Jeg tror det er meget normalt og nok også sundt at man bliver lidt usikker på sig selv i den process...

 

Da jeg jo står med Big der havde en grund til at "noget" var svært, og nu skal opereres, er den lidt svær... For jeg har indtil nu "lagt det lidt fra mig", givet ham lidt flere skovture end baneridning, ikke presset ham videre/mere end hvad jeg følte i maven var rigtigt, men stadig testede grænsen en gang imellem... Og jo, der ER dage, hvor man tænker "Kan jeg overhovedet lære hesten dette her"

 

Mener dog at man IKKE skal gå på kompromi med ens mavefornemmelse, og hvis den siger, vent lidt... Så vent... Ud i naturen med ham, giv ham masser af selvtillid og føling med sin krop, han ER stadig baby og hans krop er IKKE færdig

Leg lidt med de svære ting i naturen, hist og her

Bare rolig - du kan både ride og uddanne en unghest, især fordi du rent faktisk har den tilgang til det du har

 

For det første, så rykker man ikke grænser, ved ikke at gå ud til dem og lidt over. Det er HELT i orden og normalt for en unghest at skyde skulder, slå fra ect - den bliver jo presset udover hvad den plejer. Så længe man går "frem og tilbage" imellem her er vi på sikker og tryg grund, og her skal vi begge lave noget lidt svært, så er alt godt

Det er først når man ender i, at hesten ikke kan andet at løbe rundt med snotten til vejrs, skydende skulder og løbende fra hjælpen, eller kun have et tempo i hver gangart, at man har redet sig til et problem.

 

Der ud over så er ens underviser jo der for at hjælpe, støtte og guide - og ved lidt forsigtige usikre ryttere, såmænd også at skubbe på i udviklingen. Min underviser ligger da mere på i undervisning, fremfor når jeg rider selv Og at unghesten presset lidt en gang om ugen gør vist igen skade

 

For mig har udviklingen i min ridning af mine to ungheste været som en trappe - udviklingen går i trin, i perioder står man på selve trinnet og føler man er gået lidt i stå, rider det samme igen og igen, og lige pludselig så vupti, så rykker hesten sig opad trinnet op på næste trin.

I perioder har mine heste opført sig som ål under mig, de har taget alle triks i verden til at undgå mere bæring og samling, hvis jeg retter skulderen, så ryger bagparten, hvis jeg retter tempoet ned så går de bag hjælpen, tempoet op så løber de lidt igennem osv.

Og så lige pludselig så er de bare på plads

 

MEN når det er sagt, så betaler du for en hjælp/undervisning - så hvis du har lyst til at hygge, så er det jo i bund og grund "din ret" og dig som er "kunden". Hvis du har behov for at slappe af, og være glad for der hvor I er lige nu, så kan du da fint forklarer, at det er dit behov lige nu. Hesten er jo i bund og grund ligeglad med hvad du har af planer for den Så har du lyst til at hygge, så hyg - og når du så har lyst til at uddanne jer begge lidt mere, så kan du jo altid sige til til din underviser Hesten er immervæk kun 4 år, og du er jo ellers glad og tilfreds med der hvor I er nu.

 

Jeg har selv brugt enorm lang tid med Caspian, som jo også er/var en stor langlemmet lemmedasker som 4 og 5 års - det tog næsten 1,5 år før han kunne galoppere en nogenlunde balanceret 20 m volter. Men fra da af gik det stærkt, og han gik fra LC til placering i la1 på C-plan på knap 5 måneder. Det var et rent styrke spørgsmål, så giv din unghest lidt kredit for at han er sød og rar, og giv ham nogle hyggedage i skoven Dressuren skal nok komme.

 

Og så var det måske her i vinterperioden, at du skal blive inspireret i din dressurridning - læs bøger om dressur, tag på kursus, se andre ride, se andre få undervisning det giver også en masse input.

Og er du stadig lidt utryg ved om du lærer ham grundridningen "godt nok", så er det ingen skam at sende en unghest i ridning Min underviser får hvert år mine heste i ridning ca 14 dage, hvis der er noget jeg gerne vil have lært dem, men som jeg ikke selv er "tryg ved" eller vi har svært ved - i år har Caspian været afsted for at blive mere stabil i kontragalop, og Pinot kom afsted for at blive mere stabil i changementer.

Jeg bruger min underviser, som er berider, da hun jo ved hvor vi er, hvordan hesten er, hvad jeg har nemt/svært ved ect, så det er "nemt" for hende at træne dem, og bagefter mig/os.

 

mvh Charlotte

Tak for svar begge to.
Det er skønt når nogen gir sig tid til og bruger "krudt" på at give feed back, på et indlæg, som man jo selv har lagt lidt "sjæl" i at skrive.
Gode brugbare tanker i begge gør jer over mit spørgsmål.
Og Jeanette jeg har lige læst din tråd, om den kommende operation, held og lykke med dem og "tak for kaffe" nogen svar du har fået,et er at være uenig, men Hold da op et sprog, ikke i orden.

Ja, ved ikke om det var til megen hjælp, men nogen gange kan lidt tankestrøm fra andre, sætte ens egen i perspektiv

Nej, det tog lidt nogle uheldige drejninger ind imellem derinde, nu håber jeg den dør lidt hen, indtil jeg kan fremvise billeder fra operationerne, og mange tak!!

De andre har vist sagt det meste og jeg kan rigtigt godt lide din tilgang til træningen af din unge hest

Men vil dog tilføje at din sadel ligger for langt fremme. Så han kan ikke bevæge skulderen frit.

Tak for input Tenna, at sadlen skulle ligge for lang fremme oplever jeg ikke, men Jeg vil da følge op på din observation og tjekke en ekstra gang.
Og så få i lige en bonus oplysning hi...hi.... her til aftentabte han så piloten, altså mig. Der er skisme langt ned fra den pony, AV AV... Jeg slog min læn/hofte og ene balle, så sidder med is på lige nu.
Vi var til vores anden terræn træning, Den første på hold, sidste gang var vi alene af sted.
Og OMG.... sagde Gilbert der er alt for meget at forholde sig til her!!!!
Han var ikke rigtig til at få ordentligt frem til tøjlen, men stædig som man er, forsøgte jeg nok lidt for mange forskellige spring, og vi fik så et lidt voldsomt stop på en lille 60'er forhindring, og jeg sprang så uden hesten. Og skulle hilse og sige der er langt ned fra den "bette"pony.
Men at ride ham ud åen på det dybe, unden støtte fra andre heste, den udfordring klare han i super go stil. Og vi fik da sprunget nogen ok spring, også efter min flyvetur.
Så tror vi skal af sted alene et par gange mere, eller også skal jeg bare ride rundt i mellem de andre et par træninger, så han kan vænne sig til de andre.

Jeg kender det godt, det der med at være usikker på hvad man gør.... og jeg tror et er helt naturlig. Og jeg er sikker på du kan klare det

 

Jeg har jo også en 4 års, og hun har været rigtig samarbejdsvillig når jeg startet med tilridning, og hun har forsøgt så godt hun kan at gøre det jeg beder hende om. Så skulle vi til at træne galopanspring, og så begynder hun at stoppe op, gå mod schenkel, næsten hoppe på stedet, og det føltes som hun næsten ville gå i vejret. Jeg tænkte lidt "gud, hvad har jeg begivet mg ind på med denne hest, kan jeg klare det her?" Men jeg tænkte at jeg må bare blive ved og ikke tvivle på hvad jeg gør (og fik hjælp af underviser). Så var det som det pludselig gik op for hende hvad det var jeg egentlig mente, og så gik galopanspringene rigtig godt, og ingen form for protest (bortset fra at hun nemt hisser sig lidt op i galop, hun er en dame med lidt tænding... ). Men jeg tror tit for de unge så protesterer de lidt hvis de ikke forstår hvad man forventer de skal gøre. De skal jo også have tid til at finde ud af hvad vi mener...

 

Jeg har også en 6 års som jeg også har tilredet. Min 4 års er efter min hoppe (som jeg har haft i snart 16 år), og minder på mange måder om sin mor, så hende føler jeg mig ganske "hjemme" på, selv om hun ikke er så meget redet. Men min 6 års har et helt andet bevægelsesmønster, så det er mange ting som har været svært med han, selv om han ikke er nogen "svær" hest at ride (kun svær at sidde på da han har store bevægelser... ). Så der skal jeg indrømme at jeg har tvivlet på mig selv mange gange. Men med han, tror jeg måske at jeg har tænkt lidt for meget at siden han er så anderledes i bevægelserne (og temperament), så skal han rides på en anden måde end min gamle hoppe, og så har jeg "glemt" at ride på den måde jeg kan. Nu har jeg forhåbentligvis "husket" det igen, så nu begynder det at gå bedre, forhåbentlig (i alle fald er det gået rigtig godt de sidste gange jeg har redet ). Men han er også lidt "slasket" hest i bevægelserne (hvis det er rigtig ord...) og har nok behøvet en del tid til at få styrke til at gøre det han skal. Og jeg har med vilje ikke presset så hårdt på, og da har jeg heller aksepteret at få kritik for at han er for lang i formen, end at gøre noget jeg ikke føler for. Men nu tror jeg han er klar til at kræves lidt mere af

 

Jeg tror man selvfølgelig bør lytte til andre og tage imod råd, undervisning, og alle input man får, men i sidste ende så er det jo os selv som rider hesten, og kunsten med ridning er vel også at finde ud hvad som fungerer for en selv, og for den hest man har. Ingen heste er helt ens, og ingen ryttere rider helt ens, vi er jo også alle bygget forskelligt og har lidt forskellig indvirkning på hesten. Det kan sagtens være godt at sende en hest i ridning, men for min egen del vil jeg gerne helst klare det selv (med hjælp af undervisning, selvfølgelig) selv om det måske tager lidt længere tid, og jeg måske ikke kommer lige så langt som hvis en professionel red hesten. Men jeg forstår også godt at folk sender heste i ridning.

 

Jeg er sikker på at det bliver godt, uanset hvad du gør

Jeg ville lytte til hesten.

 

Der er ingen grund til at forhaste noget igennem. Det er ikke meningen han skal blive presset så meget at han bliver ked af at blive redet, så jeg ville ikke presse ham til mere bæring.

 

Han er jo trods alt kun 4 år, så i når det nok

 

Hastværk er lastværk

 

 

Vh Charlotte

 

tak Marit, ja det er rigtigt det der med forskellige heste kræver forskellige ting, men grundlæggedne har du jo ret i at man kommer længst med at ride på den måde man kan, og hvor man forstår hvad f..... man sidder og laver

Og jeg tror faktisk det er noget af det, der er mit problem lige nu, jeg kan godt forstå i min hjerne og fornuft, hvor min dygtige underviser vil have os hen, men min krob og mine fornemmelser kan ikke udføre det helt som hun måske ville kunne gøre det. Derfor sidder jeg måske og "luske" rider lidt og feks slipper ham lidt, eller føre hånden ind i volten, når jeg vil have ham til at følge med, for det er jo det jeg kan, og ved hvorfor jeg gør det. Hun ville måske gøre noget helt andet, feks løfte op mod sig selv eller være mere modholdende i hånden, dvs den mision hun sender os ud på, bliver kun udført halvthjertet, og så lykkes det også kun halvt, og derfor får jeg ikke fornemmelsen af, at jeg ved hvad fanden jeg laver. jeg kan sagtens ride som hun beder mig om i galop, men her er hans balance også bedere, så der giver det hele mening for mig og derfor også for ham

Det er i trav jeg ind i mellem sidder og fedter rundt med et irreterende strejf af en fornemmelse af, at jeg måske "bryder ned" istedet for at "bygge ham op"

Jeg er jo af gode grunde ikke så stærk/erfaren og dygtig som hende, så jeg har måske brug for mere tid og den lange form på ham i længere tid, end hvis det var hende der red ham Men hun har ført mig og Brava fra en hæderlig LA til at kunne udføre serier changementer, zigzag travers, arbejs pioetter osv med hendes undervisning, så klart hun har forventninger til mig på en større gående hest, men jeg kan måske bare ikke leve op til det på ham her endnu, for som du skrev Marit, så er det svært at føle sig helt hjemme på en helt anden tybe hest, når man i mange år har siddet på en sofahest hvor alle knapper var lavet af mig, nok ikke helt korekt redet er jeg ret sikker på, men det virkede altså for Brava og mig, i hvertilfælde så jeg følte at vi var en helt fin ekvipage og jeg var stolt over at jeg selv havde lavet hende.

 

Da jeg red Brava til for mange år siden,følte jeg slet ikke den samme usikkerhed, men hun er en anden model, mere kort og kompakt, meget nem at være på i alle gangarter, 10 cm mindre og knap så meget rygsving, og så vidste jeg den gang, slet ikke det jeg ved i dag om dressur. Man kan vel godt sige, at jo mere man lære om dressur, jo mere kan man "få øje på" hvor langt der er til det perfekte

 

Brava og mig for et par år siden

gilbert og mig i tirsdags

 

Jeg har "tullet" rundt i næsten 2 år på min hest, dog noget ældre end din, men fejlredet så der skulle startes forfra, jeg vil ikke sige at disse år var spildt, men vi kom absolut ingen vejen og først i år da jeg gik tilbage til forlange noget af hesten at vi rykker os. Hesten gjorde også modstand, hvorfor skulle han dog bestille noget som var hårdt når man bare kunne tulle rundt, men det gik hurtigt over.

