Vi står lige pt. i vores livs mareridt! Kræft i den nærmeste familie. Det er virkelig hårdt. Som pårørende føler man at man står "stand by" i en oase af stress og frygt, hvordan lever man et normalt liv når ens nærmeste familie bliver ramt af uhelbredelig kræft?! Hvordan holder i "modet oppe" som pårørende!??

 

Beskriver her min søsters forfærdelige kræftforløb, noget man ikke tænker vil ramme en selv, i ens liv, men lynet kan hurtigt slå ned....desværre

 

Futtes historie:

 

2011 - ved en gynækologisk undersøgelse får hun at vide at der er noget der "ikke er som det skal være", der tages en prøve og vi venter på svar, uden de store bekymringer, for hvem bliver alvorligt syg i en alder af 22år. Det jo altid "naboen" der bliver ramt og ikke en selv eller ens nærmeste.

 

Svaret på prøven er uvirkeligt, der er fundet kræft, og der skal handles NU. Man mener at der vil være stor succes med at fjerne kræften ved en operation hvor hele livmoderen fjernes, da kræften sidder "for dybt "til at man vil behandle på andre måder. Efter operationen får vi den gode nyhed at "de fik al kræften med ud, og der er ingen spredning til lymfeknuder". Pyh! Vi tror nu at det der så ud til at være vores alles værste mareridt faktisk er ovre??..det skulle så senere vise sig at være LANGE fra tilfældet!

 

Futte nyder livet efter sin operation, er meget sammen med vennerne og tager på en rejse som hun har set frem til, og planlagt før diagnosen blev stillet. Det bliver en "once in a lifetime oplevelse" som hun selv siger. Hun starter også på dit drømmestudie ved at flytte til "storbyen" hvor hun får midlertidig husly hos sin moster og får i forbindelse af sin moster drømmejobbet på et bosted for handicappede. Et job hun klare virkelig flot.

 

Kort tid efter får hun ondt i siden. Lægerne stiller diagnosen blærebetændelse og udskriver recept på medicin. Dette virker overhovedet ikke og i løbet af relativ kort tid sker der en masse. Det ender med at hun bliver indlagt på hospitalet fordi hendes ene nyre er nede på en meget lav funktionsprocent. Hun får indlagt kateter i nyren så urinen løber ud i en pose som sidder omkring hendes ben. Hun kommer desuden i scanner og de finder ud af at der er "noget" der presser på urinlederen i højre side. Vores værste mareridt er ikke slut endnu. De finder en massiv knude 9x5cm som sidder hvor livmoderen sad og den presser samtidig på urinlederen.

 

Der sker en kæmpe omvæltning. Hendes mor må pakke få ejendele og flytte til den anden ende af landet /storbyen, for at være sammen med Futte da hun påbegynder et langt behandlingsforløb på Rigshospitalet. Hun startes først op på alm. Kemo. Jeg kan tydeligt huske at hun gennem forløbet har bibeholdt en fantastisk optimisme og ikke mindst humor. Den første gang hun får kemo gennem drop, imiterer hun et krampelignende anfald, så sygeplejerskerne er ved at tabe både øjne og mund?hun skulle da lige lave lidt sjov med dem. Hvis man som værende kræftsyg med en kæmpe tumor, værende i hård kemobehandling og stadig have overskud til at tage lidt @!#$ på sig selv og alle andre, så er man efter min mening lavet at noget helt specielt! Dette er meget typisk Futte

 

Tiden kommer til ny scanning, som skal vise hvordan kemoen har haft effekt på knuden?det virker er vi overbeviste om. Igen må de skuffe os da kemoen overhovedet ikke har haft nogen effekt på knuden. Nu sættes hun i en meget speciel form for kemobehandling, noget de faktisk ikke bruger mere fordi det er så skrapt. Inden denne nye kemokur påbegyndes skal hun igennem et hav af undersøgelser hvor man bla. tester hendes lungefunktion, hjertet m.v. Heldigvis er hun i topform og lægerne mener ikke at hun vil lide overlast af denne kemo som har virkelig mange bivirkninger. VIRKELIG mange bivirkninger.

 

I første omgang klare hun denne kemo utrolig flot, hun taber håret som forventet får kvalme, mister appetit m.v. men ikke noget der bekymre os?.specielt ikke når vi sammenligner hende med de andre syge man ser på onkologisk afdeling. Hun ligner overhovedet ikke en der er syg, i hvert fald ikke når hun har paryk på. Hun er smuk og frisk som altid, lige bortset fra perioden efter hver kemobehandling, som tager lidt tid at komme over igen.

 

Hun er igennem mange omgange af kemo og da vi ved næste scanning får en lidt ambivalent nyhed, ved vi ikke helt hvad vi skal tro. Kemoen har skrumpet knuden ca. 1cm, hvilket slet ikke er det lægerne havde håbet på. De anbefaler at fortsætte, men det har nu taget så hårdt på hende at hun ikke orker mere. Hun har store problemer med maven, ingen appetit, tabt sig rigtig meget, haft psykoser, megen ringende for ørerne, er depressiv og mistet modet en del. Lægerne får hende dog overbevist om at give et forsøg mere. Som sagt så gjort, men meget hurtigt må hun simpelthen sige stop, da hun på et tidspunkt begynder at overveje selvmord og desuden har haft meget livstruende blodforgiftning!

 

Lægerne mener at stråleterapi i stedet kan være en løsning, selvom de havde håbet at knuden ville skrumpe liidt mere ind før de begynder at stråle på den.

 

Futte er meget bange for at kommer til at stråle hul på tarmene, så hun skal have stomi resten af livet, men lægerne overbeviser hende om at det kun sker yderste sjældent.

 

Stråling får hun få gange, men igen må hun stoppe da hun får meget slemme bivirkninger. Hendes mave er fuldstændig ødelagt, hun stopper i flere forbindelser næsten med at spise, drikker ikke nok, sover næsten dagen lang og er fuldstændig psykisk presset. I stedet undersøger hun alternativ behandling og vil afprøve noget medicin hos en kinesolog som hun har et godt forhold til gennem flere år.

 

I mellemtiden flytter hun tilbage til sin hjemegnen, og vælger at holde en pause fra alt hvad der hedder kræft, fordi hun har det meget svært psykisk pga. div. Dårlige "nyheder" og oplevelser generelt på sygehuset som har været meget hårdt for hende.

 

Der går 3 måneder hvor vi i hele familien presser meget på for at hun lige skal få en scanning for at se hvordan knuden ser ud og endelig får hun samlet mod til sig og kommer i scanner.

 

Kort tid kommer svaret....DER ramler vores verden fuldstændig! Knuden er nu vokset markant, der er spredning til hele det lille bækken, hun er uhelbredelig syg siger lægen! Alt står stille, man forstår jo ingenting. Hele tiden har man kæmpet og kæmpet sammen med hende, og hele tiden har man haft håbet om at behandlingen nok skal virke, hver gang har lægerne måtte komme med en ret skuffende "nyhed"...men dette slår da absolut ALT!! Vi kan simpelthen ikke tro det. Lægerne siger ikke noget om hvor langt der er igen, kun at kræften på et tidspunkt højest sandsynligt "forgifter" hendes krop, måske ender med at give en livstruende blodforgiftning m.v. De er ikke sikre på hverken hvornår det vil ske eller hvordan.....

 

 

Efter at have sundet os efter denne forfærdelige besked, begynder vi at undersøge andre alternativer i udlandet og vi falder i denne forbindelse over en Dr. Herwert Müller som andre tidligere kræftpatienter anbefaler. Vi tager kontakt til ham og til trods for at det er en meget fremskreden og aggressiv kræft der er tale om, skriver han at han gerne vil hjælpe os??Det er en stor operation med lang indlæggelse efterfølgende, noget der med rimelig sikekrhed vil koste ca. 300.000kr, måske mere.......Men man er jo villig til at gøre ALT. Vi kæmper til det sidste! Futte er en utrolig fighter, så selvfølgelig skal vi kæmpe sammen med hende helt til det sidste.

 

 

 

Vi vil gøre absolut ALT hvad der står i vores magt for at redde Futte, hun fortjener virkelig livet?.Vores absolut sidste mulighed er en operation i Tyskland. Vi har været i kontakt med læger/ sygehuse verden over, men kun Herwert Müller, kan tilbyde en operation der forhåbentlig kan fjerne al kræften i hendes underliv.

MEN hvor finder man mennesker der kan/ har lyst til at hjælpe eller som kan biddrage økonomisk?

 

Forskal modtages med kyshånd.

 

Vi kan kontaktes på haaber_@hotmail.com