Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Quidam de Revel klonet

Verdens tredje klonede hest er en klon af dansk- ejede Quidam de Revel, kåret som Verdens Bedste Avlshingst.

Det brune, klonede føl, Paris-Texas, der blev født i marts 2005, har tre hvide sokker - farvemæssigt ikke identisk med den verdenskendte, danskejede hingst Quidam de Revel. Alligevel er generne de samme.

Klon-føllet Paris-Texas blev vist frem for pressen tidligere på året, men identiteten blev hemmeligholdt.

»Vi ville gerne holde det for os selv til at begynde med. Men nu, hvor Paris-Texas er stambogsført hos Zangersheide, syntes vi, at det var på tide at stå frem og fortælle nyheden«, siger Flemming Velin til det svenske blad Ridsport.

Quidams klon er skabt af DNA fra en hudbiopsi, der er lagt ind og har erstattet arvemassen i et æg fra en hoppe. Der er blevet brugt 400 æg i tilblivelsen af Paris-Texas, men Ridsport skriver, at Velin ikke vil røbe prisen for at skabe en klon - kun at »det ikke er gratis«.

Behov for nye regler
Lovgivningen om kloning er forskellig fra land til land. I Danmark er kloning kun tilladt i begrænset omfang, og her skal graviditeten afbrydes, før det klonede individ fødes.
Derfor blev Jan Pedersen, formand for Dansk Varmblod og præsident for World Breeding Federation of Sport Horses (WBFSH), meget overrasket, da han så Paris-Texas blive præsenteret.

»Da jeg så klonen blive præsenteret på Zangersheide i sidste uge, vidste jeg ikke, at kloning af heste var kommet så vidt, eller at Flemming Velin har en syv måneder gammel klon af Quidam de Revel,« siger han.

At den belgiske avlsorganisation Zangersheide har optaget både Paris-Texas og Pieraz-Cryozootech-Stallion i stambogen og har udskrevet pas til hestene betyder i princippet, at hestene kan bruges i avlen og sporten verden over på lige fod med almindeligt avlede heste, da Zangersheide er anerkendt under WBFSH.

»Ja, med et pas fra Zangersheide er disse heste teoretisk helt officielle heste, som kan konkurrere ligestillet med almindeligt avlede heste,« siger dr. Frits Sluyter, leder af Veterinærafdelingen i det internationale rideforbund.
»Vi har god tid til at diskutere problemstillingen, da hestene skal være seks-syv år, før vi ser dem på konkurrencebanerne. Det er klart et område, vi er nødt til at tage stilling til nu, siger dr. Frits Sluyter.

Læs mere om emnet i Magasinet Hest, der udkommer 2. november.

 

Tilføjet d. 07-10-2005 kl. 11:36 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider