Nu bliver jeg slagtet af HN, men lad dem om det. Og tag ikke min historie som rådgivning! Måske skal jeg faktisk starte med slutningen:

Det har været enormt hårdt at genvinde tilliden til min x og nu igen kæreste, og har faktisk nok egentlig taget for hårdt på mig. OG grundlæggende er han ikke forandret, så de ting der irriterede mig før vi slog op, irriterer mig også efter vi har fundet sammen igen.

Tilbage til begyndelsen:

Vi havde været sammen i 3 år, vi lyder dog til at være ældre end jer, da vi både havde boet alene og med hver sin anden kæreste før vi mødte hinanden.

Nå, men altså vi blev kærester og flyttede i øvrigt aldrig sammen. Det gik op og ned og ét punkt irriterede mig: Han er en mand! Og har har gudhjælpemig den frækhed at kommunikere som en sådan = ikke nok til mig. Så en dag fik jeg presset ham lidt for hårdt på det punkt og så slog vi op. For jeg var træt af det, og han kunne og gad ikke leve op til mine krav.

Nøj jeg var ked! Jeg plejede at klare min kærestesorger med to dages sorg, en druktur og et engangsknald, men det kunne jeg ikke med ham her. Faktisk gik der flere måneder før jeg overhovedet tog mig sammen til at "prøve" en anden mand.

Fordi x´s fravær føltes SÅ forkert som jeg aldrig har prøvet før, vidste jeg, at jeg måtte betragte ham som en narkoafvænning, så jeg slettede ham fra tlf, msn, facebook og hvad der ellers var af muligheder for at trykke på en knap og glemme, men ÅH det gjorde ondt.

ca. et halvt år senere skrev han alligevel, og jeg svarede nonchelent "hov har vidst ikke dit nummer på min fon. Hvem er du?" (og selvfølgelig kunne jeg da genkende hans nummer!!!! Åh så barnlig). Anyway, mandsen ville have en aftale, og havde endda regnet ud at jeg nok kom igennem hans by lige omkring da, hvilket jeg også gjorde.

Vi mødtes. Jeg var ultra lækker og han havde tømmermænd . Vi snakkede som aldrig før - lige indtil han smed bomben:

"jeg er vidst blevet vild med dig igen".

- Øøøøøh vi har ikke snakket sammen i et halvt år. Nu går det jo heller ikke så hurtigt i dit liv og mange andre tanker nåede at fise igennem mit hoved mens jeg gloede dumt ud af vinduet.

Jeg fik aldrig svaret. Jeg husker ikke engang hvordan samtalen blev ført videre, men det er et trick jeg har lært når man tæmmer dyr og åbenbart også ham: vær helt stille (og MEGET tålmodig) så kommer de til sidst. I hans tilfælde er det så bare at han rent faktisk taler, når jeg absolut ikke gør.

Dette møde blev ikke til mere end krammer, for jeg havde lovet migselv først at tage ham tilbage hvis han kommunikerede noget meget drastisk (hvilket jo faktisk lige var sket, men jeg var ikke overbevist).

Kort tid efter mødte jeg en fyr på nettet som - på skrift! - helt og aldeles slog benene væk under mig. Åh han var fantastisk og begavet og vi talte i tlf i TIMEVIS. Det endte dog ofte i skingre skænderier om nået så følsomt som videnskabsteori.

Efter eet par tråde her på senior og et meget mislykket romantisk weekend, slog jeg op med ham. Han var bedst på papiret, og det der med at tale sammen (som jeg manglede ved x) var tydeligvis overvurderet!

I mellemtiden havde jeg fået job i x´s by, og vi var begyndt at se hinanden ca. ugentligt. Vi snakkede og havde i mellemtiden fået en ny fælles interesse: Motorcykel, eller dvs. jeg var begyndt at tage kørekort dertil, og så kom han med på vognen. Vi snakkede om alt muligt hvilket aldrig var sket da vi var kærester.

Jeg ventede en del tid med at fortælle at jeg var blevet single igen, og forsøgte at mærke efter om jeg virkelig var parat til at tage ham tilbage. Var slet ikke i tvivl om hans hensigter.

Nu er jeg bare typen der helst prøver mig frem, så der var jo ikke andet for end at tage de knups der måtte følge og hoppe tilbage i den kendte kane. Det er snart et år siden, og hvilket år! Først var vi helt og aldeles nyforelskede, især ham som viste helt nye romantiske sider af sig selv. Vi flyttede uofficielt sammen, fordi det lige passede ind i mit liv at bo midlertidigt hos ham.

En vis uro nagede alligevel grundet han manglende evne til at vise følelser, som var markant forbedret, men stadig langt under mit niveau. Jeg havde en frygtelig tid en ovrgang hvor jeg bare ikke kunne stole på ham, fordi jeg følte at han havde holdt mig for nar de første 3 år. Den måtte jeg helt og aldeles tage på mig selv. Ikkee noget han kunne løse for mig. Det var min egen usikkerhed. Det gjorde jeg og vi havde igen en helt fantastisk tid.

Lige pt. er jeg heller ikke helt tilfreds. Han er nøjagtigt den samme som jeg en gang slog op med, men jeg kom altså ikke over ham. Måske kan jeg gøre det denne gang, eller måske bliver vi de næste mange år.

Tag ikke dette som et råd, men som ét bud på et valg med de konsekvenser dét har. Det har som sagt ikke været omkostningsfrit. Og vi er nogle underlige mennesker, jeg og ham.

Jeg synes du skal mærke efter helt inde - og det lyder det også til at du er ved at gøre. Det er kun dig der kan mærke om det er rigtigt. Frygten for at blive såret må ikke holde dig tilbage, hvis du stadig har stærke følelser for ham. Der kan være sket en del med Jer begge på de 10 måneder og måske har han haft følelser for dig hele tiden, men bare gemt dem væk. Det gjorde du jo også...

At finde en man kan tale med om alt er vigtigt. En kæreste der er ens bedste ven er en sjælden ting. Og lige meget hvad kan du aldrig være sikker på ikke at blive såret, hvis du elsker et andet menneske. Jeg har idag været sammen med min kæreste i 19 år og vi kan stadig såre hinanden indimellem.

Mit råd er at du skal give det en chance... Held og lykke

Måske fandt han så hurtigt en ny for ikke at vise, at han også blev såret? Og det holdt så ikke i længden?

Men enig med kaffebønnensejer at du skal lytte til din mave.

Og så er man jo af og til nødt til at ta en chance for at vinde noget

Jamen i har helt ret.. Der er så også en anden side af historien. Han er meget sådan, at bliver det alt for svært, lukker han total af og flygter. I hans familie har de aldrig talt om problemerne, og i min familie har vi altid talt om dem. Det har så medført, at han før er hoppet ud af forholdet, så har vi været fra hinanden 4 uger, og så er vi klar igen. Og jeg er jo blevet lige ked af det hver gang..

Og jeg føler bare jeg har skulle kæmpe og bevise så meget for ham, for at få ham tilbage.. Og hvis han nu, f.eks. gerne vil igen, så er jeg bare bange for at jeg vil give SÅ meget, og han så kan smutte igen.. Ved godt det er en chance man tager. Men det har bare været SÅ hårdt at komme videre denne gang.

Men når han så engang i mellem åbner helt, så har vi bare den der kontakt.. Og så klikker vi fuldstændig. Og så havde vi bar så meget sjov sammen også.. Og samtidig er vi meget forskellige på nogen punkter.

Men jeg kan allerede mærke indeni nu, at jeg allerede frygter han igen mister interessen.. Tænker bare jeg skal ta det helt cool, og se hvad tiden bringer. Men det kan jeg ikke helt..

MØG!!

For mig lyder det som om, at du stadig har følelser for ham - og hvis det er tilfældet, så skylder du måske dig selv, at give det en chance.

Når det så er sagt, så ville jeg i dine sko ligge kortene på bordet, og i klare, enkle vendinger fortælle ham, hvad du har brug for i et forhold - og spørge ham om det samme.

Kommunikation er en mærkelig størrelse, og ofte går vi galt i byen med vores kærester, fordi vi tror de føler én ting, mens de rent faktisk føler og tænker noget helt tredje.

Baby steps...I er pt ikke på kanten af et seriøst forhold...du kan forsætte skriveriet, men helt ærligt så er det en skod måde at rede dine følelser ud på...al kommunikation er 75-80 % non verbalt, så med sms'er ser du kun 20-25% af, hvad han rent faktisk siger.

Hvis du vil have styr på dine følelser og hans, så mød ham over en kop et eller andet og en snak om løst og fast, og tag den så derfra - lad ikke dit liv kun dreje sig om ham og dét, som I måske kan have sammen igen.

Husk også, at han uden tvivl blev såret og ked af det, da I gik hver til sidst.

Jeg håber, du finder din vej, og som andre skriver: Lyt til din mave fornemmelse, men lad ikke frygten tage beslutningen for dig.

jeg kan ikke lade være at tænke om det ikke bare er vanens magt der spiller ind, for jer begge to?

