Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Debat om fremtidens springhest - del 2   Reportage

Reportagen er fortsat fra Debat om fremtidens springhest - del 1

Den første deltagende ekvipage vi havde på banen var Mille Bisgaard, som fremviste Volstrups Cody e. Carlos DZ/Corlando fra 2006. Cody er a-hest i springning.
Mille lagde ud med at fortælle lidt om sig selv og fortalte bl.a. at Cody er hendes lille superstjerne, og han er den bedste hest, hun har haft indtil videre.
Hun fortalte om dengang de købte Cody, som er en lidt sjov historie. De var oppe hos Pia Hollænder og Henning Jensen. Henning havde taget sine træsko på og i den ene hånd gik han med Cody. De gik ud til hans "mudderhul" af en bane, ølkasserne blev stablet op og træpinde blev lagt på tværs. Da den havde sprunget over træpindende sagde Milles far Henrik, den tager vi! Og det var rigtigt godt vi tog ham.
Som 4 års vandt Cody egnethedstesten og vi har siden fået rigtig mange fine placeringer og nulrunder. Cody er en hest, som altid giver en god tur.
I Milles stald er der faktisk ikke andet end danske heste, så vi må være et bevis for, at danske heste er noget, som man rent faktisk kan bruge.
Lars Nørgaard kom med kommentarer på nogen af hestene. Om Cody kommenterede Lars, at det er en moderne hest, som springer godt og ser nem ud at ride. Der var ikke nogen tvivl om, at Cody viste, at han kan springe.

Den næste rytter var Peter Lykke Svendsen, som viste Lillevangs Daufine e. Solos Landtinus/Come Back II frem. Daufine har gået MA og blev indkøbt som 4 års og er i år 10 år. Hele vejen igennem har hun taget imod opgaverne som den skulle og har været en dejlig samarbejdsvillig hest. Dog vil Daufine gerne skynde sig lidt og afvikler springene lidt for hurtigt, og det er så der det primære fokus har været lagt. Målet er at få hende mere stabil i MA'erne og forhåbentligt ride nogle S'er på hende i løbet af sommeren.
Peter nævnte at man skal huske, at unge heste vokser med opgaverne og at de unge heste skal have tid. Daufine var en hest, som ikke var klar til championaterne som unghest, men Peter kommenterede, at det er da alligevel en dejlig hest, jeg har fået mig.

Lars nævnte om Daufine, at man kunne se de ting som Peter havde sagt, samt at ift. Cody kunne man godt se, at der var lidt mere at arbejde med. I øvrigt roste Lars Peter for hans indsigt i, at man skulle huske at ikke alle heste kan nå at være klar til fx championater.

Den næste var vores alle sammens Play Girl, med Anica Kristoffersen i sadlen. Play Girl er hjemmeavl e. Party Dance/Calato og er 6 år i år. Som de fleste ved, havde de sammen en fantastisk sæson sidste år, hvor det blev til 5. plads ved UVM mv.
Anica startede med at sige, at hun gerne ville sætte en tyk streg under, at hun ikke tror, at rytterne vælger de udenlandske hingste fremfor de danske heste, men derimod at vi kigger på den enkelte hest og ser, om det er noget vi kan lide. Personligt har Anica haft mest succes med danske heste og har også kun danske heste i stalden. Play Girl er en hest, som har alle de kvaliteter som Anica synes, en god unghest skal have. Hun har en fantastisk indstillingen til at være inde på banerne og vil altid gerne komme fejlfrit rundt, hvilket for Anicas synspunkt overskygger alle andre. Det vigtigste er at hesten vil det, man selv vil.

Play Girl viste sin uovertrufne kapacitet allerede fra første spring, og Anicas egen kommentar var, at hun overspringer vist lidt i dag! Hvilket fik publikum til at grine lidt, for det havde hun helt ret i.

Lars kommenterede om Play Girl, at det var en fornøjelse at se dem, men da hun også var den yngste hest fremvist indtil nu, så skulle hun bruge lidt mere tid på at føle sig tilpas inde på banen. Men hun viste, at selv i pressede situationer, så løser hun alligevel jobbet godt. Lars fik også nævnt, at selvom en hest klarer sig godt til UVM, så er det ikke en garanti for, at man har en international Grand Prix hest, men at han dog var fortrøstningsfuld med at komme til at se Play Girl fremover.

Inden Anica forlod banen, valgte hun at kaste en bold up. Hun mener, at hovedproblemet er, at der er alt for lidt fokus på springsporten, og at rigtig mange problemer kunne løses, hvis der kom mere fokus på springsporten. Det vil gøre det mere attraktivt at være sponsor samt at avlerne vil få større lyst til at se sine afkom gå stævner. Samtidig mener Anica, at vi danske ryttere står meget alene ift. fx Tyskland og Sverige. I udlandet har mange af de gode ryttere sponsorer, som sikrer at de gode heste bliver hos de gode ryttere. I Danmark bliver de gode heste ofte solgt ud af landet.
Så skal der også være noget mere prestige i at eje en god hest. I udlandet bliver man nærmest behandlet som en greve, når man ejer en god hest. Det er ikke tilfældet i Danmark.

