På opfordring af rigtig mange Heste-netsbrugere, bringer vi hermed en træningsartikel af Susan Kjærgaard bragt i Magasinet hest nummer 6. God fornøjelse!
"Den hest er altså bare SÅ streng«. »Min hest gider ikke lave noget, når jeg begynder at forlange mere samling".
Ovenstående udsagn er nogle, der fra tid til anden kommer fra ryttere inden for alle discipliner. Men kan hesten overhovedet drages til ansvar for uønsket opførsel, eller ligger ansvaret ene og alene hos de mennesker, der håndterer, træner og rider hesten?
Grib i egen barm
På tv vises i øjeblikket stribevis af forskellige »opdragelsesprogrammer« - programmer, hvor diverse eksperter hentes ind for at hjælpe ulykkelige familier med at opdrage på deres uopdragne børn eller hunde. Fælles for alle programmerne er, at man først præsenteres for de problematiske individer, som oftest er rædselsfuldt uopdragne og til tider helt ude af kontrol.
Dernæst møder man de ansvarshavende voksne, som åbenlyst glæder sig til at få noget professionel hjælp til at få afrettet de problematiske børn eller hunde. Derfra kommer vi til det interessante element. For efterhånden som programmet skrider frem, går det op for både tilskueren og de voksne i programmet, at det i virkeligheden IKKE er de problematiske børn eller hunde, der korrigeres, men i stedet de voksnes adfærd over for problemmagerne. Forældre må gennem en nøje revidering af deres handlemønstre, tonefald, kropssprog, daglige rutiner osv. indse, at det er dem selv, der skaber (eller forværrer) konflikter med børnene. Gennem en øget indsigt bliver de i stand til bevidst at ændre deres egen adfærd og dermed påvirke børnene i retning af en mere ønskelig og mindre konfliktpræget adfærd.
Det samme sker i hundefamilierne, hvor ejerne efterhånden opdager, at de gennem at ændre deres egne handlemønstre og adfærd kan få den før så frustrerede og ulydige hund til at blive roligere og mere velopdragen. Kan man tænke sig, at det samme gør sig gældende i forholdet mellem rytter og hest?
Ulydig eller mindre veltrænet
Hesten kan ikke læse dressurprogrammer eller teoribøger. Den aner intet om schenkelvigninger, konkurrenceregler, tilridning, trailerkørsel, vandspiltove osv. osv. Og således er den på ingen måde moralsk forpligtet til at efterleve menneskets kommandoer. Når den så alligevel gør det, er det resultatet af god og konstruktiv indlæring, som menneskets kan tage æren for.
At tage æren for god træning hos en lydig hest indebærer også at tage det fulde ansvar for alle fejl og mangler i opførslen hos en »ulydig hest«, som i virkeligheden burde kaldes en mindre veltrænet hest, idet ulydighed indebærer, at hesten godt VED, hvad der forventes af den, men bevidst vælger at gå imod ordren.
Som stier i en skov
Når hesten trænes, påvirkes det, der kaldes stimulusresponsen. Altså, hesten får en bestemt stimulus (påvirkning), som udløser en given respons (reaktion). Et eksempel kan være, at hesten får en stimulus via et tryk fra rytterens schenkler. Det udløser respons fra hesten, som går fremad.
Hestens hjerne består af en masse tråde, der ved aktivering af en impuls fra en stimulus og en efterfølgende respons danner en lille sti mellem det sted, hvor den opfatter impulsen, og det sted, hvor den husker responsen.
Man kan sammenligne det med en kæmpe stor skov, hvor forskellige stier fører forskellige steder hen. Hvis der er få men gode stier, er det nemmere at navigere rundt, end hvis der er mange små og halvt tilgroede stier.
Inden man starter arbejdet med den unge eller urutinerede hest, er den som en fuldstændigt uberørt skov, der vokser vildt uden nogen stier. Den kan og ved ingenting endnu.
Træning rydder stier
Når man starter træningen af hesten og begynder at indlære betydningen af de forskellige signaler, begynder man at lave stier i skoven. I starten er det lidt ufremkommeligt, og der skal måske saves grene ned og rykkes buske op med rod for at komme til, og hesten svarer ikke helt optimalt på signalet endnu, men det går i den rigtige retning. Når stien er lavet, og hesten har forstået signalet, kan man begynde at gå ned ad stien flere gange om dagen, og for hver eneste gang, man går der, bliver stien gået bedre og bedre til. Hesten reagerer bedre og bedre på signalet.
Jeg lærer hesten at stoppe ved at lægge et pres i dens mund med tøjlerne. Så snart den stopper, belønner jeg den ved at give efter på tøjlerne. Så lærer hesten, at den kan befri sig for presset i munden ved at stoppe og vil efterhånden stoppe hver gang, den mærker presset i munden. Der er nu skabt en sti i hjernen, hvor impulsen fra biddet udløser en respons fra hestens ben. En STOP-sti
Seks hovedstier
Jeg laver altid STOP-stien først, fordi hvis der pludselig kommer en skovtrold farende, så behøver vi ikke rende forvildet rundt mellem træer og buske for at finde vej, men vælger blot STOP-stien. Så slipper man også for, at hesten selv rydder en sti, der hedder hop-, buk-, stejl-, løb væk-stien.
