Vi gjorde det! Det er fantastisk når man har børn! Vi kan gå til gymnastik og gå på legepladsen. Naboen har jævnaldrende børn og alt er bare så tæt på. Vi bor op ad en park og på den anden side er skolen. Så de kan cykle på stier dertil!

Når du har det som du har det så tror jeg du vil nyde det?

hvem siger at i skal have naboer igen? man kan jo finde et hus som blot ligger lidt landligt uden naboer, men stadig med kort afstand til alt det vigtige

måske tager det lidt længere tid at finde,- men husene er skam derude

vi står i nogenlunde samme dilemma, og regner også med at flytte om 3-5 års tid

Vores drenge er bare kommet i den alder, hvor den ældste skal til at tænke på uddannelse efter folkeskolen. Vi bor i en tryg lille by med cykelafstand til skole til 9 klasse. Men derefter er det bus til nærmeste større uddannelsesby. Og 2 timer på transport er ret meget, når der skal laves lektier, kammerater, sport mm. Vi bruger byen rigtig meget, så for os er det et naturligt valg.

Og helt ærligt glæder jeg mig. Vi har nu en gård med alle tiders ridemuligheder og 3 ridehaller max 1 km væk. Skov, strand mm. Men vi har ikke tid med to børn og vedligehold, til at nyde de muligheder der er. Jeg har ikke tid til hest, da alt det arbejde der er ved egen hestehold, tager alt ens fritid. Så jeg glæder mig til en hest, som jeg kan betale for og få passet. Så får jeg kvalitetstid med den, og ikke alt arbejdet ved siden af. Vi rejser meget, jeg dyrker Fitness - motion 1 til 2 timer om dagen, vi cykler mountainbike sammen, har begge fuldtidsjob, har to teenagedrenge, så vores tid sammen som familie skal nydes sammen. Vi har valgt at vores gård skal sælges, da den tager alt for meget tid, også økonomisk. Vi har altid valgt beliggenhed beliggenhed beliggenhed, så det sikrer os forhåbentlig en god slat penge iflg. Ejendomsmægler. Det gør os så nogenlunde økonomisk uafhængig, når vi flytter til noget mindre. Vi er begge trætte af de udgifter der ved at have gård.

Så vi glæder os til at komme til en større by, hvor alting bare er tættere på. Bare og smutte ned i biografen, cykle med den lokale club, kort afstand til uddannelse, opstaldning 12 minutter i bil fra byen, tage ned og træne uden og skal køre et godt stykke først. Uh, jeg glæder mig sindsygt til et nyt kapitel i vores liv.

lige et pip fra en, der voksede op på landet og ville have hadet det, hvis mine forældre var flyttet til byen. Jeg ELSKEDE at bo på landet - altid. Jeg boede hjemme, indtil jeg var 19 - dvs. inkl. gymnasiet, hvor jeg havde en time i to busser og en lille cykeltur hver vej. Sådan var det jo bare, jeg ville ALDRIG have byttet al min tid med hestene lige uden for døren med at kunne gå i biografen lidt oftere/nemmere. Der er smukt på landet, der er stille, man har privatliv, selvom man er udendørs, der er ingen, der kigger ind ad vinduerne, og væggene er ens egne.

Vi havde så 3 km. til en mindre by med et supermarked og en folkeskole (og dengang en børnehave også), så som halvstore børn var det ikke et problem at cykle derned selv.

Det var nok blevet ensomt, hvis jeg ikke havde haft en jævnaldrende søster - det vil jeg da gerne indrømme. Men genboerne er par km. væk havde også børn på vores alder, og der et flere, som jeg kunne have opsøgt noget mere, hvis jeg havde været mere socialt anlagt.

