jo et meget følsomt emne må jeg sige.

Faderen til mine de tre store, han valgte dem også fra i en periode på ca 4 år.

Det har de bare aldrig tilgivet ham. De har dog haft kontakt med farmor, farfar og faster sådan lidt i perioder.

Men nu er de så store så de har faktisk selv valgt at de ikke rigtig gider ham, for han kontakter dem kun når det lige passer ind i hans verden. Og lidt det samme med hans familie.

Så min personlige mening er at du skal lade børnene bestemme, og at det må kunne forklares til farmoderen hvorfor de vælger fra.

Muligt hun ikke helt forstår det, men det er dine børn der bliver svigtet igen og igen hvis den kontakt ikke bliver holdt ved lige fra de voksnes side. Og tro mig, det er bare ikke sjovt at se på.

Det var så lige min tanke

hvis børnene ikke vil se dem så er den ikke længere, de er store nok til selv at bestemme.

Jeg har lidt fra den anden side om man så må sige:

Min bedstemor er også meget viljefast og bestemt, slet ikke bange for at råbe op, men da hendes søn og svigerdatter gik fra hinanden for mange år siden, hvor barnebarnet var omkring 4-5 år gammel, var hun i tvivl om hendes "ret" til at se barnebarnet og da sønnen (uvist af hvilken grund) ikke så noget til sin søn, så kunne hun stå på sidelinien og ikke turde af frygt for at lave rav i den, idet vi andre ikke rigtig vidste noget (min generation, de voksne vidste det).

Hun har aldrig glemt denne lille purk og savnet ham hver dag. For ikke mange år siden fik jeg så en ny fætter ind ad døren, det var pågældende lille purk, der af forskellige årsager kom ind i familien igen, nu var han bare nærmere de 30, men min bedste er lykkelig og det samme er min onkel og hans sønner.

Så jo hun kan faktisk godt af misforstået hensyn og reelt hensyn have været bange for at tage kontakt, ligesådan kan faderen havde bedt hende lade være (jeg kender ikke omstændighederne, heller ikke i min egen familie)

Så overvej stærkt om I ikke skal prøve at se farmor igen, måske ikke hos hende, hvis ungerne ikke vil rende på far, men evt hos jer. Man kan efter min mening ikke få for meget familie og ungerne, selvom de er store nok til at sige nej, er måske alligevel ikke helt store nok til at kunne se at de muligvis kunne få glæde af denne farmor, og om ikke andet kan man jo lade det løbe ud i sandet igen...

Tja de vælger hende jo selv fra og det er de jo i deres gode ret til.. Jeg kan dog godt forstå at hun gerne vil prøve at etablere noget kontakt nu hvor de er blevet ældre!
Måske du kunne invitere hende på kaffe og få snakket om de sidste 9 år og fortælle hvorfor de ikke har lyst til at se den side af familien? Hun er sikkert ikke bekendt med jeres side af historien!

Som jeg læser det, er du nervøs for, at denne pludselige kontakt, måske bunder i deres fars forsøg på, at slippe for børnepengene - at hun er gået med i komplottet.

Er det rigtig forstået?

Du kender dem bedst - men som du skriver det her - ville jeg lytte til min mavefornemmelse. Du har lyttet til dine børn - de sagde nej, hvis din mave også siger nej - ville jeg give farmor de samme betingelser, som faren har fået - hvis børnene selv, når de bliver ældre, får behovet, så er det deres egen beslutning - men mens du bestemmer, har du taget den beslutning du mener er bedst for dig, dine børn og jeres liv.

Men som Karen er inde på; er det en sød farmor, som kun har godt, at byde på - kunne dine børn måske gå med til, at hun kom på besøg og så tage den derfra..

Hvad er dine erfaringer med farmor, da du levede sammen med børnenes far?

Mit eksempel kan måske ikke sammenlignes - og så alligevel.

Da min far var ung, blev han far til min storebror. Min farmor så kun den lille dreng én gang. Min far betale i mange år til min storebror, men havde af uvisse årsager ingen kontakt til ham.

For syv år siden kontaktede min storebror heldigvis min far - og han er i dag et fuldgyldigt medlem af vores familie Det betyder også, at han har mødt min farmor ved flere lejligheder. Min farmor er en meget stille dame, som ikke giver udtryk for særlig meget. Men når jeg har hende på tomandshånd, kan hun godt fortælle lidt - og hun har blandt andet sagt, at hun mange gange har tænkt på, hvad der er blevet af den lille dreng...

Som et par stykker har nævnt. Spørg dine børn, hvad de vil sige, hvis farmoderen blev inviteret hjem til kaffe - er de stadig ikke interesseret, så er det jo det. Men jeg tænker, at farmor måske kan give svar på evt. spørgsmål?

Og så er farmors kontakt måske udtryk for, at en ældre dame mærker sin egen dødelighed og derfor går over sin egen grænse for, hvad hun føler, hun kan tillade sig. Men måske er der noget lumsk ved henvendelsen - det finder I aldrig ud af, hvis I ikke møder hende...