Efter samme fremgangsmåde som til stop, hvor presset motiverer, og eftergiften belønner, rydder jeg derefter fem andre stier, så jeg kan finde frem til reaktionerne: Stop. Gå frem. Drej til højre. Drej til venstre. Vig til siden for højre ben. Vig til siden for venstre ben. Disse seks reaktioner er basisresponser, og det er dem, der i kombination udgør alle de finere øvelser, hesten senere stifter bekendtskab med. Alle øvelser består af basisresponser kombineret på forskellig vis, og hvis en øvelse ikke fungerer, så falder det som regel tilbage på en eller flere af basisresponserne, der ikke fungerer optimalt.
Mens jeg arbejder med at rydde de nye stier, render jeg hele tiden hen og går en tur på de første stier, så de ikke gror til og bliver ufremkommelige igen. Jeg gentager signalerne og hjælper hesten med at holde stien aktiv, så den ikke glemmer
Signalernes betydning
Sideløbende med arbejdet laver jeg et ekstra spor i STOP-stien - BAK-sporet. Det forstærker STOP-stien så den altid er godt bred og fremkommelig.
Når alle mine stier er lavet og trådt godt til, kan jeg rende rundt i skoven, som det passer mig. Der er seks stier, og dem kan jeg kombinere til at komme hele skoven rundt uden at fare vild. Jeg kan vælge stierne i den rækkefølge, jeg skal bruge dem, alt efter hvor jeg vil hen. Jeg kan ride frem, tilbage, samlet, i lang form, sidelæns, små volter, lige ud og hvad jeg ellers lige får lyst til.
Tilbage til start
Nogle gange sker det, at jeg har været optaget af nogle stier, der har været meget spændende, og så må jeg, igen, lige huske at gå en hurtig tur på de andre og rydde lidt ukrudt væk, der måske er kommet til, mens jeg var et andet sted. Jeg går tilbage og checker basissignalerne, så de bliver ved at være skarpe, og hesten reagerer korrekt.
Når man arbejder med en såkaldt problemhest, er det som at komme ind i en skov med alt for mange stier, der næsten alle sammen ligner hinanden. Hvis man spørger hesten om vej for at komme hen til det store Egetræ, ender man ved Bøgetræet, og hvis man er tørstig og vil ned til bækken, risikerer man at rende tre gange ned ad en sti, der ender blindt, inden hesten finder en sti, og man ender ved - Et gammelt Grantræ!!!
Signalforvirring
Man lægger benene til, og hesten hopper lige op i luften og nægter at gå fremad. Man trækker i tøjlen, og hesten bøjer nakken, mens den styrter videre. Man trækker i indvendige tøjle, og hesten drejer halsen, men fortsætter udad mod hjørnet. Hesten reagerer uhensigtsmæssigt, fordi det er nærmest umuligt at finde vej i skoven. Der kommer hele tiden forkerte responser på de påvirkninger, man giver hesten - simpelthen fordi stierne i dens hjerne er forkerte.
Det er let at komme til at lave forkerte stier, hvis man ikke er opmærksom på, hvordan man timer pres og eftergift. I eksemplet med at lære hesten at stoppe lagde vi et pres på bidet, som blev belønnet med en eftergift, når hesten stoppede benene. Vi skabte en sti fra munden til benene. Nogle gange sker det, at hesten forsøger at slå med hovedet for at slippe for presset fra bidet. Hvis rytteren kommer til at give efter dér i stedet for at holde presset, indtil hesten har stoppet benene, så har man belønnet hesten for at slå op med hovedet og er kommet til at skabe en sti, der går fra pres i tøjlen hen til kaste med hovedet i stedet for hen til stop benene. Jo flere forkerte stier skoven har, desto sværere er den at navigere rundt i.
Når jeg "omtræner" problemheste, starter jeg igen med at lave en god stabil og let genkendelig STOP-sti. Så kan jeg altid sende hesten direkte derhen, hvis den begynder at rende rundt på alle de forkerte stier. Det gælder om at undgå at gå på de forkerte stier, så de kan gro til og lukke sig for at undgå, at hesten i fremtiden kommer til at vælge dem. Når man har skabt de seks nye stier og efterladt de andre forkerte stier til at gro til i mos og glemsel, har man igen en "velopdragen" og velafbalanceret hest - en hest, som ingen behøver at omtale som dum eller besværlig! Men ingen kan vel finde på at skælde ud på skoven over, at nogen har ryddet forkerte stier.
Fakta:
31-årige Susan Kjærgård har været professionel springrytter siden 1996. Hun har været placeret på verdensranglistens top 100 og har tidligere være på landsholdet i springning. Som 22-årig red hun EM. Nu driver hun en salgsstald og kursusvirksomhed ved Kjellerup. Susan Kjærgård samarbejder blandt andre med den anerkendte australske professor og ekspert i hesteadfærd og træning, Andrew McLean.
Af Susan Kjærgaard / bragt i Magasinet hest nummer 6