Rie: tror helt sikker også vi skal mødes enddag her snart.. Bar for at se hvordan vi har det i hinandens selskab Eller om det bare er lidt pladder nostalgi det hele..

misssophie: Hva mener du?

eller ægte kærlighed?

Det er ikke begreber jeg selv er ekspert i at adskille, men det er værd at forsøge i dit tilfælde.

Nu skriver du jo det med at han flygter når der er problemer. Det er han højst sandsynligt ikke vokset fra på 10 måneder.

Nu har jeg jo selv en del erfaring på området "at gå tilbage til en fuser" og jeg vil bare sige, at de der kaffemøder kan være enormt hyggelige, men de giver ingen garanti. Det der udspiller sig er tryghed i spændingen: du føler en vis sikkerhed for at han er der for at genscore dig. Du ved det, så du stråler. Samtidig er det lidt spændende lige som ved en ny flirt, bare sikrere.

Det er nok de mest fantastiske dates, men du kan være ret sikker på at ingen af jer har ændret sig.

Det der kan være sket er, at du har brugt singletiden på at blive mere selvsikker og mindre afhængig af ham. Hvis det er tilfældet så go for det. Forfør ham som den nye kvinde du er, der ved hvad du vil have.

Er det ikke sket: Pas på dig selv!

Når det så er sagt, så lever jeg efter "det er bedre at fortryde noget du har gjort, end noget du ikke fik gjort". Det kan jo også være at han er nemmere at komme over anden gang, hvis det bliver nødvendigt, men det er helt klart en risiko der lægger i at prøve igen.

Jeg gider helt sikkert ikke være afhængig af ham igen.. Men ved ikke om jeg kan være så uafhængig. Jeg tror det, jeg er i hvertfald meget mere selvsikker nu og har en fyldt hverdag. Men det har bare været mig der har kæmpet for at få det tilbage de sidste gange, og jeg orker ærlig talt ikke at det skal være mig igen.. Så tror bare jeg vil tage lidt afstand til hans beskeder, og holde ham lidt hen. Så må han melde sig igen hvis han virkelig ønsker kontakt. Eller om jeg bare er en tryghed for ham, nu hvor han er alene igen.

Og så tænker jeg alligevel, at hvad nu hvis han tror jeg ikke gider ham osv. Og så tænker jeg også, han har været single en uge max. Så føler også lidt jeg bare er en "buffer" for ham, som hun var for ham også dengang..

Årh mit liv var meget mindre ukompliceret for blot 1 uge siden

Åh nej... sådan en har jeg også været på. En on-off'er. Når det er godt, er det FANTASTISK. Og så bliver det lidt træls, og så kan man bare smutte. Så er det forfærdeligt og kærestesorg, og man orker ikke noget. Og så finder man sammen igen, og det er et helt nyt forhold, og det er FANTASTISK. Og så videre.

Efter et år på den måde måtte jeg lige tjekke, om jeg stadig havde venner og familie (det havde jeg heldigvis!), for dem havde jeg ikke lige haft overskud til. Enten var jeg jo drønforelsket og skulle kigge dybt i øjne og snakke og putte til klokken 4. Eller også havde jeg det helt ad h. til, og når vi når til omkring 3. gang, så havde jeg det i hvert fald sådan, at så begyndte det altså at blive lidt pinligt at udnytte sine venner ved at blive ved med at læsse al den elendighed af på dem.

Det er bare for meget. For meget for vild forelskelse og for meget sorg og ulykke. Jeg blev slidt op af det. Hvis han er sådan en... så pas på dig selv!

mvh. tina

Jeg er overrasket over hvor mange der er fanget i on-off forhold til det mandlige køn..

Jeg har selv været i 2 lange stabile forhold hvor jeg styrede slagets gang og havde en stille og rolig hverdag.. Så mødte jeg den her ligemand der også er selvstændig og jeg blev forført uden lige..

Aldrig har jeg elsket nogen som ham, men aldrig har jeg heller ikke ramt bunden så ofte som det sidste år med ham..

Vi har også været fra hinanden nogle gange of endda ventet barn sammen, men da vi mistede vores barn var det som om vi fandt hinanden og accepterede at vi havde vores kanter, og at vi ikke kunne kæmpe imod de store følelser vi har, også selvom vi ikke altid er enige om ret mange ting

Jeg vil ikke råde nogen til at gå tilbage til en eks, for man kan aldrig lave om på de ting der gør det svært, men det er muligt at acceptere sine følelser, hvis de er gengældte, og det har jeg på intet tidspunkt været i tvivl om heldigvis)

Hvis man elsker hinanden kan man tilgive mange fejl hos den anden, men man må selv høre op om modparten er det værd

Held og lykke med det hele!!