 

Selv nogen af de problemer som der altid har været med hesten er ved at være væk nu hvor der er mere kontakt og der bliver forlangt noget mere. Når det bliver alt for hårdt, så er det tilbage i letridning og ride frem og ned til hesten og jeg er klar igen (slapper af).

 

Tak for input Helle, og charlotte
Ja jeg kommer selvfølgelig ingen steder hverken ved at skynde mig fir meget eller ved at "tulle" rundt fir evigt.
Alle jeres indlæg har givet mig stof til eftertanke, og jeg tænker at jeg skal stole mere på egne instinkter, både på dressur banen og til terræn træning, set i bakspejlet, ser mine ride udfordringer, ud som om de mest nager mig, når jeg komme et til at "overhørre" min indre stemme.
Og det sker jo fordi jeg flytter fokus fra hans signaler, til hvad jeg tror der forventes af mig.
Og faktisk er det oplevelsen på terræn banen, sammenholdt med nogen af de fine reaktioner og tanker fra jer søde HN'er der ligesom skar det ud i pap for mig.
Selvfølgelig skal jeg presse lidt på, også lidt over hans og mine grænser, men jeg skal sigte mod nærmeste udviklings zone.
Altså på terræn banen skulle jeg jo slet ikke have forsøgt at springe før han var til tøjlen, hans nærmeste udviklings zone var jo bare at "være der" og kunne rides rundt med kontakt hvor han svarede frem og tilbage på min hjælp, selv om de andre ekvipager sprang rundt om ham.
Og på dressur banen, skal jeg finde balancen i mellem, vores comfort zone og nærmeste udviklings potentiale.
Og det kan jo varrier efter dags formen på os begge, hvor meget og hvor lidt vi kan rykke på grænserne.
Så kort sagt, mærk efter og tro mig selv og ham.

Ja, det er nok bedst at huske at lytte til både hesten og sig selv

 

Jeg var til 4 års championat med min 4 års i weekenden, ikke fordi jeg forventet et super resultat pointmæssigt, men fordi jeg synes det er en god måde at introducere stævner, da hun ikke skal være alene inde på banen. Min 4 års er ikke så meget redet som hun nok burde være til championater, men hun kan rides i alle tre gangarter, og da skulle vi nok kunne komme os rundt på banen. Jeg var dog lidt stresset, for hun blev bidt af en anden hest for nogle uger siden, lige der hvor gjorden ligger, så jeg kunne ikke have sadel eller longegjord på hende, så da mistet vi et par ugers træning.... Men vi trænede så godt vi kunne når hun var god igen, for vi skulle klare at starte i championatet. Hun er en hest som normalt har meget energi, og i tirsdags var hun rigtig god og kunne "samles" lidt i galoppen, og jeg var bare så glad og tænkte at yes, det her skal blive sjovt.

 

Men dagen efter skulle jeg ride lidt igen, og det var en totalt stresset hest, og det gjorde det ikke bedre af at jeg blev så lidt stresset da det jo ikke var mange dage tilbage, og hvad hvis hun opfører sig sådan til stævnet? Og jeg blev i dårlig humør og tænkte om jeg skulle melde fra, og hvad inbilder jeg mig, at jeg kan ride den her hest rundt på en bane? Jeg tænkte dog måske hun var træt og stiv efter gårsdagens træning, så hun fik fri dagen efter, og så skulle jeg ride hende let fredagen, som var dagen inden stævnet. Og i fredags var hun rigtig god og afslappet, og jeg var glad igen Så hun havde nok mærket tirsdagens træning i kroppen...

 

Og til stævnet var hun bare så god! Ja, ikke i følge dommerne, men alt jeg fokuserede på var at hun skulle gå afslappet og synes det var sjovt at gå inde på den der bane. Og det gjorde hun! Så vi viste måske ikke de bedste gangarter og den mest trænte hest, men vi havde en rigtig god tur, og det var rigtig stort at ride sin egenavlede hest til stævne. Min lille baby! Og vi fik kommentar om at det var en lydig hest, men som kunne rides til en højere grad i korrekt holdning (eller noget lignende). Og det skal nok komme Men jeg ville ikke kræve så meget af hende, hun skulle bare få en god oplevelse. Nu har hun fået opleve hvordan det er til stævne, og set at en dressurrail ikke spiser heste....

 

Og det er jo utrolig at denne store hest....

 

 

Har for fire år siden været denne hest....

 

Åh, hvor er det godt at høre, at der er flere, der kommer til at tvivle på egne evner, når de skal ride deres unghest.

Jeg fik for et lille halvt år siden en suuuuper dejlig 4 års, som ikke var redet ret meget. Styrbar i gangarterne, vil jeg sige. Men nem at gå til og en god attitude.

Men åh, hvor jeg dog tvivler på mig selv med ham. Han er bare lavet af glas, silke og porcelæn, og jeg kan slet ikke gå til ham. Og det problem har jeg ikke med andre heste. Dem sætter jeg mig bare op på, finder knapperne og frem går det. Har vi en kontrovers, løser jeg den med min viden og min krop og videre frem, men på ham er der ikke forbindelse mellem viden og hvad min krop gør.

Havde en 6 års i ridning for nylig, som var lige så redet som min egen, men nøj hvor hun rykkede sig. Det gjorde min egen ikke, selvom jeg red dem lige meget. Jeg tænker nemlig samme tanke, som dig Brava; "river jeg mere ned, end jeg opbygger", og så bliver jeg inkonsekvent, usikker og rider uhensigtmæssigt af misforstået godhed.

 

Der er dog nogle ting jeg VED, jeg ikke vil. Jeg vil feks ikke presse min 4 års. Jeg vil gerne forlange noget af ham, såsom at han springer rigtigt an, og at han møder mig på tøjlen med et stabilt sug. Jeg vil dog aldrig forlange, at han skal bøje sig for indvendig schenkel på de buede spor og aldrig forlange, at han skal blive i samling. Det VED jeg, han endnu ikke er stærk nok til og jeg derfor vil bede ham om det umulige med chance for, at han mister tillid til mig, når han uundgåeligt fejler.

 

Det er rigtigt, at man ikke rykker sig, hvis man ikke skubber til grænsen. Men man skal skubbe den foran sig, ikke overskride den hele tiden.

 

Jeg tror fuldt og fast på, at min hest ikke driller eller prøver at snyde mig. Jeg tror på, at når han slår fra er det fordi, han ikke kan, når han springer forkert an, er det mig, der blokerer indvendig og når han går i stå af forvirring, er det mig, der ikke har forklaret det ordentligt.

Synes du skal lytte til dig selv og din hest. Der er simpelthen bare ingen grund til at presse en baby-hest, når den ikke skal sælges og ikke skal til championat. Sørg hellere for at få dig en hest, der holder 20 år endnu

tak Anna og Marit for de tankevækkende input.

og tillykke Marit med jeres debut på stævne pladserne. ja det er utroligt at sådan en lille fyr på 4 år bliver til en stor fin ridehest

Hvor kan jeg gendkende jeres beskrivekse af føelsen omkring om man er klar og på rette vej, eller ikke klar og på vej den gale vej med sin træning.Den sidste uges tid har faktisk gjort mine tanker og denne tråd endnu mere relavant for mig og Gilbert.

jeg har været afsted med mit job en uges tid, og har for første gang købt mig til en profesionel skulle ride ham, en veninde skulle passe ham, og gøre ham klar til den super kompetente rytter, som lever af at træne og undervise heste og rytterer.

 

jeg havde ellers beslutte ikke at skrive om oplevelsen her inde, men nu gør jeg det aligevel fordi den, hvor træls den end har været, har hjulpet mig til klar syn, jævnfør mine fornemmelser og troen på dem.

kort fortalt vil berideren lære ham at svare bedre og kvikkere frem med sug på tøjlen, lidt lige som min underviser har "pisket" mig til at forsøge at gøre, og hvor jeg jo har tøvet, fordi jeg ikke var sikker på at han forstod hjælpen rigtigt.

Desværre er den profesionelle så fokuseret på at "komme igennem" at vedkommende helt overser, at han overhovedet ikke "er med på hvad det går ud på", han "finder sig" desværre i den hårdhændende behandling, som var en konstandt tryk for ben frem mod tøjlen, ikke spark eller flå i munden, men konsekvent aktivitete i underben til en let anstillet tøjle, han spænder selvfølgelig op, men slår ikke efter benen, eller gør anstig til at smide af, han ender dog med at bakke rundt efter en halv time, og ser ud som om at han kunne finde på at rejse sig, alt dette ved jeg kun fordi jeg har fået det fortalt af en som så det.

vedkommende rider ham kun den ene gang, resultatet er kraftige slid mærker i begge sider efter spore og støvler, så meget i den ene side, at jeg må melde fra til stæve i søndags, kan jo ikke komme med en 4års med hul i siden

 

jeg vil understrege at vedkommende er rigtig ked af det, og jeg har fuldt gang i positiv debat med vedkommende om episoden, og jeg ved jo at det er en en erfaren og dygtig rytter jeg har sat op på ham, det blev bare helt overset/overhørt, at det ikke var en følsom og vims fuldblods hest, men en stor cool oldenborg dreng på 170 + der ikke er sart og pylret. Man kan ikke presse/slå/klemme sig til noget på ham, så min fornemmelse har været den rigtige, to skridt tilbage for at lære at søge frem på den postive måde, og altså ikke et spørgsmål om at han ikke vil høre efter, for tro mig, med de mærker så havde han løbet frem til en anstillet tøjle, hvis han forstod det var det han skulle.

jeg er ikke intereseret i en ophedet debat om sporre eller ikke sporre eller andet mudder kastning, han er ok og skal nok overleve de 30 min hvor han ikke blev forstået, men træls er det, og jeg er blevet endnu klogere, og har faktisk fået min selvtillid løftet, desværre har Gilbert betalt med et par slid mærker jeg gerne vile have undgået, men tilgengæld er jeg nu overbevist om at jeg skal stole mere på min mave fornemmelse, og mit kendskab til lige netop min hest og hans signaler, lige meget hvad andre kloge hovdere ellers siger.

 

Det er faktsk interessant det du skriver om din oplevelse med at få en anden rytter til at ride hesten. Jeg har også nogle gange tænkt på (når ting går dårligt...) om det var bedre at få en professionel til at ride min 6 års lidt da jeg synes han nogle gange er svær at sidde på og få til at gå korrekt. Men så tænker jeg også,at jeg er jo den som kender hesten bedst, og så vil jeg jo også gerne gøre det selv.

 

Jeg har også haft en dårlig oplevelse med at have andre som rider hesten. For mange år tilbage, når min gamle hoppe var ung (jeg havde kun den ene hest), havde jeg et uheld og kunne ikke ride i nogle måneder. Jeg fik så en pige/dame som tidligere red en anden hest i stalden til at ride hende et par gange i ugen, og tænkte det var rigtig godt, for hun havde tidligere redet en hest hun havde startet PSG på, så hun kunne jo helt sikkert lære min unge hest noget.

 

Det gik fint, formodet jeg i alle fald, og når jeg startet at ride igen, så fortsatte hun at ride min hest, for jeg tænkte at siden hun rider så godt, så er jo det godt for hesten at have en som ved hvad hun gør. De dage hun red, så var jeg stort set ikke i stalden, så jeg så ikke at hun red, men efter det hun sagde, så gik det godt. Hun brokket sig dog flere gange over at hesten forsøgte at løbe ud af banen med hende, men min hoppe havde meget energi, så jeg tænkte ikke så meget over det på det tidspunkt.

 

Men så begyndte jeg at se nogle striber i pelsen, og jeg tænkte først ikke så meget over det, men så begyndte jeg at mistænke at det var kommet fra en pisk eller noget... Og så heldigvis, så var det en pige i stalden som forsigtigt sagde til mig, at hun syntes altså at hun som red min hest var lidt for hård mod hende, og det kom frem at hun (som red) "varmet op"/krudtet af ved at hun (hesten) løb og løb så stærkt hun kunde rundt i rotunden, og når hun var "træt" så red hun på ridebanen, men var også rigtig hård med hende der. Så forstod jeg jo pludselig meget af hendes opførsel og at hun forsøgte at løbe ud af banen med hende (som hun aldrig forsøgte med mig). Jeg behøver vel ikke sige at hun fik så ikke ride hende mere..... Og jeg var bare SÅ taknemlig at det var nogen som fortalte mig det. Andre sagde bagefter at de havde set det, men de formodet at jeg vidste hvad hun gjorde....de havde tydeligvis ikke tænkt over at jeg jo ikke var der de dage hun var der...

 

Men pointet med at fortælle dette, var ikke for at sige stakkels min hest eller noget, men mens hun red min hoppe, så følte jeg heller ikke det var noget særlig fremgang i hvad hesten kunne. Jeg havde jo tænkt at nu lærer min hest meget af hende da hun er en dygtig rytter, og jeg følte ikke jeg kunne så meget, og i alle fald ikke så meget som hende. Jeg havde jo knapt startet dressur på det tidspunkt, og i alle fald ikke redet noget i nærheden af PSG! Men jeg fik så høre af flere andre at jeg red min hest i alle fald lige så godt som hun den anden! Og da fik jeg straks lidt mere tro på mig selv . Og så fandt jeg en god underviser, og fik da hesten fra knapt LC niveau til MB niveau ved at selv ride den.

 

Jeg var selvfølgelig rigtig ked af at min hest måtte gennemgå dette, men jeg tror det næsten var værst for mig og min samvittighed - hesten overlevede fint, og er i god form i dag som 21 årig Men efter denne oplevelse, har jeg været rigtig "kræsen" når det gælder at have andre til at ride mine heste. Og også mere tro på at jeg kan gøre ting selv. Så selv om det måske går lidt langsommere end hvis en professionel rytter havde uddannet hesten, så har jeg det bedst med at gøre det selv. Det er jo trods alt min hest (Og jeg får også undervisning...)

 

Og jeg er også sikker på at den professionelle rytter som red Gilbert er ked af det, og de professionelle er jo heller ikke ufejlbarlige, det er jo også kun mennesker Det var forhåbentlig kun en dårlig dag....

Puha... Synd i begge skulle opleve dette, men det er dejligt at læse rytter trods alt er ked af det og indser fejlen...

 

Det er præcis det der ville ske med Big, han er ikke sensitiv/følsom, så han ville være endt med slidmærker ligeledes...

 

Jeg fik jo Simone Hoppe til at ride ham 2 gange, for at hjælpe med anspringet til højre, da jeg er hypermobil og var bange for jeg ødelagde det mere for ham, end jeg hjalp.... Det var underligt at se en "stramsur" rytter på ham, med bid i munden... Hun red ham ikke vildt og voldsomt overhovedet, men derfor var det stadig underligt at se en fremmed på ryggen af ens baby!

Det lykkedes for hende nogle gange, men jeg kunne ikke helt lide vejen til Rom, så det blev ved de 2 gange.....

 

Jeg ville ikke være ked af at bruge anden rytter en anden gang, men nu har jeg lært at stole på mig selv og min mavefornemmelse, der var en valid grund til han havde svært ved højregalop, det havde intet med mig at gøre....

 

Det er så givende at have disse ungheste, hvis man vil lytte og lære og nu har du også lært at lytte lidt ekstra på din egen mavefornemmelse

 

Jeg har lige haft fornøjelsen at være deltager i Talentsamling for dressurryttere i distrikt 12 på min 6 års - ham jeg beskriver i mit tidligere indlæg, som værende en lemmedasker i 4 og 5 års alderen.

Vi kunne i år i februar måned, da han blev 6 år, lige akkurat ride en 20 m volte i galop.

Han har bare fået tid, tid og atter tid, selvom han selvfølgelig er blevet bedt om at arbejde korrekt.

 

I februar i år red vi LD/LC, hvor han godt nok gik til placeringer - men rosetten kunne lige så godt være grøn som rød. Og vi nærmest sejlede rundt på barrieren, fordi hans galop var så stor og usammenhængende. Forkerte anspring, buk og "jeg vil ikke op til dommerhuset" kunne lige så godt efterfølger af en nydelig velbalanceret slangegang - you never know.

 

Men i maj så sker der noget fysisk og også psykisk/konsentrationsmæssigt med Caspian - i maj vores første LA1 på klubplan. Og i juli vores første roset i LA1 på C-plan.

Alt begyndte bare at hænge sammen lige pludselig

 

Og så kom talentsamlingen her i august, hvor min bette 6 års af berideren blev beskrevet som "alderssvarende uddannet 6 års - som dog havde været længere med en proff rytter på ryggen"

 

Det vil sige, at Caspian der som 4 og 5 års ALDRIG havde fået vurderingen "alderssvarende uddannet", nu som 6 års er på rette sted i sin uddannelse - hvilket jeg helt sikkert tilskriver al den tid og ro han har fået til at finde sig selv fysisk og psykisk som ridehest.