Herefter var næste trin på dagsordenen dagens overraskelse. Her var det præmiering af nogle rigtig gode avlere. En ganske bestemt hingst viste sidste år, at den godt kan avle gode springafkom. Der er naturligvis tale om Party Dance, som havde både Play Girl, Pegasus og Holsteins Matina med til både Falsterbos ungehesteklasser (hvor de alle deltog i finalen) samt ikke mindst UVM, hvor Play Girl jo gav det fantastiske resultat at blive nr. 5 i 5 års finalen.
Her blev avlerne præmieret med rigtig fine sponsorgaver. De fik dækkener fra Horse Rider, der var gavekort til Deauville Hestefoder samt Euro Hingste Sæd gav en gratis sædforsendelse til avlerne.

Med en helt særlig gave kom Christian Kjær. Han gav alle tre avlere sæd fra Party Dance, så de havde mulighed for at lave sig endnu et godt afkom efter ham. Det må siges at være lidt af en gave! Imens Christian stod derinde og overrakte sit sponsorat, slog han for at man naturligvis skal bruge de gode danske hingste, og når vi nu har så god en hingst som Party Dance herhjemme, så er det naturligvis en hingst som klart burde være med i overvejelserne til ens næste føl! Christian sagde, at vi skal vise, at vi godt kan her i Danmark!

Så var der også en ganske særlig præmiering til en "hoppe". Da "hoppen" selv har været en del af arrangementet, skulle den lige pakkes ind. Der var naturligvis ikke tale om en hoppe, men derimod en avler. Det var Mikala Bagge, som skulle have en præmiering for sit gode arbejde i avlen.

Efter det kom de sidste tre ryttere på banen.

Den første var Emilie Juul Thorup som red på den velspringende Hazel BS e. Heartbeat/Candillo. I modsætning til de andre ryttere, som var til stede her, så lever Emilie ikke af at ride. I sine ponyår har Emilie fået nogle helt fantastiske resultater, men hun har efterfølgende valgt, at det ikke var ridningen hun ville leve af. Hun nævnte, at hun i dag arbejder som advokatfuldmægtig.
Så Emilie rider heller ikke så mange stævner, men alligevel udvikler Hazel sig rigtigt meget, når vi er afsted. Som det kunne ses, så sagde Emilie også at Hazel er en vågen og opmærksom hest. Kan ind i mellem blive nervøs, men hun har en rigtig god attitude og gåpåmod. En hest som har potentiale til det hele.

Maria Hjorth Frederiksen kom på Dublé e. Diamant de Semilly/Carnute som den næst sidste rytter. Det var endnu en dejlig hest, og Maria fortalte om sit samarbejde med avleren Carsten Carstensen.

Efter at Maria havde været på banen, nævnte Lars Nørgaard at han mente, at vi går en lys fremtid i møde, hvis hestene i Denmark er så gode som dem vi har set her. Samtidigt skal vi huske at lave en uvildig vurdering af hver enkel hest, hvor vi er så objektive som muligt og ikke kun ser på de negative ting.

Sidste rytter på banen var Jennifer Fogh Pedersen på den kårede hingst Lagavulin e. Ludwigs As/Stakkato Gold. Jennifer havde taget turen hele vejen fra Tyskland for at fremvise den dejlige Lagavulin. Her nævner Jennifer at sporten er meget større i Tyskland, og at der derfor er mange flere stævner hvor man kan uddanne de unge heste, og at Lagavulin er en hest som vi tror meget på. Lagavulin er blevet solgt til den venesuelandske landsholdsrytter Andres Rodriquez, men Jennifer har fået lov til at stå for den videre uddannelse indtil videre det næste års tid.

Hvad kom der så ud af arrangementet? Ud over at der er blevet kastet flere bolde op til DV og avlerne, virkede det som om, at det ikke er fordi rytterne fravælger de danske heste, men i stedet at de rider og køber den hest, som de kan lide. Så er spørgsmålet i virkeligheden, om det så er fordi, de danske heste simpelthen ikke er gode nok eller måske bare ikke er uddannet godt nok.
Spørgelysten fra de fremkomne var ikke så stor, som man kunne have håbet på. Men da dette ikke er det sidste arrangement af denne slags, så er det forhåbentligt noget, der vil blive bedre næste gang. De småting som ikke helt fungerede denne gang, vil også uden tvivl være meget bedre til det næste arrangement! I sidste ende er det samme vi alle sammen er interesserede i - at forbedre hestene og det vil i sidste ende gavne sporten.

Alt i alt var det et arrangement som var rigtigt godt, og der skal lyde en stor tak til sponsorerne, ekspertpanelet og ikke mindst arrangørerene for dette fine arrangement!

Billede

Danskavlede Andante som gik store internationale stævner med Tina og Charlotte Lund. jp-photo.dk

 


Tilføjet d. 02-03-2015 kl. 14:29 af i kategorien Ridesport.





Seneste relaterede nyheder
12-03-15 Debat om fremtidens springhest - video


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider