Som jeg forstår det, er overgangsalderen den tid hvor ens menstruation stopper, og man får en masse hormenelt bøvl. Det kan sikkert godt udløse en midtvejskrise, fordi man mangler østrogenen til at lægge lyserødt filter over tilværelsen, sådan som østrogen gør. For nogle handler det også om at miste forplantningsevnen, og skulle redefinere sig selv som kvinde.
Nu er jeg ikke selv gammel nok til at have midtvejskrise, men jeg tror jeg er i gang med en sen 30-årskrise. Det handler ikke om om jeg har opnået det jeg ville, men snarere at jeg har opnået langt mere end jeg troede muligt, men stadig er skuffet over livet, og over mig selv. For mig kommer det mest til udtryk ved at jeg er blevet enormt usikker på mig selv, nærmest værre end da jeg var teenager. Måske er mit slet ikke en aldersbetinget livskrise, men en frustration over at min hjerne fungerer værre og værre, uden lægelig forklaring, på trods af diverse tiltag for at bedre situationen. Hvad det hele drejer sig om, finder jeg nok først ud af, når jeg er på den anden side af situationen.