Og ja jeg er da ganske bevidst om, at jeg har en god hest, som med en proff allerede nu havde været ude at starte MB - men han er min, og jeg er hans, så jeg er ganske tilfreds

 

Så tid og ro - styrke styrke styrke - så kommer også de store langlemmede ungheste også med.

 

Og øv øv med de dårlige oplevelser der har været med proff ryttere/dygtige ryttere - jeg er desværre ikke helt overrasket.

Jeg har selv valgt, at kun min egen berider kommer op på mine heste. Hende kender jeg nemlig gennem mange års træning, og ved hvordan hun rider, samt ikke mindst hendes holdning til træning af bla. ung-heste. Mange kan ride GP, men ikke mange kan gøre det på en måde som jeg synes er noget jeg vil byde min hest.

 

mvh Charlotte

tak for flere gode input i tråden

gode historier og konstruktive indlæg er så skønt at få når man selv forsøger at begribe og forholde ssig til noget, og det er en problemstilling som er ret interesant at debatere, altså det der med meget dygtige/profesionelle ryttere kontra "os selv" og hvad det giver af fordele og ulemper, at vælge det ene eller det andet eller en kompi.

jeg har haft Brava i ridning hos Hasse hoffaman, da hun var 6 år, en hel fantastisk oplevelse, og sikke en masse både hun og jeg lærte på den mdr hun stod der over.

Måske er det også det jeg vælger for Gilbert på et tidspunkt, det koster måske lidt mere og der er langt til Ebeltoft, men jeg er sikker på at der er styr på tingene hos Hasse og co. Men indtil vidre rider jeg selv i mit tempo, når jeg altså kan komme igang med dressurene igen, nu skal han jo lige hele, for selv om mine dressur bøjler er lidt kortere end dem som den anden rytter med med, kan jeg ikke helt undgå at ramme/slide på hulerne, og det vil jeg selvfølgelig helst helt undgå, så han kan hele hurtigt og ikke bliver øm igen.

Men vi har været på stubben i spring saddel i går, første gang med rytter siden i tirsdags hvor "skaden" blev lavet. jeg kan heldigvis godt ride med springbøjlerne, uden at komme ned og ramme hans skrammer...HURRA for mine korte ben.

jeg skridtede lige ind på bane efterfølgende og han var heldigvis blød og lækker og lagde sig fint til foran.

 

Pudsigt du nævner hasse - min berider er uddannet ved ham, og rider stadig heste for ham

 

Nu ved jeg ikke hvor du kommer fra i Jylland, men min underviser holder til ved hedensted, hvis det nu var nærmere ?

Bare sig til i en PB, hvis du er interesseret.

 

Og dejligt at se, at han er så fornuftig og god i hovedet, at han ikke er blevet nervøs over miseren i tirsdags, men stoler på dig og kan slappe af

 

mvh Charlotte

He...He... Charlotte, jeg bor på Midtsjælland, så Hedenssted er vist også lidt langt væk, men Tak for tanken.
Ja der er udklækket mange dygtige beridere, ryttere og heste hos Hasse, han er i min optik, DK største kapacitet inden for dressur og uddannelse af unge heste.
Og Ja, det var fantastisk at sidde på Gilbert og mærke at han var ok.

Sjælland - så er det vist nemmere med færgen til Ebeltoft, og så en smuttur ud til Hasse

 

Kunne du måske finde en hasse uddannet over på Sjælland, som kunne være interessant at træne ved/sætte i ridning ved ?

 

Heldigvis har du jo ikke travlt - han er ung, og det ser altså nydelig unghesteridningagtig ud, det du har gang i på ham

 

Og ellers er husene på Djursland billig til salg - Tøhø

 

mvh charlotte

Ja af sted med os til Ebeltoft.....når jeg vinder i Lotto.
Jeg har besluttet at jeg træner/rider ham selv på min måde, ind til videre. I dag var vi igen på stubben i springsaddel og korte bøjler ingen sporer, frem, ned og rund, og han var så dygtig. Jeg har også longeret ham nogen gange siden skaden og øvet temposkift, altså "gået et par skridt" tilbage, dette responderer han også super fint på.
Og et lille mål er et klub stævne i Ringsted midt i september, hvis han er helet pænt. jeg vil ride en LD og en LC og det i den lange form, for det kan vi jo sagtens. Han skal bare syns det er rart og sjovt at gå til ridning igen, og jeg skal igen tro på at jeg har styr på det.