Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Røgt og pleje

 Har du en førstehjælpsinstruks?
Forfatter: 
Dato:  10-05-2013 21:36
Indsat fra nyheden Har du en førstehjælpsinstruks?:

En instruks til hvad man specifikt skal gøre i en krisesituation, er rar at have, hvis din hest får behov for førstehjælp. En krisesituation vil ofte kræve, at man skal kunne handle hurtigt og resolut, uden at gå i panik. Det gør du bedst ved at være ordentligt forberedt, og vide præcist hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude.

 

Har du hest, vil du før eller senere komme ud for et eller andet uheld eller medicinsk problem med din hest. Når du påtager sig ansvaret for en hest, er din pligt, at vide, hvorledes du skal reagere forsvarligt og rettidigt som påkrævet. Er uheldet først ude, er det ofte nødvendigt at kunne handle hurtigt, og være klar i hovedet, så der ikke opstår panik. Har du en førstehjælps instruks, så er du rigtig godt udrustet, til at kunne reagere rigtigt og med overblik, uden at gå i panik. Hvis ikke du har en, så er det derfor på tide at få anskaffet en!


Førstehjælps-Instruks
En instruks er en vejledning til hvad man skal gøre i en given situation, således at man sikrer at man handler korrekt i situationen. Fordelen ved at have en førstehjælpsinstruks er først og fremmest, den tryghed det giver, at vide at du er godt forberedt på situationen, og at du har check på, hvad du skal gøre hvis uheldet er ude, uagtet det er en uvant situation. Alene det, kan hjælpe dig til at holde hovedet koldt og give dig det psykiske overskud og overblik, der skal til i situationen. Selv hvis du skulle gå i panik, har du en vejledning du kan følge, så du alligevel får gjort det du skal, også selv om du føler dig handlingslammet. Derudover er det betryggende at vide at der er en procedure for, hvorledes situationen kan gribes an af andre, når du ikke selv er til stede, eller ikke er til at komme i kontakt med. En instruks tjener nemlig til, at flere forskellige personer kan handle selvstændigt og rimeligt ensartet, uafhængigt af hinanden, ved at gå ud fra de samme retningslinjer.

 

En krisesituation kan ofte være forvirrende og stressende, men ved du grundlæggende, hvorledes du kan sørge for at din hest får den nødvendige hjælp, er der meget at hente. Instruksen kan udover at hjælpe dig til at holde hovedet klart, også spare dig dyrebar tid, som i sidste ende kan være afgørende for at den skadede eller syge hest rettidigt får den hjælp den har behov for.


Udarbejd din egen
Det vil ikke være optimalt at give en færdig opskrift på hvorledes en førstehjælpsinstruks skal se ud. Det er væsentligt at den er tilpasset individuelt til det sted og under de forhold den skal anvendes. Derudover kan den være mere eller mindre detaljeret, efter behov. Så du må selv i gang med det hårde arbejde.

 

Resultatet er, at du får en instruks, der specifikt er tilpasset dine eller staldens behov, og som kun indeholder de punkter der er nødvendige for dig eller jer. Formuler gerne punkterne som en kogebogsopskrift a la, så gør du det, og dernæst det, så det er nemt at gå til, hvis uheldet skulle være ude. Laminer den gerne og hæng den op i stalden. Endnu bedre bliver det, hvis I kan blive enige om at udarbejde en fælles instruks for hele stalden, som I alle kan tilslutte jer.Ofte vil det foranledige nogle rigtig gode diskussioner imellem pensionærerne eller rytterne, om hvad der skal med og ikke med, og hvad der bør gøres i den givne situation. Det vil alene tjene til at højne kvaliteten af det endelige resultat I kommer frem til.


Her følger nogle få generelle retningslinjer til hvad instruksen kan indeholde og hvorledes I kan anvende den i større stalde. De skal alene opfattes som inspiration, og vi opfordrer alle til at udarbejde deres egen specifikke instruks ud fra de overordnede retningslinjer.

