En stjålet hest, flere år i helvede.

 

Som det nok kan tydes ud fra overskriften, så har jeg fået stjålet en hest. Det er i dag flere år siden og historien om min hest, er nok for længst blevet glemt af de fleste. Men de fleste, ved nok heller ikke hvor frygteligt, historien om min hest endte.

Det gør jeg til gengæld, for det der skete med min hest, kan kun beskrives, som et levende helvede. For min hest blev ikke kun stjålet, den blev også mishandlet og ødelagt.

Jeg har derfor valgt at skrive denne historie, så folk kan få indblik i, hvor altødelæggende det er for en rytter, at få stjålet sin hest.

Da det på ingen måde er min mening at hænge folk ud, vil navne og steder ikke blive nævnt i min beretning.

Jeg var vel omkring 13 år gammel, da min far overraskende fortalte, at han har købt mig en hest. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg dårligt kunne stå på mine egne ben af bare spænding, mens jeg venter på, at hestens gamle ejere skulle komme og aflevere den.

Da de endelig kommer, løber jeg med det samme hen til traileren, for at møde hesten. Jeg får et chok, da jeg ser den. Den var perfekt. Lige fra dens store lyserøde mule til dens fantastiske bølgende hale. Den var bare perfekt.

De gamle ejere, en mand og en kvinde, var rigtig flinke. De fortalte mig alt, hvad jeg behøvede at vide om hesten, mens de gentagne gange sagde til mig, hvor glade de var for, at den var kommet sådan et dejligt sted hen.

Da hesten er kommet på plads og de gamle ejere har sagt farvel, følger jeg dem ud til deres bil. Lige da de skal til at køre, vender kvinden sig mod mig, mens hun sødt siger "lov mig nu at du passer godt på hende, min ven". Jeg nikker intenst og siger "det lover jeg dig". "Det ved jeg, du vil" svarer kvinden med et smil og giver mig et kæmpemæssigt knus, så kører de. Jeg vender mig om og nærmest løber tilbage til stalden. Og der var den, min smukke hest. Jeg var så lykkelig at jeg dårligt kunne holde tårerne tilbage, tænk at hun virkelig var min hest.

Jeg går roligt hen mod dens boks og læner mig hen over lågen. Hesten ligger og putter sig i en dyne af halm. "Hej fine hest" siger jeg stille til den. Ved du hvad, jeg lige har lovet dine gamle ejere? Ved lyden af min stemme rejser den enorme hest sig op, og kommer langsomt hen til mig. Den står nu så tæt på mig, at jeg nærmest hvisker den i øret, idet jeg siger. "Jeg har lovet dem, at jeg altid vil passe på dig og at ingen nogensinde vil få lov til at gøre dig ondt". Det samme lover jeg dig min hest, ingen vil nogensinde få lov til at gøre dig fortræd.

På dette tidspunkt, er jeg endnu ikke klar over, at jeg kun har ganske få måneder tilbage med min smukke hest og at alt hvad jeg lover den vil blive umuligt for mig at holde!

For du blev gjort fortræd og du havde ondt. Jeg græder ved tanken om, at du hver dag skulle gennemleve et mareridt, mens jeg intet kunne gøre. Jeg er så ked af det, min gode hest. Jeg er så ked af, at det tog mig så lang tid at finde dig, når jeg ved, at det sted hvor du hele tiden har været, var den rene tortur. Hvis der fandtes et helvedes for heste, så var det der du var blevet anbragt.

Som dagene gik fik jeg hurtigt opbygget et fantastisk bånd til min nye hest. Jeg kunne bruge timer på bare at stå og nusse med hende inde på staldgangen, men intet slog ridningen. For idet jeg satte mig i saddel blev jeg et med hesten. I dressuren føltes det som om vi dansede, på springbanen fly vi. Jeg var så lykkelig, og hver dag, hver time, hvert minut sammen med dig gjorde mig kun endnu mere lykkelig.

Jeg husker de dage, hvor du plejede, at komme galoperende ned til mig fra folden af. Og jeg husker de dage, hvor din lyserøde underlige gummi mule kunne omforme sig til et næsten menneskeligt smil, når du så jeg have godbidder med til dig.

Men mest af alt, så husker jeg dagen, hvor du forsvandt.

Jeg havde lige sluppet dig løs på den store sommerfold efter en fantastisk tur i skoven, og du løb, i fuld galop, op mod dine hestevenner på folden, men du huskede dog, i sidste øjeblik, at stoppe hård op, og vende om, for så at komme tilbage til mig, for du skulle jo så nødig gå glip din farvel gulerod, dit madglade dyr.

Jeg gav dig din gulerod, klappede dig på halsen og kyssede dig på mulen, hvorefter jeg vendte mig om og gik ned mod stalden. Mens jeg går, ser jeg ud af øjenkrogen at du stadig står nede ved leddet mens du ængstelig ser efter mig. "Din tossede hest løb nu ud til de andre" råber jeg sødt til dig, du svarer mig med et skingert vrinsk og forbliver stående som en stor ubevægelig hestestatue, mens dit kolossale hoved flugte hver eneste bevægelse jeg tog.

Det var som om at du vidste, at det skulle blive en af de sidste gange, hvor vi to nogensinde skulle se hinanden.

For dagen efter var du væk. Jeg ledte efter dig alle steder. På folden, i ridehuset, ja selv i de dybe søer omkring rideskolen. Men væk det var du. De fleste kunne ikke tro på, at du virkelig var blevet stålet, og mente derfor at du måtte være løbet ned til en af søerne og druknet. Bare tanken om, at du skulle være død på en sådan måde var fuldstændig ubærlig, men desværre ikke urealistisk på dette tidspunkt. For du var som sunket i jorden.

Jeg ledte og ledte indtil jeg ikke kunne lede mere. Da vi var nået til at skulle undersøge den sidste af de omkringlæggende søer rystede mine ben så meget, at mine knæ måtte give efter under mig. Jeg faldt tungt og hårdt til jorden, mens jeg bare skrig og græd.

Jeg var så ødelagt og kunne slet ikke bære tanken om, ikke at vide hvad der var sket med dig. Uvisheden om, at du måske have ondt, var bange eller død var fuldstændig forfærdelig.

Jeg kan dårlig beskrive den smerte, det er at få stålet sin hest. Hvis man ikke har prøvet at miste sin hest på en sådan måde, så ved man ikke, hvor ondt det gør. Det føltes som om et stykke af mig var blevet revet af og forsvundet for altid.

Politiet gjorde alt hvad de kunne, de ledte efter min hest dag og nat, men lige meget hjælp det, for der var ingen spor at følge og til sidst måtte de stoppe og opgive eftersøgningen.

At politiet opgiver at finde ens stjålne hest er muligvis noget af det værste, der kan ske.

For det første skal man leve med, at man nok aldrig kommer til at se sin elskede hest igen, og for det andet så skal man leve med, at man aldrig kommer til at vide, om hesten har det godt eller om den lider.

Det næst værste er nok at skulle ringe til hestens gamle ejere og fortælle dem, at man har mistet den hest, som man svor og lovede man ville passe godt på. Jeg husker kun alt for tydeligt, hvor vrede og kede af det de blev. De råbte og skrig så meget af min mor i telefonen, at hun slet ikke vidste, hvad hun skulle sige. Og hvad skulle hun dog også sige. Vi havde svigtet både dem og hesten, at de var rasende og frustrerede var kun alt for forståeligt.

Jeg følte mig som det dårligste menneske, jeg havde mistet verdens dejligste hest, og ikke nok med det, så jeg havde også brudt mit løfte om, at jeg altid ville passe på den.

Jeg havde på dette tidspunkt fuldstændig opgivet håbet om, at jeg nogensinde skulle komme til at se dig igen min hest.

Der skulle gå, op til et helt år, før jeg igen skulle høre noget til dig.

Det var en sen aften, da min fars mobil pludseligt ringede. Til at starte med var det fuldstændig umuligt for min far at høre hvem det var han talte med. Manden i den anden ende af telefonen var enorm fuld, og råbte så højt, at de ord som han forsøgte at sige, for det meste kun kom ud som nogle uforklarlige lyde.

Det var først da han nævnte hestens navn, at min far blev klar over, hvad opkaldet drejede sig om. Han rejste sig op og gik med hastige skridt ind til min mor og jeg der begge sad inde i spisestuen. Så slog han telefonen på medhør.

Manden i telefonen forklarede nu, hvordan han sammen med en kvinde havde stjålet min hest. Han forklarede hvordan de begge i nattens mørke, havde sneget sig ind på den fold, hvor du havde stået og græsset. Han forklarede, hvordan de sammen havde taget dig, og ført dig hen til den trailer, som de havde medbragt. Og han forklarede hvordan de i flere timer havde pisket dig med afbrækkede grene på det meste af din bløde pelsede krop, fordi du havde nægtet af gå op.