Hvis man selv er opvokset i by med gåafstand til alt, så har man måske svært ved at forstå, at børn og teenagere fint kan tilpasse sig at leve på landet hele barndommen/ungdommen. Men det er vi altså mange, der har gjort - og jeg er SÅ glad for, at jeg selv fik muligheden. Det har gjort det lidt svært for mig at bo i byer nu som voksen, men det synes jeg så personligt ikke kun er dumt - jeg sætter bare større pris på visse ting, som man kan på landet, end byboer gør. Som min mand (der er opvokset i by på Århus-størrelse i Tyskland) siger efter, at vi er rykket på landet igen: "Når vi går en tur, så ser og sanser du så meget mere, end jeg gør. Du ser alle detaljerne, lægger mærke til bladenes og afgrødernes farver og dufte, og årstidernes skiften på en helt anden måde, end jeg gør." Og det synes jeg er en gave.

Selvfølgelig skal I flytte, hvis I selv er trætte af at bo på landet og føler, at det er for dyrt og besværligt. Fair nok. Men lad være med at bruge børnene som "undskyldning" - det er slet ikke sikkert, at de er utilfredse (hvis de da ikke har udtrykt det)

3 km længere "ude" på landet end hvor vi bor nu i samme område. Jeg havde selv på det tidspunkt et par ponyer, og kunne slet ikke forstå at mine kammerater kunne kede sig i den lille provinsby 3 km fra mit barndomshjem. Jeg havde for lidt timer i døgnet. Dengang var vi en masse unger, og den evige sommer dengang gik med lange rideture, huler i skoven, isvafler, fester på den lokale campingplads og tjek af drengene samme sted. Uha, det var tider.

I dag er bare ikke det samme som i min barndom, og jeg er fra 72.

Jeg vil ihvertfald ikke bytte min barndom med den de unge har idag. De har fået længere skoledage, og generelt er de mere pressede på at skal præstere hele tiden. Men det hører til i en anden tråd. Det handler nok lige så meget om man trives det sted, hvor man er landet. Hvis alt var perfekt, så ville afstanden heller ikke betyde det store. Men man gør sine børn en stor tjeneste, hvis man finder et sted, hvor der er mulighed for kammerater. By eller land. Synes jeg.

nok bare ikke enige, Marianne - jeg kan 100 % stå inde for at sige, at jeg ikke ville være blevet glad for, at mine forældre var flyttet til byen som barn eller teenager. Jeg er fra 84, så det var selvfølgelig ikke i går, jeg var barn - men der var bestemt ikke "masser af unger" i min barndom, og det havde jeg det fint med. Det her handler nok også om ekstro- og introverte og den slags, som er blevet et samtaleemne de sidste par år - børn skal død og pine være sociale ifølge mange, men det er altså ikke alle, der føler for det.

Anyway, I skal selvfølgelig gøre, hvad I føler er bedst for jeres familier - jeg ville bare give lidt input fra den anden side

Jeg er selv vokset op på landet, selvfølgelig var der flere børn i området, dog ikke lige i min aldersgruppe, så når jeg ikke legede med skolekammerater så var mine veninder nogle år yngre end mig, men det gik også.

De første 5 år min mand og jeg boede sammen boede vi i en mindre landsby, og det var rigeligt by for mig. Jeg hadede at man ikke kunne grille i haven uden at naboen hilste når de gik forbi, jeg investerede i persienner da jeg flyttede ind, for jeg ville kunne gå fra badet til soveværelset uden en trevl på kroppen osv. Det var da meget hyggeligt at der var en lille klub hvor byens børn mødtes, men vi mødre var bare så forskellige så vi ikke havde meget andet end vores børn til fælles.

Efter 5 år købte vi en lille ejendom sammen, med hæk til vejen og vinduer mod haven/gårdspladsen, så jeg igen har fået mit privatliv igen.

Mht hestene, så har jeg heste fordi jeg elsker dem, ikke bare for at kunne ride 1 time om dagen, for så tror jeg godt jeg kunne nøjes med en cykel. En stor del af fornøjelsen er da at stoppe op mens man laver noget og lige bruge 5 minutter på at nyde synes af føllene lege på folden eller bare 2 heste der står og gnubber hinanden.

