Jeg måtte tilbage i november tage den meget svære beslutning at aflive min 7 års hoppe Escape. Halvanden år tidligere havde vi fundet hende om morgenen med et bagben gennem tremmerne i boksen. Hun lå på siden/ryggen med bagbenene i spagat, det ene sad fast med koden mellem to tremmer. Den lille pruh havde givet op, så hun måtte skæres fri med vinkelsliber og trækkes ud med minilæsseren før vi endelig fik hende på benene.

Vi troede at vi var sluppet med skrækken. Nyreslag og et godt skævt korpus. I 4 måneder stod den på kiro og dyrlæge hver tredje uge indtil vi endelig fik grønt lys. Desværre fungerede hun bare aldrig optimalt derefter, og med tiden blev hun mere og mere utilregnelig og aggresiv. Hun blev undersøgt på kryds og tværs og af mange forskellige dyrlæger og behandlere. Til sidst fandt vi endelig problemet. Nydannelser i nakkehvirvlerne, der stille og roligt var begyndt at trykke på rygmarvskanalen. Der var intet at gøre, og hånden på hjertet, det var en lettelse efter at have ledt huller i jorden i over et år.

Jeg var virkelig i tvivl om hvad jeg ville nu. Escape havde som sagt været utilregnelig og farlig til sidst, og jeg havde fået nogle ture i jorden som sad eftertrykkeligt godt fast i min hukommelse. Jeg var faktisk ikke tryg ved at skulle op på en hest mere. Især opstigning var blevet et problem, og jeg var desideret angst omkring at skulle fra skammel til hest til sidst. Jeg overvejede faktisk helt at stoppe med hestene, lysten var væk, de sidste halvanden år havde jo bare været nederlag, smerte bekymring og enorme udgifter.

Men selvfølgelig gik jeg i gang med at lure lidt, og pludselig vidste jeg hvad der skulle ske, jeg skulle have noget helt andet. Ingen tosset brun, nææh, jeg ville have en haflinger. En jeg kunne stole på, en der ikke var syg hele tiden og en der stod pænt hvor jeg parkerede den

Nå ja, jeg fik da en haflinger... For hvad gør fjolset der altid har redet ungheste. Hun køber en hoppe på 3½ år, i det mindste var den tilredet. (Og afsindig skøn og nem at arbejde med) 10 dage efter jeg fik hende hjem fik hun en fibersprængning i baglåret da hun gled på isen (I december) så jeg har faktisk knap nok redet på min nye hest endnu, en håndfuld skridtture, og to små travture er det blevet til på de 5 måneder hun har været min..

Men nu er hun fit for fight, og om en måned for vi vores nye sadel, som båede passer hendes meget korte ryg og min ikke 15" bagdel, og så håber jeg virkelig at jeg har opbrugt min kvote af uheld, for jeg glæder mig sindssygt til at komme i gang. Ja, jeg er stadig nervøs omkring ridning, og det er en 4 års der ikke altid er lige stabil eller tilregnelig, men i det mindste har Sarah med Maze hjulpet mig med at indstallere et fantastisk indparkeringssignal og hjulpet mig til at håndtere min opstigningsangst, og Hoya er bare så skide fornuftig så længe man bare husker hun er ung, så jeg er sikker på at det nok skal blive godt Og heldigvis har jeg Sarah til at holde mig i ørene og hjælpe mig tilbage i rideform efter 2 år med meget begrænset tid på hesteryg.

Slutter lige med at vise lidt billeder fra i fredags hvor lille damen blev 4 år:

Sorry, det blev lidt langt, håber i kan bære over med mig og gider smide en lille kommentar, også selvom der ikke er ridebilleder (Om en måned, kryds fingre )