Jeg føler virkelig med dig, det er naturligt, at det er hårdt, og det vil det være et godt stykke tid bagefter. Jeg håber, du har en masse at snakke med, og gi dig selv lov til at få de tudeture.

Fordi det ikke gik som det skulle denne gang, er det ikke ensbetydende med at det går galt ved næste forsøg. Jeg ville så gerne sige en masse, men sender en trøste krammer når du har modet til at prøve igen, så er jeg sikker på, du får et dejligt lille barn ud af det.

knus helen

Det er super hårdt det du skal igennem. Det er sorg og den skal man lære at leve med.

Hvordan man end vender og drejer det er du nu mor i dit hjerte og hjerne, men der er ingen at bruge alle disse følelser på.

Jeg har selv mistet i uge 22 (misdannelse, tilladelse til senabort).

Først ramte chokket os, så røg i i den praktiske fase, hvor vi som robotter udførte det vi skulle (vi bisatte vores pige). Derefter kom den hårde tid med sorg. Vi talte og græd meget sammen, manden min var nok hurtigere ud over stepperne end jeg, men han støttede mig så godt han kunne.

Jeg fik 14 ugers barsels-orlov og startede langsomt op på arbejde inden de var gået.

Vi fik hjælp af foreningen for spædbarnsdød, de er rigtig søde. Vi skrev en mail, da vi ikke selv kunne overskue andet og derefter tog foreningen kontakt, igen og igen, indtil vi sagde at nu gik det fint og vi ikke længere behøvede dem .

Det hjalp os at læse andres historier. Vores er at læse her:

http://tikasminde.webbyen.dk/

Her var lille pigen også første barn, hvilket gør det hele en smule sværere tror jeg, da man ikke har nogen anden at tage sig af og man ikke helt tror på det kan lykkes igen. Men det kunne det heldigvis. Nu har vi to og en mere på vej.

Har i fået en forklaring på hvorfor det gik galt? Obduktion eller? Det hjalp her at få en afklaring på hvorfor, desværre kunne de i vores tilfælde ikke sige om det var 2-25% risiko for det samme igen.

En god ting er dog at du nu ved du KAN blive gravid, selvom dette ikke lige er det lyseste punkt lige nu.

Det gør mig ondt det i skal igennem.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en snak.

Vi har valgt og obducere den lille pige, da vi tænkte af medicinske grunde gerne vil vide hvad der måske var galt, men det kan jeg være alt mellem himmel og jord, men der vil så gå ca 3 mdr så skal vi til møde med den læge.... men ja det er ikke sikkert at de finder noget som helst... det må tiden vise...

Jeg ved ikke om du er sygemeldt lige nu, men måske skulle du undersøge om du ikke har ret til orlov (hvis du arbejder). Her gav det i hvert fald noget ro ikke at skulle bekymre sig om arbejdsstart midt i sorgen.

Vi tog også på en miniferie manden og jeg, vi havde brug for at komme hjemmefra og være sammen på en anden måde.

Det er underligt som verden bare fortsætter omkring en, mens ens eget liv er så fundamentalt forandret?

http://www.spaedbarnsdoed.dk/

Pårørende har også godt at at sætte sig lidt ind i hvad I går igennem, så henvis dem til lidt læsning her.

Åh hvor er jeg ked af det på jeres vegne.

Det er så frygteligt at gå og glæde sig så meget til ens lille skat kommer, og det så ender på den måde.

Det du skal prøve at huske, er at der er en grund til at din lille pige er død. Hun kan have haft så alvorlige "fejl" at hun ikke ville kunne have fungeret/levet normalt hvis hun havde været fuldbåren.

Naturen er ubarmhjertig, men også "fornuftig" i de fleste tilfælde, selv om det er så hjerteskærende at folk som I skal gennem så stor en sorg.

Nogle af vores rigtig gode venner var i 7-8 måned, da de fik at vide at deres lille dreng havde en meget alvorlig brok, og han aldrig ville blive normal. Han ville sidde som en grøntsag i en specialstol, og intet kunne selv.

De var dybt dybt ulykkelige, men nåede meget hurtigt frem til at de ikke ønskede at deres liv skulle "ødelægges" af det! De ønskede et normalt liv med børn som de kunne leve "normalt" med.

De ønskede ikke at dette barn skulle leve. Det lyder vildt hårdt, men jeg forstår dem SÅ godt!

Heldigvis viser det sig midt i 8 måned at den lille dreng er død inde i maven. Min veninde måtte føde dette næsten fuldbårne barn, der så helt normalt ud, bortset fra på ryggen. Det var så rædselsfuldt for dem, men det var det de ønskede både for dem og barnet.

Tro nu ikke han bare blev "smidt" ud. Han blev navngivet og begravet. De tog masser af foto af ham fra alle vinkler, og har nu en hel stor mindebog om ham, som vi alle er blevet vist - og har tudet over! Heldigvis har de nu 2 sunde dejlige unger.

Men jeg tænker på dig, og håber at obduktionen vil give dig ro i sjælen, så du forstår hvorfor hun blevet taget fra jer

Varme tanker fra Anne

Du får en stor krammer og masser af tanker herfra.

Jeg er selv mor og kender angsten fra graviditeterne, angsten for at miste.

Jeg kan forstå din sorg og jeg tror det er vigtigt at du giver dig selv lov at sørge og tage den tid det skal tage.

Din mand kommer nok hurtigt videre, og det må du ikke bebrejde ham, da han/de jo ikke kan forholde sig helt til noget de ikke har båret under hjertet.

Det tror jeg ikke ihvertfald.

Tag imod de tilbud om at tale med nogen andre der har prøvet det samme, det hjælper at være i samme båd med andre, der ved præcis hvad du mener, føler og tænker.

Sluttelig, selvfølgelig skal I prøve igen, når I er klar.

Livet GÅR videre og I kommer også videre, som hele mennesker, men med ar på sjælen.

Held og lykke fremover.

Giv jer selv lov til at sørge.

Stort knus herfra

for jer at i mistede jeres lille barn.

\jeg har mistet to.. min forstefodte i uge 43 dod under fodslen.. var i live da vi kom pa fodegangen, men dode kort efter..

samt en lille pige fodt i uge 24 pga. vand i hovedet samt svar rygmarvsbrok

jeg valgte dog at se begge mine.. hvilket jeg ikke fortryder... jeg kunne ikke leve uden af have set hvad jeg havde sat i verden..

jeg forstar til dels din beslutning om ikke at se eller vide.. men er bare bange for din reaktion bagefter.. om du vil tanke hvordan sa den ud.. var den grim eller smuk..

mange mange naturlige tanker.. og undskyld hvis jeg gar for nart..

men jeg kan kun side.. et lille barn i uge 24 er sa smukt, det er et lille barn i mini str.. alt er fardigt og perfekt, det er bare sa lille.

det smerter mig sadan at i skal igennem den sorg, den er sa stor og uoverkommelig..

jeg haber af mit hjerte at i en dag bliver foraldre til et nyt lille barn.. som i kan give al jeres karlighed..

kh. mette

tak for alle jeres varme tanker, det går sådan lidt op og ned, nogle dage er gode andre ikke så gode, jeg synes det er rigtig svært og tage i byen og handle og sådan, det eneste man ser er gravie maver og små børn. puha

vi valgte ikke og se hede da jeg er sikker på at det vil blive meget meget sværre og komme videre hvis jeg har det billede i hovedet, det er mere end rigeligt hver gang jeg lukker mine øjne at jeg føler og mærker fødlsen igen, jeg har virkelig ikke brug fr at se hende også nej tak, men vi har muligheden på et senere tidspunkt da der er taget et billede af hende samt fod og hånd aftryk, jeg har det egentlig fint med at vi kan hvis vi har lyst...

Kære Christine,

Skulle du få lyst og behov for at skrive med andre der ved præcist hvordan du har det ligenu, så er der http://www.smaa-engle.dk du kan melde dig til.

Med at skrive en PB for at få mere at vide eller dele dine bekymringer med en der har prøvet at miste gælder stadig

Kæmpe stort kram herfra!

Jeg føler med dig! Din historie rør mig dybt, og bliver ked af det på dine vejne. Jeg håber du har nogen venner der lytter til dig, og er der for dig. Håber de ikke forsøger at sige hvad at de ved hvad du føler uden at vide det det. Personligt vil jeg jo aldrig kunne forstå det eftersom jeg aldrig har prøvet det. Jeg håber at du får snakket med nogen der har været igennem det og kan forstå dine følelser.

Jeg håber inderligt at alle dine ønsker går i opfyldelse, og i får jeres drømmebarn.

Ja det er umenneskeligt det I går igennem. Jeg ville ønske der var noget man kunne sige eller gøre, for at lette jeres sorg, give jeg det hele tilbage fra dagen før og lade barnet leve og komme, sundt og raskt. Det ville jeg ønske.

Det eneste jeg kan, er at tænde et lille lys i aften, og lade jer vide, at alle reaktioner er ok. -også handlingslammelse, vrede, tårer. Alle. For det er umennekseligt.

Tænker på jer.

I træf et valg vedr fødsel osv. Det er der ingen der kan ændre på nu men absolut ingen forskning tyder på at det hjælper på sorgen ikke at knytte sig til en dødfødt eller få sat en identitet på. Tværtimod så kan sorgen virke stærkere lige efter men til gengæld udvikler den sig mere hensigtsmæssigt, hvis det man har mistet bliver konkret. Kendte en for mange år siden hvis pige blev kvalt i navlestrengen. De mistede Christine og det var væsentligt hvem hun var.

Jeg synes det lyder som om at I skal have hjælp dels fra nogle professionelle og måske også fra nogen der har gennemgået det samme. Jeg ved at der findes en støtteforening, der hedder noget med spædbørnsdød og ved at en bekendt har fået god hjælp der.

Fx har jeg det rigtig dårligt med at nogen lister "deres små engle" i deres signatur. Det må de om! Men jeg kan ikke lide det.

Det er så nemt IKKE at stå i situationen, og mene hvad folk skulle have gjort og valgt.

Der er bare ikke rigtige/forkerte valg- og at punke folk, der valgte noget andet- er uforskammet! Så mangler man respekt! For mennesker og deres valg.

Det må været en aldeles ulykkelig og forfærdelig oplevelse. "God bedring" eller hvad man nu kan sige til TS, mand og familie. Det er da helt forfærdeligt at opleve sådan noget. Men det kan desværre ske.

nu skal du hører her, du kender ikke mig, eller til min familie eller noget som helst, så inden du dømmer mig alt for meget synes jeg lige at du skal læse det første jeg har skrevet igen, nej vi har ikke lyst eller brug for at se den lille pige, ihvertfald ikke nu, jeg har heller ikke brug for at give hende en identitet, ja hun er vores barn, og det vil hun altid være, men lige meget hvordan jeg vender og drejer den hjælper det ikke at jeg har et billede af det som skulle have været mit første barn,

og så skal du jo så lige huske at vi alle sørger forskelligt, der er ikke noget galt i den måde vi har valgt det på, jeg har ej heller brug for et sted at gå hen og mindes, ej tak du, jeg vil da ikke mindes denne forfærdeligt graviditet jeg har haft, jeg har virkelig været syg, og det har jeg da ikke lyst til at mindes, og da slet ikke måden det blev afsluttet på at jeg skulle føde en død pige, nej tak du, ellers tak, ja måske lyder det hårdt i dine øre, men det er nu sådan jeg har det, eller vi har det må jeg så nok hellere sige, vi kan hvis vi har lyst nr vi skal til 3 mdr samtale og have svar på alle de prøver der blev taget se hende, HVIS VI HAR LYST....

og til alle jer andre mange mange tak for alle jeres tanker, og vi har det faktisk godt, vi er nød til at se frem, og ikke tilbage, vi kan ikke ændre på noget som helst... sket er sket og det sker forhåbentlig ikke igen...

I skal gøre, hvad der er rigtigt for jer!!! Hverken mere eller mindre..

Det var jeres barn, det er jeres sorg og det er jeres liv.

I nogle situationer er velmenende råd, bare ikke "på sin plads".

Håber i kommer godt igennem, med krop og sjæl i behold.

Jeg oplevede noget lign. for nogle år tilbage og blev meget overrasket over, da vi fik fortalt, hvor ofte det sker.

Det fjernede lidt fokus for mig, i forhold til, at vende det mod mig selv - eller være angst, da jeg blev gravid igen.

Jeg fødte, i årene efter, 2 børn - uden komplikationer overhovedet!

Så det skulle bare ikke være nu - hun skulle noget andet.

Rigtig mange knus og tanker

Men velment var det til gengæld helt sikkert.. Det eneste jeg mente var at jeg synes det lyder til at I og især du skal have noget hjælp derfra hvor I står NU - med de valg I har truffet.

Det er jo ikke længe siden at man absolut ikke rådede forældre i Jeres situation til ikke at se barnet og selvfølgelig er det forskelligt fra menneske til menneske hvordan man håndterer sorg. Men de følelser som du giver udtryk for er jo netop de følelser som man har fundet ud af på sigt mindskes ved at der sker en vis tilknytning til barnet.

Med udgangspunkt i Jeres valg synes jeg at I skal få hjælp af professionelle til at finde fred.

Ja så har vi været på sygehuset, og få svar på alle vores prøver, og der var ikke noget medicinsk galt, faktisk var der slet ikke en logisk forklaring på hvorfor vi skulle miste vores lille pige, hvilket faktisk er en smule hårdt, altså jeg er enormt glad for at det ikke er min krop som gør et eller andet sjovt, men på den anden side har jeg også sådan lidt brug for at skylde skylden på et eller andet, moderkagen eller noget, jeg kan ikke bruge det andet til en skid, ikke andet end vi ved at vi kan prøve igen og sansynligheden for at det sker igen er under 1%

og ja jeg har været til en hjernevrider, og det fik jeg slet ikke noget ud af, så i stedet bruger jeg meget min mor og selvfølgelig min mand...

ja det var så en lille opdatering er fra..

nok altid lidt "nemmere" hvis man kan give noget skylden - og har sikkerhed for at DET her er det som er skyld i det skete. usikkerhed er noget rigtig møg!!