Nu bor vi i en lille landsby, så altså der er huse og naboer, men med en grund på 1 tdl. samt 3 hk. hestejord, så er der jo masser af plads.

vi har 2 drenge, de er nu 17 og 21 år, men nøj, hvor har de bygget huler og lavet bål med kammerater, til fødselsdage osv.

Indimellem var man træt af at køre altid, men da vi - efter års kamp - endelig fik cykelsti til byen, over marker og til deres område hvor skoler, bibliotek, brugs osv. ligger, ja så åbnede en hel ny verden. Pludselig måtte kammeraterne cykle herud, vores kunne cykle både til skole, svømmehal og kammerater .

Senere har de nydt at kunne holde fester, både inde og ude, uden problemer med naboerne.

Indimellem kan man også være ualmindelig træt af at skulle vedligeholde hele tiden : Hus, stor have, græsarealer, hegn, brænde, køkkenhave osv. MEN, så er jeg lige på tøsetur til københavn, spiser frokost, går i butikker osv. og tænker : Hvor er det dog skønt, men hvor ville jeg hade at mit liv bestod i, at gå på café, shoppe osv. Og hvor jeg elsker at komme hjem om aftenen, tage et stort krus kaffe med over til hestene, fodre og sætte mig iblandt dem og bare nyde at de gumler og at der er mørkt og stjerner og ro.

Og så husker jeg lige mig selv på, at jeg rent faktisk godt kan lide at gå og rode med alt muligt, have sorte negle og lugte af hest, hund og kat. Ryge på røven med en spand vand eller få en frossen hestepærer i panden i et forsøg på at fjerne den fra folden.

Men jo, der er sure dage. Der bruges rigtig mange penge. Indimellem kan man synes det er uoverskueligt, at der er FOR mange opgaver og så gælder det om at tage fat, få løst nogle af alle de ting, måske få noget hjælp, for det er ikke sjovt hvis det hele "løber fra én", så man konstant løber og løber, uden at føle man nogensinde er bare nogenlunde med.

jeg kan udmærket god forstå dig.

jeg er selv vokset op på landet og har nydt det, men alle de udgifter og bekymringer der er til heste og vedligehold af en stor gård, er alt overskyggende og fremmer ikke specielt meget min lyst til at overtage mine forældres gård på sigt, som det i MANGE år stort set hele mit liv, har været meningen at jeg skulle.

nu hvor jeg er voksen kan jeg se, hvor bundet mine forældre er, af stedet men også økonomisk med vedligehold.

gården er det perfekte sted til heste, (vi lavede ny stald i 2008. og der er rig mulighed for løsdrift) ja det er et Mekka her, det eneste der mangler er et ridehus, for at det skal være creme a la creme.

men mine forældre bliver ikke yngre, og som tingene er nu, er det hele begyndt at løbe dem lidt over hovedet.

Min interesse for hestene er på vej retur, (de har været hele mit liv) jeg vil som en anden beskriver det, gerne starte et nyt kapitel i mit liv, med knapt så mange bekymringer. derfor har jeg taget konsekvensen og flytter til København. Jeg skal nu til at reducerer kraftigt i mit hestehold og når de 2 gamle heste ikke er her mere, (2-5 år) bliver gården sat til salg, og mine forældre flytter i noget mindre, der er mere overskueligt for dem.

Det er rigtig hårdt for os alle sammen på gården, fordi vi elsker stedet, og den fantastiske natur. men man skal også være realistisk, og på sigt, går det bare ikke.

jeg vil savne gården helt forfærdeligt meget, men jeg vil heller ikke pådutte min kommende mand, at han skal bo på en gård, der kræver alt hans fritid, overskud og penge. - Det "spring" skal man tage sammen.