  • Udarbejd instruksen punkt for punkt, så den indeholder simple sætninger og instrukser, som er hurtige at læse, og på kort tid giver de informationer som den der skal anvende den, nemt kan forholde sig til. Det må gerne være trin for trin, som en kogebogsopskrift, 'først gør du sådan, dernæst sådan, osv. Desto enklere jo bedre.
  • Start med at have fuld check på data materialet. Lav en fælles telefonliste eller fortegnelse over hestens navn, ejer med kontaktoplysninger, samt kontaktoplysninger på ejers stedfortræder, dyrlæge både dag, aften og helligdage, samt evt. smed.
  • Drøft, og noter hvad I gør i en akutsituation, f.eks. det er nødvendigt med transport til hestehospital. Kan I blive enige om samme sted, og har I en fælles løsning på transport dertil, hjælper I hinanden.
  • Læg en strategi eller slagplan for, hvorledes I skal kontakte hinanden i tilfælde af en krise, og noter det ned punkt for punkt, så alle involverede kender proceduren for hvorledes I kontakter hinanden. Husk at lægge samtlige relevante telefonnumre ind på jeres telefon, ligesom det også kan være en god ide at lægge den færdige instruks ind på telefonerne, eller læg det ind på staldens hjemmeside, hvis I har en sådan. Skriv linket ind i instruksen, så man kan få tilgang til den via en smart phone, hvis ikke du vælger at lægge den ind fast på din telefon. Det giver også den fordel, at I kun skal opdatere et sted.
  • Læg en plan for hvad der evt. kan gøres af førstehjælp eller forberedelse inden dyrlægen kommer, så der er klare linjer, eller noter f.eks, at I kan yde førstehjælp efter dyrlægens anvisninger, inden vedkommende når frem.
  • Aftal evt. en grænse for hvad der kan besluttes på hesteejerens vegne, uden at han eller hun er informeret, hvis det er I ikke kan komme i kontakt. Husk der er pligt til at afhjælpe en lidende hest efter dyreværnsloven, uden ejerens tilsagn, men for ejers regning. Hvis det kan komme med i en førstehjælpsinstruks, er det rarest for alle, og man ved herefter, hvad man kan forholde sig til, og det kan spare alle for en masse problemer.
  • Noter i instruksen, hvor førstehjælpskassen står og hvad den indeholder, og lav en aftale om hvorledes den løbende suppleres op, så den altid er til rådighed med det aftalte indhold.
  • Tilstræb at den samlede instruks kan stå på en enkelt A4 side, print og distribuer den. Laminer nogle eksemplarer til at hænge op i stald, ridehus, rytterstue, eller andre relevante steder - og husk at opdatere dem, hvis I foretager ændringer til instruksen.

Når det hele er på plads, er det vigtigt, at I aftaler en procedure for hvorledes listen med kontaktoplysninger holdes ved lige. Tillige kan I aftale f.eks. et årligt møde, hvor I gennemgår instruksen og opdaterer den for evt. fejl og mangler. For at tingene skal kunne fungere, er det helt essentielt, at de kontaktoplysninger I beror på, til enhver tid er opdaterede, ellers kan det blive kritisk. Uddeleger evt. ansvaret til alle, således at de selv regelmæssigt opdaterer deres oplysninger, f.eks. via en hjemmeside, så ikke en enkelt person har hele ansvaret og find andre måder til at gøre tingene effektivt på.


Når I har instruksen og kontaktlisten på plads, er det beroligende at vide, at der burde være hånd om tingene, selvom en hændelse skulle ramme din hest, og du ikke er til at træffe.

 

Læs også artiklen: "Er du klar til at yde førstehjælp?"www.heste-nettet.dk/nyheder/9911/

Læs også artiklen: "Har du en førstehjælpskasse?" (kommer snart)

 

Billede

 

Forsidefoto: Tine Lessèl

0
0
Svar på denne tråd
 
 Har I et beredskab i stalden?
Forfatter: 
Dato:  14-05-2013 08:45

Kunne være interessant at høre, om der er andre har aftaler om hvad I ska gøre, og hvordan I kommer til dyrlæge, hvis der sker en ulykke med en af hestene i stalden, eller hvordan I har grebet det an.

 

Vi har kun vore egne heste, så her er det relativt enkelt, men hvordan organiserer I jer, de steder hvor der står mange heste med forskelige ejere, dyrlæger og smede, og måske forskellige grænser for fornår man skal tilkalde dyrlæge?

0
0
Svar på denne tråd
 
 God ide.....
Forfatter: 
Dato:  14-05-2013 11:46

Det er en rigtig god ide, på linie med opstaldningskontrakter

 

Jeg har hestene hjemme det meste af året, og er sygeplejerske, så jeg er rimelig cool mht blod og skader.

Men når jeg er ude at rejse, så er det kæresten som passer hestene, og han er ikke hestemand og tåler ikke synet af blod og/eller et dyr som har ondt.

 

Så når jeg er ude at rejse, så ved han hvem han kan ringe til for en second opinion, hvis jeg ikke tager telefonen og/eller er i tvivl via Tlf-konsultation. Fx det jeg synes er ok hævelse og blødning, får jo kæresten i panik.

Og han selvfølgelig flere forskellige at ringe til - folk står jo ikke på Tlf-standby når jeg er ude at rejse.

 

Og så er jeg KUN glad, hvis nogle er i tvivl og vælger at kontakte dyrlægen. Hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

 

Men jeg har oplevet to gange to forskellige opstaldningssteder problemer med tilkald af dyrlæge til kolikhest. Den ene gang fordi ejeren reelt ikke havde råd til at betale dyrlægen, den anden fordi "den kære ejer" ønskede hesten skulle dø af kolik, så hun kunne få udbetalt livsforsikringen !

 

Men skal man have en liste med førstehjælp til hesten, så bør man have det samme til mennesker - ofte går der total panik i alle, hvis folk slåer sig, er bevidstløse ect. Her kunne en liste også hjælpe, bare med at få folk til at ringe 112 kan være svært.....

 

mvh charlotte

 

0
0
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider