Der er ingen grund til bekymring. Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort. Men glæd dig til scanningen. Det er en stor oplevelse. Du bliver scannet på maven i måske 40 minutter afhængig af, hvor samarbejdsvillig din baby er. Og bagefter bliver der udregnet diverse risikovurderinger på en computer. Med din unge alder, så er du enormt godt stillet mht. risikovurdering.

Du får selvfølgelig også lidt billeder med hjem

mik27

hold da op i så lang tid,

ja rent logisk ved det jeg godt jeg ikke skal frygte men for pokker det må gerne blive fredag nu! jeg er bogstavlig talt et omvandrene nervevrag

Jeps til mine scanninger var jeg også virkelig nervøs, tror jeg er meget naturligt

De scannede også mig i lang tid, min livmoder lå vist foran eller også var jeg bare dårlig at scanne på - så jeg blev 2 gange scanner nedefra... Bare så du ved, at det kan være en mulighed, det er altid rart at være forberedt på den slags kan "ske"

Held og lykke med det hele!

har "heldivis" prøvet nedefra scaninger rigtig mange gange!

jeg er blevet operet i underlivet 14 gange.

jeg er bare så nervøs og jeg føler ikke rigtig nogen forstår det,

men jo jeg må hanke op i mig selv og sige det nok skal gå

Jeg var også nervøs, men den lille spunk var så fin så fin! Håber din scanning går godt. Er det pga operationer du er nervøs?

ja bla pga operationerne, jeg har arvæv der brister, i takt med livmoderen udviger sig, så jeg har haft blødning været til 2 scaninger og begge gange var der intet at se, de kunne se hjertelyden og alt så helt fint ud..

jeg ønsker bare virkelig det her barn, og lægerne havde sagt jeg bestemt ikke skulle regne med at blive gravid (havde under 5% chance) så da jeg skulle igang med behandling så overhaldte naturen lige og jeg blev gravid og er nu i 12+3, de første 12 uger, har jeg næsten ikke turde røre mig i frygt for der skulle ske noget..

Kære Trådstarter

Jeg kender dig ikke, og jeg vil derfor ikke påklistre dig en hel masse, som du ikke er. I stedet vil jeg fortælle, hvordan jeg har (og har haft) det, og hvad jeg har gjort for at ændre det. Genkender du noget, kan du måske bruge det, og ellers kan du tænke "godt, jeg ikke er sådan"

I graviditetens første 12-16 uger var jeg næsten sikker på at abortere. Jeg vidste, at risikoen var stor (dog under 50 procent), og at det helt sikkert ville ramme mig. Jeg blev hurtigt gravid, så jeg skulle ikke have en nem graviditet, tænkte jeg.

Alt er gået fantastisk, og jeg har nu fem uger til termin. En gang imellem rammes jeg af en følelse af "åh nej, hvad hvis hun er blevet kvalt af navlestregen?" eller "åh nej, hvad hvis jeg har ligget på maven i nat og mast hende?" eller "åh nej, hvad hvis hun bliver multihandicappet ved fødslen?".

For få måneder siden ville jeg ikke kunne få sådanne tanker ud af hovedet. Hvis ikke jeg kunne finde en læge, der kunne afkræfte min frygt, ville jeg tænke og tænke og få ondt i maven. Men jeg har lært at skubbe det væk. Når katastrofetankerne kommer, griber jeg dem og spørger mig selv:

1. Kan du gøre noget for at ændre/modvirke det? Nej.

2. Gavner sådan en tanke og stress-følelse dit barn? Nej!

3. Gavner sådan en tanke og stress-følelse dig selv? Nej.

4. Hvad er det bedste, du så kan gøre? Smide den væk.

(Det er altså ikke helt så underligt, når man bare tænker det inde i hovedet

Hvis det viste sig, at min pige faktisk VAR blevet kvalt eller mast eller blev multihandicappet ved fødslen, ville jeg ikke blive mindre ked af det, fordi jeg havde fyldt mig selv med frygt omkring det. Ligesom jeg ikke ville være mindre berørt af det, hvis jeg havde aborteret inden for de første 12 uger, selvom jeg havde "regnet" med det.

Det er derfor fuldstændig ukonstruktivt for mig at "beskytte" mig selv med negative tanker. Væk med dem!

Livet er én stor risiko, både for os og de børn, vi bringer til verden. Vi kan ikke undgå den, men vi kan lade den tynge os og blive nervøse og kede af det, eller vi kan tro på, at alt går godt, indtil det modsatte er bevist.

Jeg ved godt, at din situation er anderledes end min med de operationer, du har været igennem, men jeg håber alligevel, du kan lægge nervøsiteten fra dig og i stedet glæde dig til den fantastiske oplevelse, en nakkefoldsskanning i langt de fleste tilfælde er.

Held og lykke med det hele!

Kathrine

du beskriver lige præcis hvordan jeg har det!

men du har ret, jeg kan hverken gøre til eller fra

jeg skriver self en opdate på fredag

opereret en hel del gange i underlivet, og bla pga det, så valgte min egen læge at henvise mig til en privat gyn, der skulle følge mig frem til NF scanningen.

Jeg blev scannet første gang i uge 5, derefter en gang i ugen frem til uge 12.

Samtidig fik jeg taget blodprøver.

Og det var bare ikke skægt! Jeg var egentlig ikke nervøs som dig, men det fik gynækologen da lige vendt rundt på. Sagen var nemlig den, at jeg faktisk var en uge kortere henne end først antaget og jeg fulgte ikke lige de gængse retningslinier for hormonvækst.

Så i flere uger, manglede jeg hjerteblink og en ordentlig hormonvækst.

Jeg kan TYDELIGT huske scanningen i uge 9, hvor jeg havde fået af vide at nu var det knald eller fald.

Scanningen viste at der endelig var et svagt hjerteblink, og dagen efter ringede lægen og fortalte at nu nærmede jeg mig også det forventede hormontal.

Jeg var faktisk glad for at være færdig hos ham, han gjorde jo kun sit bedste, men jeg blev rystende nervøs.

Bedre gik det på hospitalet, hvor de var væsentlig mere pragmatiske, og man fik virkelig en fornemmelse af at alt var ok.

Jeg kan så fortælle, at nu har jeg en dejlig "møgunge" på 2 år (der faktisk pt ligger og RÅsnakker i søvne, ret skægt), som ikke fejler en døjt.

Nyd det, man kan alligevel ikke gøre noget ved det. Tag det som det kommer.

Vi har tit snakket om at få en til, men jeg har det sådan, at jeg vil faktisk kun bliver gravid igen, for at slippe for al nervøstiteten og nyde det, ikke for at få en til, så derfor har vi stoppet projektet.

har også været til scaninger på hospitalet, men de var ikke just beroligende mere alarmerende syntes jeg, altså måden det blev sagt på, sådan lidt ala intet er sikkert så lad vær at glæd dig..

og det arvæv der brister for satan det gør ondt! og så er det så svært, for jeg ved aldrig om det er en spontan abort eller arværv, men jeg glæder mig til scaningen og håber det går rigtig godt, jeg ved jeg hverken kan gøre til eller fra, men jeg føler mig bare så magtesløs i min egen krop, og syntes hele tiden jeg kan mærke noget er galt, jeg rider slet ikke pt, også fordi hingstemanden er lidt for urutineret men hygger mig da nogenlunde på folden, min kærste har måtte overtage mugning af løsdriften fuldstændig for jeg kan hverken til eller fra (ja du kender jo hingsteløsdriften), glæder mig så meget til fredag og tror/håber på det bedste

Hvor jeg dog syntes jeg kender det, og så alligevel ikke, vi er jo alle forskellige.

Jeg sidder selv her i USA, hvor jeg skal være i 6 uger mere hvis det skal gå efter planen. Fandt ud af jeg var gravid 14 dage inden jeg tog afsted, og jeg har en stofskifte sygdom som skal holdes nøje øje med, for at barnet kan klare sig. jeg er 11+3 nu, og jeg kan tilgengæld stadig ikke se nogen forskel på min mave, suk hvor syntes jeg det er hårdt.

Jeg har haft småblødninger men ikke noget alarmerende, og jeg blev scannet i uge 5 og 9 hvor alt var godt, så burde vel være rolig, men nej, lyster mest at springe på det næste fly hjem, hjem og blive tjekket af nogle danske læger "der i mit lille fordrejet hovede" er meget mere kompetente og meget bedre forstår mig.

Er ret god til engelsk, og kan fint snakke med dem selv på fagsprog, alligevel føler jeg ikke at de gør hvad de kan for mig, selv om jeg efterhånden har betalt dem 5000 kr på 2 uger.

Jeg kan ikke lade være at bekymre mig om det lille myr er ok, hvorfor vokser min mave ikke, hvordan med NF scanningen, kan ikke få den her ovre, med mindre jeg betaler mindst 2500 kr for den, skal jeg tage hjem i stedet, småsmerterne er der noget galt... suk de evige tanker.

har slet ikke en gang turet dele nyheden med andre en familien og nogle tætte venner, og dette er første gang jeg overhovet tør skrive noget om det.

Livet som gravid skal åbenbart ikke være let. er glad for at i er andre der også har samme forskruet hovede som mig

pyha er glad for jeg tords alt er i dk, de har bare ikke været helt fantatastiske syntes jeg, men det kan vel lige så godt være fordi jeg er så nervøs, min familie + venner ved det godt, men det gør mig et eller andet sted med nervøs, for tænk nu hvis osv osv.

alle der siger man skal nyde sin graviditet må have spist søm, sådan har jeg det ihvertfald pt..

jeg havde lovet at komme med en opdatering

første nf, var babyen for lille, så det måtte udskydes, men nu har jeg været til en og man må i den grad sige vi er uden for risiko med et tal på 21419