Men de mange sager om fusk med handel af heste på nettet ser desværre ikke ud til af den grund at stoppe. Lærke fra Heste-nettet har netop meldt Mark Weiss til politiet, mens politiet i flere andre tilfælde opfordrer folk til at gå til avisen. Der er nemlig ikke så meget de kan gøre ved problemet, siger de.
Lærke fra heste-nettet fortæller, at hun blev ved med at blive kontaktet af Mark Weiss på e-mails. Til sidst meddelte hun ham, at hvis han ville købe hendes hest Leika, måtte han selv troppe op på adressen med pengene kontant. Det gjorde han imidlertid aldrig, men en check på 60.000 kroner blev sendt til postkassen, selvom hendes hest kun kostede 24.000 kroner. Det overskydende beløb skulle så sendes videre til en ven, han skyldte penge, fik hun af vide.
Lærke fik efterfølgende banken til at kigge checken efter i sømmene, men de kunne desværre ikke spore checken. Lærke valgte herefter at melde manden til politiet, som kunne fortælle at de allerede havde fået flere andre henvendelser.
Troels Agerskov fra Horne er en anden fisk som røg i Mark Weiss' net, skriver Fyns Amtsavis. Han blev derimod kontaktet af en irer, kaldet Matt Petersson, som ville købe 2 heste for 8000 Euro. Det overskydende beløb skulle dække transportomkostninger. Han sendte også et billede af sin farm, men Troels Agerskovs datter kunne imidlertid genkende farmen fra nettet.
Og da banken også fik identificeret checken som dækningsløs, valgte de at droppe hele sagen, og gik til avisen. Det var nemlig politiets anbefaling, da de alligevel ikke kunne gøre noget ved sagen, siger Troels Agerskov. Deres melding er, at svindlen styres fra Nigeria og er umulig at opspore.
Herning Folkeblad og TV Midtvest og flere andre medier har nu valgt at bringe indslag om Lærkes episode, for at advare andre.

