Den amerikanske hestetræner Monty Roberts har lagt sin afdøde fars bog om hestetræning ud på sin hjemmeside. Bogen Horse and Horseman Training er udgivet i 1957, og beskriver Marvin E. Roberts' træningsmetoder. I sin kontroversielle selvbiografi beskriver Monty Roberts hvordan hans far brugte grusomme metoder såsom "sacking out" til at "knække" de unge heste, han skulle tilride. Beskyldningerne mod faren danner en følelsesladet baggrund for markedsføringen af Monty Roberts' egen metode, som han påstår, er mere naturlig.
Der har dog lydt høje protester fra Monty Roberts' øvrige familiemedlemmer, der påstår, at faren var god mod heste, og ikke en ondskabsfuld mand. Familien nævner bogen Horse and Horseman Training som bevis på at Marvin Roberts ikke var det uhyre, Monty Roberts portrætterer i sin bog. Derfor kommer det som en overraskelse for mange, at Monty Roberts har valgt selv at gøre bogen tilgængelig for sit eget publikum.
"Sacking out" er en metode, som fikserer hesten mens den udsættes for forskellige stressfaktorer, f.eks. en sæk med tomme dåser i, som rasler og larmer, et stykke blafrende plastik eller en rytter. Når beslagsmeden i dagens Danmark holder fast i en hest, der forsøger at trække hoven til sig, og først løsner sit greb når hesten slapper af, er det i virkeligheden det samme, der sker. Hesten lærer, at en flugtreaktion ikke kan fjerne den fra stressfaktoren, og derfor holder den op med at forsøge at flygte.
Dette princip kaldes også for flooding, og Monty Roberts bruger det selv i sine opvisninger, med den forskel, at han ikke fikserer hesten, men lader den løbe rundt i rotunden, f.eks. med en "jockey-dukke" i sadlen. Ifølge Roberts konstituerer denne praksis ikke mishandling. Der findes imidlertid ingen videnskabelig dokumentation for at en skræmt hest i løs dressur skulle opfatte situationen som mindre stressende end en fikseret hest. Med andre ord er der ikke påvist nogen reel forskel på de to metoder. Det er Monty Roberts' ord mod faderens og familiens.
Siden gammel tid har man vidst, at "flooding" kunne hjælpe med til at berolige unge og uerfarne heste, men man vidste ikke hvorfor. I dag har naturvidenskaben dokumenteret metodens virkning, og de neurologiske mekanismer, der ligger til basis beskrives bl.a. i bogen The Truth About Horses af professor Andrew McLean og i artikelserien i Magasinet Hest af samme forfatter.
Mange etologer (inklusiv McLean) regner det dog i dag for uhensigtsmæssigt at udsætte hesten for store mængder stress med "tilvænning" som eneste formål. I stedet foreslås det, at man installerer tydelige stop- og startsignaler, som kan erstatte fikseringen. Dertil introduceres stressfaktorer mere gradvist, så man helt undgår at udløse hestens flugtinstinkt. Man opnår på denne måde den samme virkning som ved "sacking out", men uden at hesten bliver skræmt.
Marvin Roberts' bog beviser utvetydigt, at forfatteren brugte fiksering i træningen af sine heste. Men billedmaterialet viser ingen umiddelbare tegn på, at hestene led nogen særlig overlast, æraens generelt usentimentale tilgang til dyr taget i betragtning. I ét kapitel beskriver Monty Roberts' far hvordan man fanger en hest, der er svær at få fat på. Metoden ligner til forveksling join-up. Man må ikke fange en uvillig hest med lasso, hedder det i bogen. I stedet skal man sende den rundt på en volte, og tage presset af den når den søger kontakt. Inden længe vil hesten så lære at komme hen til mennesket uden frygt.
Det vil måske komme som en overraskelse for mange læsere af Manden der Lytter til Heste, at der intet sted i Marvin Roberts' bog står noget som helst om at "knække" hestens vilje. Billeder af en siddende hest - på vej til at blive lagt helt ned ved hjælp af reb - skal illustrere en sikker metode til at fiksere hesten liggende i veterinært øjemed. Igen og igen nævner forfatteren, at proceduren skal foregå langsomt og roligt, så hverken hest eller menneske kommer til skade.
Dyrlægen skal tjekke hesten inden den tilrides, og ulydighed kan skyldes tandproblemer, får man at vide - et råd som langt fra optræder i enhver ryttermanual fra 1950'erne.
Roberts Senior lægger desuden stor vægt på, at hesten rides i et bidløst rebgrime/hackamore-arrangement i det første halve til hele år, indtil den kan alle sine øvelser fejlfrit. Først herefter får den bid i munden, og det indskærpes overfor læseren, at man aldrig må bruge kræfter når man indvirker med hånden.
En korrekt tilredet hest kan rides på en tynd tråd, siger Marvin Roberts. Og han tilføjer til slut i sin bog, at: "Du kan ikke fortælle en unghest, hvad du vil have, og den kan ikke læse. Den eneste måde at træne en unghest på, er at vise den, hvad du gerne vil have, at den skal gøre."
Horse and Horseman er langt fra det uomtvistelige bevis for Marvin Roberts' grusomhed, som der lægges op til. Tværtimod er den et fascinerende, historisk dokument, som måske ikke forekommer særligt genialt, og som benytter sig af nogle metoder, der 50 år senere virker unødigt grove.
Læs selv bogen på Monty Roberts' hjemmeside , og beslut om den er skrevet af et uhyre eller en almindelig hestemand af tiden.