Indiana Joe

Welsh Pony/New Forest

Følsom og betænkelig pony, der er intet ondt i ham, han er blot lidt forsigtig og har brug for at se tingene an. En ene-mands hest der har det bedst i trygge, vante rammer uden travlhed og svære opgaver. Sød og rar at omgås så længe der tages højde for hans følsomme sind, har brug for en rolig, selvsikker føre der kan vise ham, at verdenen ikke er farlig. Under rytter gør han virkelig sit bedste for at behage sin rytter, flytter sig for små signaler, det føles næsten som om at han tænker sig til næste kommando før han er overhovedet er blevet bedt om noget, dog bliver han nemt forvirret hvis man trykker på de forkerte knapper, han mærker også hurtigt hvis rytteren er usikker, er rytter det overtager han styrringen, hvis rytter bliver bange bliver han det også. Derfor er det vigtigt at kende Joe og forstå at føre an, ellers kan det meget vel ende med en dominerende eller panisk hest.
Joe har en fortid som 'sparke-hest', i bund og grund var han bare uerfaren og usikker, sparkede så ved berøring og når man kom for tæt på hans bagparti. Med en masse jordarbejde og menneskelig kontakt blev han langsomt en hengiven, blid og mere selvsikker pony, stadig betænkelig over hvad verdenen mon ville bringe ham at grusomme ting, siden da er det kun sket 3 gange at panik har grebet ham i sådan en grad at er flygtet. Hvad skulle jeg dog med sådan en pony - var der mange der spurgte mig om, for mig for det ikke et spørgsmål om at have den dygtigeste, smukkeste, dyreste pony jeg kunne vise frem til stævner, jeg ville bare have noget at putte min kærlighed i, det havde Joe tydeligvis aldrig mærket meget af, kærlighed altså, det var også den vilje og kærlighed der gjorde at Joe blev min bedsteven, efter lang tids kæmpen, mange tåre og skræmmer senere stollede Joe blindt på mig, jeg førte ham fra folden til stalden, til ridebanen og tilbage til folden uden torv, han fulgte efter mig som en hundehvalp, jeg hoppede op og ned af ham, styrede ham rundt i alle gangarter på banen uden udstyr, vi behøvede ikke noget reb eller noget udstyr til at binde os, jo han kunne da stadig blive bange og var heller ikke altid lige nem når frygten gang på gang fór over ham men endelig søgte han til mig i stedet for at tage flugten. Han var mit hjertebarn og min største drøm er stadig at en skønne dag at få ham i min varetægt


Selv om det er godt og vel 3 år siden vores veje skiltes, savner jeg stadig Joe hver evigt eneste dag, ligegyldigt hvor mange smukke, dyrebare og fantastiske heste jeg møder, er der ingen der overgår min lille ponymand, om vi en dag skal genforenes igen, ved jeg ikke, jeg tør ikke håbe for meget, ingen anden hest har rørt mig på samme måde, eller lært mig så meget.
Jeg ved ikke hvor han er i dag, er han endt som en tilfreds foldbums et eller fjernt sted herfra? Er han en kastefold, mellem de som ikke forstår hans personlighed, er han overhoved i live? Spørgsmålene er mange, det er frustrerende.