Det er aldrig nemt at træffe den beslutning, men jeg ved godt, hvorfor jeg har hest: det har jeg altså for MIN skyld. Og jeg vil ride. Så at have en hest, der bringer mere sorg end glæde og/eller som ikke kan rides, det er bare ikke "pengene værd" for mig, for nu at være lidt kynisk. Jeg bruger i omegnen af 7000 kr. på hest hver måned. Så skal det også være sjovt og opfylde mit behov. Ellers er det da penge ud af vinduet...

Naturligvis kan hesten blive skadet så jeg i en periode ikke kan ride, og det tager man selvfølgelig med, men hvis det er permanent, så må hesten for mig hellere få fred. Og det er altså ikke synd for en hest ikke at være i live. Men det er synd for mig at bruge alle mine penge på en hest, der ikke opfylder mit behov.

Mange tak for din meget ærlige mening! Og ja .. Det er jo også dét som min fornuft siger mig, men fy for pokker hvor er det svært.

Hesten kan ikke tåle græs og står derfor på jordfold med stråfoder ... Endnu en ting som ville gøre det vanskeligt for mig at finde et sted til hendes otium (fx løsdrift lign.) hvor hendes behov dækkes uden at ruinere mig. Så ja, der er mange ting som spiller ind

Mange tak for din besked !

Hesten er håndteret forkert og det har skadet hendes psyke. Hun har avlet nogle fine rideheste, da hun var ung. Hun er 16 år nu, og er sikkert "slidt op" af og være blevet redet forkert det meste af hendes liv. Da jeg købte hende som 14 årig var hun total underudviklet på hele den ene side, samt "pumpet" på den anden.

Hun er i øvrigt kåret virkelig godt (8-9 taller) i DV, så ville ikke have haft noget imod at avle på hende, hvis min økonomi tillod det.

Men det gør den ikke .. Super ærgerligt

Mange tak for din besked

Det er ALDRIG en nem situation at stå i

Jeg mistede min hest sidste sommer. Han var mit et og alt, min første hest, og en hest, med hvem jeg sammen lærte en masse. Han var kun 4, dag jeg købte ham, (jeg var 15), og blev 9.

Han havde et ar på bagbenet, men i annoncen var det "ubetydeligt", og dyrlægen sendte ham gennem handelsundersøgelse. Jeg var dum og ikke ret gammel, så jeg tænkte ikke mere over det. Han var meget svær at få til at gallopere og meget lang tid om at kunne gøre ting. Det var en hård kamp, der fik sit første gennembrud, da jeg skiftede underviser og fys kom på. Hun rettede ryggen. Han var stadig mærkelig på det bagben der. Med årene blev det mere hævet, og til sidst blev han underligt uren / klokkede på med det og låsningerne kom igen. Han stod stille kort med dyrlæge, herefter prøvede vi igen. Få måneder efter stod han stille, og jeg prøvede alverdens ting med dyrlæge. Scanning, (her viste det sig, det var en næsten helt overrevet sene, strækkesenen, så han kunne ikke strække benet ud hurtigt nok og klottede derfor på jorden), røngten, magtnetbehandlinger, fys flere gange, ledbehandling og ja you name it. Til sidst måtte vi opgive. Han blev aldrig mere ridehest.

Suk. 4-5 års kamp, hvor jeg hele tiden havde set fremad, og gjort alt hvad jeg kunne for, at vi skulle blive dygtige sammen, - billig hest eller ej. Dog har jeg HELE vejen igennem sagt, at han var min, og han blev med mig altid. Og sådan blev det. Basta. Også selvom både dyrlæge og diverse undervisere synes, jeg var tosset, og det var spild for mig, at jeg skulle betale penge for at have ham gående. MEN! Det er da ikke spild! Der var min bedste ven, og jeg betalte gladeligt de penge. Jeg ventede gladeligt, for jeg havde jo ikke råd til noget fancy hest alligevel før om nogle år efter endt uddannelse, og så kunne jeg have dem begge.

Jeg mødte MANGE, der synes jeg var ond, led og ikke ville se udover mig selv. Men jeg kan til dags dato ikke forstå, hvorfor det er så slemt, at man laver sin hest til foldhest? Hyggehest? Royale kunne godt lide det. Han elskede at være i flok. Det var min beslutning, men jeg vidste, det var UTROLIGT vigtigt for mig, han ikke havde ondt. Derfor fulgte jeg ham tæt med dyrlæge gennem de første par mdr. hvor jeg ville beslutte endeligt, om det var OK. Havde han været en hoppe, ville folk synes, det var helt i orden, men fordi jeg ikke kunne "bruge ham til noget", var det ikke OK. Her er jeg dybt uenig. Jeg beholdt min bedste ven.

Desværre blev Royale mere uren, og arret + benet fortyknedes. Straks dyrlæge, og han var desværre blevet mere halt. Der var ikke mere at gøre. Havde vi kunne operere med chance for sucess, havde jeg gjort det. Uden tvivl. Men intet var der at gøre, OG DÉT gav mig ro! Jeg kunne ikke gøre mere. Der var kun en udvej, og det var den, vi tog. Selvom det var det hårdeste for mig selv, jeg nogensinde har gjort.

Så jeg synes faktisk, man kun bør aflive, hvis hesten ikke kan fungere mere. Jeg er meget ene om den holdning, men det holder jeg fast i. Selvfølgelig kan man støde i problemer som økonomi o.l., men det tør jeg slet ikke tænke på. Pyha, for jeg ville ikke kunne lade være med at forsøge at rede min basse. Jeg betalte 25.000,- i undersøgelser det år, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ham.