Jeg tror et el andet sted det er fordi mennesket er lavet til at de skal ha en forklaring på og til alt, at vi har det sådan - blot en teori. Ik en teori der med sandsynlighed hjælper dig desværre.

Man siger tiden læger alle sår - det tror jeg ik rigtigt på. MEN med tiden blir det heldigvis bedre. Ringe trøst I know.

I det hele taget er der ik rigtigt noget nogen kan trøste med...

Men kram varmer trods alt ofte - osse selvom de kommer fra fremmede.

Masser kram sendes din vej fra mig.

Brug for at skrive, men du endelig sende en pb

Vi mistede selv i uge 38 i februar 2012 og en gang imellem er det godt at få sine tanker skrevet ned

Kæmpe trøste krammer

og været til psykolog,

og sikke en behagelig oplevese, hun har virkelig fået sat nogle mere positive tanker i gang hos mig, sådan at jeg snart er ved at være klar til at prøve igen, og lave vores så ønsket barn, 1,5 time snakkede vi om alt mellem himmel og jord, og fik vendt hver en lille bekymring, altså jeg sad med den nærende frygt at selvfølgelig vil det da ske igen, og så siger damen sku " hvor intet vover intet vinder" jo tak så fik man da lige den i 5 øren,

jeg føler mig virkelig lykkelig og klar til endnu en gang våge pelsen og bevæge mig ud i verden....

høre du blev positivt overrasket og især at du nu ser lidt lysere på det..

at du er kommet videre og at du fandt hende der kunne hjælpe dig.

Vi reagerer ikke alle ens, jeg havde, som dig, ikke brug for at se, give navn eller andet. Jeg ved godt at "den" (ved heller ikke køn) har været der og er en del af os, men det er ikke en del af fremtiden, for sådan skulle det ikke være.

Jeg har slet ikke reageret så voldsomt som dig, men det er stadig nyt, så hvem ved om der kommer noget. Tror det dog ikke.

For os er det bare at komme igang igen, så vi kan komme videre.

Vi ved dog hvad der gik galt, der var to muligheder, de kunne godt efterfølgende tjekke præcis hvad det var, men vi takkede nej, at det ikke var os der var noget galt med og at det bare var sort uheld, var nok for os.

Jeg har været så "heldig" at min bedste veninde mistede på nøjagtig samme tidspunkt i sin graviditet for år tilbage, så vi har rigtig kunne snakke om det.

Som andre også siger, så skriver du bare hvis du har brug for at dele noget.

Også jeg har prøvet at miste et barn, for derefter at få en hjerneskadet søn.

Min personlige erfaring er, at sorgen altid vil være der, men at man ændrer sig fra at leve i sorgen, til at leve med sorgen.Men som du skriver så opleves sorg forskelligt.

Jeg håber at i en dag vi få jeres drømmebarn.

MaggieMay, det er 21,5 år siden jeg mistede min datter, dengang anbefalede man alle kvinder til at se barnet, give barnet et navn og tage afsked inden barnet automatisk blev sendt til opduktion og derefter til destruktion.

Men det kan selvfølgelig være at du refererer længere tilbage, når du skriver at det ikke er længe siden, at man anbefalede at se barnet?

MaggieMay, det er 21,5 år siden jeg mistede min datter, dengang anbefalede man alle kvinder til at se barnet, give barnet et navn og tage afsked inden barnet automatisk blev sendt til opduktion og derefter til destruktion.

jeg mistede min aldste i 1989, ca sa lange siden som dig, jeg tror det var forskelligt fra sygehus til sygehus hvad man anbefalede.

vi sa vores son, men fik ingen generel anbefaling, vi onskede det selv, vores blev ikke automatisk opduceret, de spurgte om vi onskede dette, samt han blev heller ikke sendt til destruktion, han blev begravet fra vores kirke. jeg ved andre sygehuse tog billeder af barnet, men ikke pa vores, heldigvis gjorde vi det selv.

Eftersom denne tråd nu har taget en drejning i retning af at TS fortæller om at hun har fået det bedre synes jeg ikke, der på nogen måde er grund til at rippe op i hvorvidt det er rigtigt eller forkert at man anbefaler forældrene at se afdøde børn, få dem obduceret og i givet fald hvornår man startede på det..

rigtigt eller forkert, mit indlag var bare til guldhar, ang at sygehusene for sa mange ar siden gav forskellige rad..

Åh jeg villet gerne have haft en begravelse, men fik på sygehuset at vide at det kunne man ikke.