Jeg holdte vejret under hele hans fortælling, jeg var bange for at, hvis jeg åbnede munden for at trække det, så ville jeg komme til at råbe så højt af raseri, at manden ville blive vred og lægge på. Og det måtte for alt i verden ikke ske.

Men tårerne kunne jeg ikke holde tilbage, de sprang ud af øjnene på mig, mens jeg intet andet kunne gøre end bare at lytte.

Lytte til hvordan den mand og den kvinde time, efter time, efter time havde stået og mishandlet min stakkels hest.

Du ville jo ikke gå op, for du hadede at køre i trailer. Og du ville ikke samarbejde, for de piskede dig jo. Og hvordan kunne de forvente at du ville stoppe med at kæmpe imod, for du ville jo slet ikke stjæles. Men det blev du, for om man vil det eller ej, så bukker selv de stærkeste heste under for tortur i timevis.

Manden i telefonen forsøgte nu, at overbevise min far om, at det naturligvis ikke var med hans egen gode vilje, at han havde stjålet hesten, men at han var blevet tvunget til det af kvinden, som ifølge manden også var hans kone.

"Min kone truede flere gange med at slå mig i hovedet med en stegepande, hvis jeg ikke gjorde præcis som hun sagde, forklarede manden, mens han hylede i telefonen.

Det var hendes ide at stjæle hesten, og det var hendes ide, at vi bare skulle slå den i tilfældet af, at den ikke ville med os. Jeg havde jo intet andet valg forstår i nok, hun havde jo en stegepande".

Det var altså denne mand og hans tilsyneladende meget voldelige kone, der havde stjålet dig min hest.

De havde været to til at finde dig, to til at piske dig og to til at få dig til at forsvinde.

På trods af mandens fuldskab og hans snøvlende ord kunne jeg med lethed genkende hans stemme. Det var min hest gamle ejer.

Altså den selv samme mand som for godt et års tid siden havde ønsket mig så hjertelig tillykke med min fine nye hest. De selv samme mennesker som med knus og kram havde fået mig til at love og svage, at jeg ville gøre alt for at passe godt på hesten, på trods af at de hele tiden vidste, at det ville blive mig en fuldstændig umulig opgave. For de havde aldrig tænkt sig at give mig en ærlig chance.

Hvordan kunne de gøre det, hvordan kunne de få sig selv til at bortføre og mishandle dig, du havde jo også været deres hest engang.

Du var jo slet ikke vant til en sådan form for tortur, den værste tortur du nogensinde havde været udsat for var, hvis du var blevet fodret lidt senere end du plejede.

Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, at heste ikke kan tale menneskets sprog, for jeg frygter, at hvis min hest havde kunnet dette, så ville hun have skriget og råbt om hjælp hele natten igennem, Mens ingen ville have hørt hende.

Jeg så op på min far, idet manden endelig holdt om med at snakke om sig selv og sin kone, for hans næste sætning lyd som følgende "jeg ved hvor hesten er og jeres hest har det godt".

Manden havde nu brugt den sidste halve time på, at fortælle om hvor forfærdelig hans kone var og hvordan hun dag efter dag slog og tæskede ham med den åndsvage stegepande, men alt dette var jeg fuldstændig ligeglad med, jeg interesserede mig kun for de sidste fem ord manden havde sagt. "jeres hest har det godt".

Hun havde det godt, min elskede hest havde det godt. Jeg sprang op og omfavnede både min mor og far. Endelig skulle jeg få dig at se igen min hest. Endelig efter at have været adskilt så længe, skulle vi igen være sammen, og alt skulle blive præcist, som det havde været før du blev stjålet. For du havde det godt. Det var jo det manden havde sagt.

Al min frygt og angst for at du havde smerter eller var død var fuldstændig forsvundet, og erstattet med en ubeskrivelig glæde mens mandens sidste sætning gentog sig som ekko i mit hoved.

Et ældre og klogere menneske ville nok på dette tidspunkt være klar over, at man ikke skal tro på hvert et ord man høre, og da slet ikke når disse ord kommer fra munden af en, der lige har indrømmet at han har været med til at stjæle ens hest. Men jeg var kun 13 år og vidste derfor ikke bedre, for selvfølgelig løj han, for du var langt fra okay.

Du var mishandlet og ødelagt. Faktum var, at du var mere død end levende da jeg endelig fandt frem til dig min hest.

Sammen med politi og dyrelæge tog min far, mor og jeg selv ud til det sted som manden i telefonen havde udpeget. Stedet hvor de havde skjult min hest.

Jeg husker tydelig den rædsel der ramte mig da jeg så det, og min første tanke var, at her kunne der da hverken bo heste eller mennesker.

Stedet der nok mest af alt mindede om en ødegård, var gået i fuldstændig forfald. Hvert eneste hus, hver eneste bygning lignede en ubeboet ruin, og en fæl stank af råddenskab hærgede området. Her kunne min hest da umulig være. Men så fik jeg øje på det.

Cirka 50 meter fra mig, på en pigtråds indhegnet lille jordfold, stod der et underligt forkrøblet væsen.

Langt fra var det fuldstændig umuligt for mig, at se hvad det var.

Den enorme skikkelse stod med hoved tungt begravede mellem forbenene mens maven og brystkassen bevægede sig i små smertefulde hårde ryk. Men det var langt fra det værste. Det værste var den rallende lyd, væsenet udsendte, for hver gang det kæmpede for at få luft.

Denne lyd var så grufuld og så hjerteskærende, at jeg var nød til at løfte mine i forvejen alt for rystende hænder op til mine øre i forsøg på at dæmpe den.

Hvad end dette væsen skulle forestille at være, så var en ting i hvert fald sikkert.

Det var så forpint.

På trods af frygt, og skam over at være så bange bevægede jeg mig langsomt nærmere. Jeg havde flere gange lyst til at vende om. Om det var frygten for hvad jeg troede væsenet var, eller frygten for hvad væsenet kunne være, vidste jeg ikke.

Mit hjerte galoperede hurtigere og hurtigere jo tættere, på det jeg kom. Hvad var det for et væsen. Det måtte jo være et dyr af en slags, men hvad var der dog sket med det.

Da jeg stod ti meter fra det, holdte mit før så galoperende hjerte op med at slå og mine tårer begyndte at trille.

Det var jo dig.

Det forkrøblede forpinte væsen var min hest, eller det, der var tilbage af den.

Jeg vaklede forfærdet tilbage, hvad havde de gjort ved dig, hvad havde de dog gjort ved dig. Du var så udsultet og så magre. Hvert eneste af dine ribben kunne tydelig ses og der var store runde sår over alt på din krop.

Jeg var så vred og ked af det, og vidste slet ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde lyst til at spørge alle omkring mig, om ikke det var en, der kunne hjælpe mig med at finde et nyt sæt øjne, for mine egne måtte være gået i stykker. Det kunne ikke være dig. Det måtte det ikke være.

Jeg havde denne her måske lidt naive drøm om, at når den dag kom, hvor jeg endelig skulle se dig igen, så ville noget af det første jeg ville gøre være at kalde dit navn, og her ville din reaktion så være at kigge op, vrinske, også komme løbende hen til mig. Så ville jeg give dig et kæmpemæssig knus, kysse dig på mulen og med min højre hånd fiske nogle af dine yndlings godbidder op af min lomme. Ved synet af godbidderne ville dine øjne lyse og din lyserøde mule forvandle sig til det underlige rynkede smil, som du var så kendt for.

Og så ville jeg tage dig hjem og alle på hele rideskolen ville blive dybt chokerede over at se, at du kom ud af en hestetrailer og ikke op af en sø, som vi havde frygtet. Alle ville være glade, og alle ville komme hen og byde staldens tossede smilende rynkedyr velkommen hjem.

Sådan var min drøm, men desværre så skulle virkeligheden vise sig at være et vaskeægte mareridt. For da jeg kaldte dit navn, var din reaktion hverken at vrinske eller komme mig løbende i møde, for du kunne slet ingen af delene.

Du vrinskede ikke, for du havde fået astma og kunne derfor dårlig trække vejret, og du kom ikke løbende, for du kunne knap nok gå og jeg tog dig ikke med hjem for du skulle aflives, for du, kunne aldrig blive til hest igen.

Mens mine tårer haglede ned ad min skælvende krop, faldt du min hest. Du ramte jorden tungt og hårdt, mens du med din lyserøde gummi mule sendte mig et sidste taknemmeligt smil, før du igen forsvandt, men denne gang for altid.

Din tid i helvede var endelig forbi, mens min fortsatte.

I retten mødte jeg kvinden. Man skulle tro, at efter at have pint en hest halvt ihjel, at et hvert normalt fungerende menneske ville udvise bare en lille smule anger, over det de havde gjort. Men kvinden udviste slet ingen. Og da dommeren spurgte hende om, hvorfor hun dog havde stjålet hesten, var hendes svar, "jeg gjorde det fordi hesten selv bad mig om det".

Nu skal det selvfølgelig lige nævnes at, denne kvinde var fuldstændig overbevist om, at hun var en hestevisker og derfor kunne tale med heste, hvilket hun også gentagne gange skulle understrege over for både dommeren og advokaterne i retssalen.

Nu er jeg ikke selv hestevisker og kan derfor ikke selv tale med heste, men jeg er nu sikker på, at min hest aldrig nogensinde ville have bedt den kvinde om at bortføre, mishandle og vanrøgte den, indtil den til sidst ville være så syg og så svag, og fuld af så mange ulidelige smerter, at døden ville være dens eneste udvej.

Jeg vil derfor tillade mig at sige, at hvis denne kvinde, denne hestetyv, denne dyremishandler virkelig var en hestevisker, så var hun i hvert fald ikke en særlig god en af slagsen.

Manden der var mindst lige så skyldig som kvinden mødte aldrig op i retten. Politiet ledte efter ham i et par måneder for de opgav. Situationen var håbløs. Ingen havde set noget, og ingen havde hørt noget. Han var sporløst forsvundet, fuldstændig ligesom min hest havde været. Heller ikke kvinden, der på daværende tidspunkt var gået fra, at været hans kone, til nu, at være hans ekskone havde hørt noget fra ham.

Da dommen faldt, blev de begge idømt en betinget dom på 5 år og en bøde på 2000 kroner for svige og smerte, som skulle betales til min familie.

Om dommen var rimelig eller ej vil jeg helst undlade kommentere på, men det er dog tankevækkende, at hvis det nu havde været et menneske, der havde været udsat for alt dette, så havde vi kaldt det for grov vold og lemlæstelse, men fordi det bare er en hest, så kalder vi det for en bøde og en betinget dom, og det er intet i forhold til at hun led i et helt år før hun blev fundet.

Jeg glemmer aldrig det blik kvinden sendte mig, da hun hørte at dommen også indeholdt en bøde. Hun var ligeved at springe i luften af ren og skær arrigskab, og jeg tænkte, din hjerteløse lede heks, jeg vil jo slet ikke have dine forbandede penge, jeg vil bare have min hest tilbage, men det kan jeg jo ikke, for den har du mishandlet og ødelagt.

Du og din idiotiske eksmand pinte min hest indtil et hvert håb om at blive reddet var jaget på fulgt. I med jeres umenneskelige tortur og vanrøgt tvang hendes sjæl til at forlade hendes krop alt, alt for tidligt.

Jeg tror på tilgivelse, og jeg tror på at der er noget godt i alle mennesker, men I rev mit hjerte ud den nat I valgte at stjæle min hest, og for det vil jeg aldrig tilgive jer.

Det er i dag præcis ti år siden min hest blev stjålet, og det er med grædende hjerte, at jeg skriver denne beretning om hende.

Det var min største drøm at få dig min hest. Det blev mit værste mareridt at miste dig. Jeg hader mig selv, fordi det tog mig så lang tid at finde dig, for da jeg endelig fandt dig, var det for sent.

I den ældste del af den gamle park, i den lille dam, har jeg plantet nogle åkander.

Hver eneste år vil de brede sig, og hver eneste sommer vil de blomstre. De vil for altid være et minde, om den hest du var, og det liv du burde have haft. På mørke dage vil jeg mindes, det helvede jeg fandt dig i. Jeg vil mindes de mørklagte forfaldne ruiner, pigtråds folden og den evige stank af råddenskab. Jeg vil huske hvor forpint du var, og jeg vil huske, hvordan dit enorme hestehjerte til sidst måtte opgive, og du tungt faldt til jorden.

Mens jeg på lysere dage vil mindes den sidste tid du og jeg havde sammen på den gamle rideskole. Hvor du og dine hestevenner galoperede dansende rundt sammen på den store sommerfold. Det var det mest fantastiske syn af alle. Græsset, der blandet med et væld af solgule mælkebøtter, dannede et smukt mønstret tæppe, mens farverige sommerfugle, fløj tæt om benene på de store dyr, for hver galopspring de tog.

Du var langt den hurtigste af alle hestene. Til tider når du løb allerhurtigst, kunne jeg tage mig selv i at forestille mig, at der pludseligt ville vokse et par enorme englevinger ud fra din ryg, hvorefter du i et kraftfuldt spring ville sætte af fra jorden og forsvinde op mod den lysende himmel.

Farvel min gode ven og hest. Jeg elsker dig af hele mit hjerte og det vil jeg for altid gøre.

Må du hvile i fred og evighed.