer rigere med hestesalg, appellerer Stine til sælgere om ikke at ende i kløerne på uærlige afbetalingskøbere og tage deres forholdsregler- også selv om køber virker reel.