Den er simpel.. Dine børn har takket nej til tilbudet?

Som jeg ser det, så er det vel bare at fortælle det videre.

Selvom jeg godt kan se den evt. sorg og afsavn der kunne være fra farmors side af, så ville jeg også ha det som dine børn.. - Har det selv på præcis samme måde..  

Børnenes far og hans mor har et meget mærkeligt forhold. Groft sagt kunne man sige, at han aldrig er blevet vænnet fra.....Og moderen- børnenes farmor- har simpelthen ikke evnen til at se fejlene hos ham.

De mærkelige og foruroligende historier, jeg i første omgang har hørt fra børnene, er siden blevet bekræftet af ham selv til mødet i statsamtet og hans mor bekræftede dem også her forleden. Men uanset hvad der var sket var altså ikke farens skyld. Næ nej, det var hans daværende kone, der var hård ved børnene. Hverken far eller farmor kunne gøre noget ved det.

Jeg har nemlig været i tvivl om hun vidste det, men det har hun åbenbart gjort.

Jeg kender damen temmelig godt og at hun ikke tidligere har turdet kontakte os med henblik på fortsat at have kontakt med børnene. Den hopper jeg ikke på. Hun har altid været en rapkæftet type, der absolut aldrig har været bange for at sige sin mening og derfor er jeg om muligt endnu mere forarget over, at hun stiltiende har set på, at de to små børn er blevet svigtet.

Et stykke tid efter at jeg var gået fra børnenes far, ringede hun til mine forældre og bad dem om at forsøge at overtale mig til at vende tilbage til ham.

Det synes jeg nu altså var en noget større kamel at sluge end det at spørge om at få lov til at se sine børnebørn. Især fordi, jeg på det tidspunkt havde fået et barn med min nuværende mand.....

Så nej, jeg godtager ikke forklaringen om det intense savn, der pludselig er opstået efter ni års total tavshed og passivitet. Jeg vil snarere tolke det som indledningen til endnu et forsøg på at frigøre den biologiske far for omkostningerne og jeg orker simpelthen ikke mere p*s fra den kant af.....

Ud fra det sidste du skriver, så vil jeg nok også sige nej til hende.

Jeg vil nok sige, at det vigtigste er at lytte til børnene.

HVIS du vil være lidt imødekommende kunne du jo arrangere at I mødtes på et neutralt sted, cafe el.lign. Så kan I gå når I vil.

Når børnene ikke selv er interesserede synes jeg du skal holde den dør lukket med god samvittighed.

Lyt til børnene !

Jeg har selv en biologisk far der har haft valg mig fra - eller han kontaktede min mor hver gang han fik ny kæreste på og så ville han pludselig have kontakt med mig igen, men han gjorde aldrig noget for at opretholde den kontakt. Jo men det var nogle vage forsøg. Det jeg mest husker omkring ham er årene omkring min konfirmation (hvor min mor tvang mig til at ham og hans del af familien skulle deltage) - og så hørte jeg ellers fra ham til jul og min fødselsdag. Jeg tror det har været fra jeg var 13-14 til jeg var 15 (der husker jeg hvertfald at jeg var i London med den side af familien).

Da jeg skulle skifte efternavn da jeg var 17 skulle han af en eller anden grund skrive under på dette, men han udsatte bare sagen i et ½ år uden at komme til de aftalte møder eller andet. Da jeg blev 18 ringede hans nuværende kone/kæreste (som jeg havde mødt et par gange) og sagde at de ville give mig en tur et-eller-andet sted hen med afrejse en uge-fjorten dage senere (midt i eksamensperiode + jeg havde et job) og jeg kendte dem alligevel ikke SÅ godt!

Så hørte jeg ikke fra dem indtil februar i år (ca 2½ år senere) hvor han tilføjede mig på facebook - og straks begyndte han at skulle spille far overfor mig. Hvilket førte til en blokering med det samme - jeg har nemlig én far (også selvom det ikke er biologisk).

Ved godt det ikke er det samme - men pointen er bare, at hvis børnene siger nej, så synes jeg du skal lytte til dem. Hvis farmoren er som du siger, kan jeg forestille mig at det kun er for at manipulere med dem (men man skal aldrig sig aldrig) . Lyt til din mavefornemmelse og gør hvad du synes er bedst for dine børn.

Jeg har også måtte tage nogle svære beslutninger, på min ældste datters vegne - helt andre slags beslutninger, men stadig i "samme boldgade".

Nogle af dem, får jeg nok smidt i nakken igen, når hun bliver voksen - andre vil aldrig blive nævnt eller skænket en tanke.

Men alle var de store og svære beslutninger, da jeg, som du står nu - skulle tage dem, med konsekvenser for andre, end mig selv.

Men jeg valgte til sidst, at respektere min mavefornemmelse og så leve med visheden om, at jeg skulle forsvare og forklare det senere i vores liv - og det må jeg så bare gøre, så ærligt og redeligt, som jeg formår - og håbe det giver mening, også for hende til den tid.

Jeg vil til enhver tid, kunne kigge hende i øjnene og sige, at alt hvad der blev sagt og gjort fra min side, var ene og alene med hendes bedste i tanke og handling.

Jeg syntes, efter at have hørt mere, at du skal skåne dig selv og dine børn, for disse mennesker! Og have det godt med det.

Min datter har ikke kontakt til sin farfar, efter sin fars død. Det er min beslutning. Det er over 6 år siden jeg tog den - da var hun ikke så gammel, så den blev ikke debateret med hende. For kort tid siden gik vi en aften, bare hende og jeg i stalden - hun er 12 år nu - og da nævnte hun ham. Jeg sagde til hende, selvfølgelig meget omsorgsfuldt og i en venlig tone, at det var min beslutning, som jeg ikke ville ændre - men når hun engang fyldte 18 og jeg ikke længere kunne bestemme, havde hun selvfølgelig muligheden.

Jeg fortalte hende også, at det kun var for, at passe på hende og meget kortfattet, hvad der lå til grund for det.

Jeg fortalte hende også, at havde hendes far levet, ville jeg slet ikke være i tvivl om, at han ville bakke op om min beslutning.

Hendes farmor og "farfar", som jo ikke er hendes biologiske farfar, har hun kontakt med - og selvom det ikke altid har været konfliktfrit, vil jeg gå meget langt for, at bevare den kontakt og sluge de kameler, der følger med. Hun ser også både farbror og faster.

De giver hende kontakt til hendes rødder og til den tid hendes far levede. Det ville jeg aldrig tage fra hende, men det er også sunde og gode kontakter for hende, de vil hende og elsker hende.

Hun kan da besøge JER, på et tidspunkt, der passer, dig og børnene.

Man skal også passe på at blive FOR paranoid. Og nej, men søns farmor er død, og jeg har desværre aldrig mødt hende,(der er nogen søskende, jeg kender kun fornavne) mine egne forældre døde, da drengen var meget ung. Han kender kun mine søskende (og deres børn). Hans familie på farsiden er væk. Hans ubiologiske far, har ikke kontakt til sin familie.

Han kan lide min familie, men han er så meget mere rolig.... Noget ligner han sin biofar i. Og fysisk- selvom han er 20 cm højere. Han er virkelig pæn- bredskuldret, smalhoftet og høj. Bygget som en svømmer!

anderledes for mine børn og er glad for den beslutning, så lå landet også anderledes den gang.

I din situation ville jeg også lytte til børnene og min mave og sige nej tak, chancen er forspilt for hvor har du været de sidste 9 år "farmor".

Da min xmand valgte børnene fra for snart 7 år siden, kontaktede jeg selv farmor og forklarede at deres søn ikke ønskede og se sine børn længere, men jeg ville ikke ødelægge deres forhold til piegerne såfremt de var intereserede.

Det betød faktisk at pigerne kom til og se deres farmor og farfar meget oftere end da de var hos deres far hver weekend og til stor glæde for begge parter.

Nogle ting blev meget lettere, og nogen ting selvfølgelig mere konplicerede, bl.a at piger ikke ville se deres far og ikke vil det den dag i dag (lang historie).

Så alt i alt, var beslutningen den gang den rigtige, trods jeg faktisk ikke troede mine svigerforældre overhoved kunne lide mig. Sjovt nok har vi faktisk fået et rigtig godt forhold som er langt bedre end da jeg var gift med deres søn.

Den eneste som pigerne derfor ikke ser, er deres far, men både faster, kusiner osv.

Pigerne blev så for et par uger siden kontaktet af faderens steddatter, som på vegne af fælles lillesøster på 8 gerne ville være venner med dem på FB, vi tog en snak om fordele og ulemper. Den store på 16 sagde nej tak, den yngste på 13 sagde ja tak. Altså et valg op til dem.

Lillesøsteren har åbenbart set et billede af pigerne og spurgt ind til hvem det var, men da pigerne er forbudt område i hjemmet, fik hun ikke svar nok om hvem de var.

Jeg tror egentlig bare jeg vælger at henvise til, at børnene ikke har den udprægede interesse for kontakt og det, må jeg indrømme, passer mig fint.

Der har absolut ikke stået noget i vejen for, at hun kunne have vedligeholdt kontakten. Man kunne vel som minimum sende en hilsen til fødselsdage og højtider.

Specielt når man, som hun ved, at sønnike måske ikke ligefrem er den mest ihærdige far her på jorden. Han har nemlig to andre, noget ældre børn, som han/de mistede kontakten til, længe før jeg kom ind i billedet.

Hmmm....Dengang troede naive mig selvfølgelig på, at de børns mor var en usamarbejdsvillig heks, men med tiden fandt jeg ud af, at det måske ikke nødvendigvis var tilfældet.