Selvfølgelig kan nogle heste bare ikke trives som fold"bums". Og der må vi så som ryttere og ejere kende vores hest. Jeg kendte min, og han havde det glimrende med det.

Så jeg forstår dig fuldt ud, jeg ville havde det lige så elendigt. Min stædighed på det punkt og mine principper overbeviste mig bare 100% om, at lige meget hvad, så var det ikke en mulighed at give op. Den hest skyldte jeg så meget

Mit krav var altså: Kan den være hest? Kan han have det godt? Have mange flere dage end dårlige? Nej, det kunne han ikke, og dá det blev sådan, da blev han aflivet. Netop da jeg kunne se, der ikke var nogen vej tilbage, men samtidigt inden, han fik det skidt eller blev en skygge af sig selv For mig er det at have hest et stort ansvar for et levende væsen. Og jeg kan da på ingen måde fjerne min bedsteven herfra, hvis han kunne have mange gode år som "rigtig vildhest" tilbage

Men alle har en mening. Og min er sjældent den, der er flest af Og jeg kan love dig for, min dyrlæge og mine forældre forsøgte på fulde tryk at overtale mig til andet, så jeg ikke spildte min ridning osv. osv. Men det var alt sammen ligegyldigt. @!#$ min ridning. Bare jeg havde min hest, så længe han var glad

Jeg ville aldrig turde sælge eller udlåne sådan en hest, medmindre jeg kendte lejerne. Så hellere aflive, så den ikke bliver kastebold. Selvom jeg aldrig selv ville kunne tage den beslutning, tror jeg

Jeg har ikke skulle tage den beslutning så mange gange.

2 af gangene har min mand gjort det nemt ved at tage over, når jeg har sagt slut. Kylling af mig måske, men når jeg havde sagt at det skulle den vej, så har han handlet hurtigt.

En gang har jeg selv sagt stop til operation med baggrund i økonomisk perspektiv. Heldigvis klarede hesten det - operation blev ikke nødvendigt.

Når jeg har sagt, at det er svært at sige farvel, fordi hesten og jeg har haft så mange oplevelser sammen, så plejer min mand at sige at man ikke skal lade hesten hindre en i at få nye oplevelser med en anden.

Din situation er jo pærenem - det er det jo ofte for andre. Du skal sige farvel til hesten. Som studerende skal du ikke avle føl nu og hoppen har fået mange chancer/muligheder hos dig (fornemmer jeg) Du har formentlig gjort mere for den end de fleste ville have gjort.

Koncentrer dig om den anden hest (og stil dig bedre økonomisk) og få en mere ubekymret studietid.

Jeg fornemmer i dit indlæg, at det ved du også godt selv.

Havde jeg kun haft hende alene eller vandt jeg i lotto, så havde jeg også kæmpet videre påtrods af diverse råd fra min omgangskreds (også selvom jeg er sikker på at hendes tilstand skyldes mange forskellige ting forårsaget af blandt andet slid, gigt og så videre), men jeg havde gjort det alligevel. Og ellers havde jeg beholdt hende og ifolet hende (såfremt hun kunne holdes smertefri og ved godt mod). Ridning er ikke alt afgørende, men nu er min situation jo at jeg står med to heste og med valget om at beholde begge heste og dermed begrænse mine muligheder for ridning eller aflive og dermed have langt flere muligheder med min tilbageværende hest.

Min unghest (hjemmelavet) har en del "speciel behov" som skal opfyldes i form af dyrt specielfoder, tilskud, grovfoder og så videre og jeg har måtte priotere mellem hestene, siden jeg startede mit studie. Dette har også været svært at acceptere. Min familie har altid hjulpet mig, hvis der var akut brug for dyrlæge, så det er bestemt ikke fordi at de ikke har fået den nødvendige behandling ved behov, men jeg kan (i en alder af 30 år) ikke blive ved med at "nasse" på min familie selvom de selv tilbyder, nu hvor jeg studerer og derfor har begrænsede midler (har altid været for "stolt" og selvstændig til at modtage hjælp på dén måde, og især nu hvor udgifterne stiger og stiger grundet dyrlæge uafbrudt).

Summa Sumarum. Jeg ville ønske jeg kunne gøre som dig. Men det kan jeg ikke

Tusind tak for dine ord <3

Og ja, der er blevet gjort meget for hesten. I må endelig ikke tro at de er blevet "snydt" for rette behandling osv, når de har haft behov. Selvom jeg er en fattiglus for tiden, så har jeg altid sat deres behov over mit eget. Og jeg har lånt penge af familien når behovet har været der. Så det skal bestemt ikke forståes på andre måder. Så ja du har helt ret.

Drømmen om et føl efter hende bliver jo så heller ikke en realitet. Det ville i så fald også først være efter endt studie tid, hvis det nu var sådan at hesten var tip top og parten fortsatte fuldpart (og jeg derfor ikke stod i dette problem), men jeg har accepteret at dette aldrig kommer til og ske, og det er heller ikke det vigtigste. Men ærgerligt er det da ..

Det er mere den irriterende skyldfølelse .. Jeg kan ikke slippe den! Heller ikke selvom beslutningen mere eller mindre ER taget og jeg HAR følt den sære form for "lettelse", men mit syn på det hele svinger utroligt og selvom jeg måske, den ene dag, føler at det er det rette og dermed føler "lettelse" så kan jeg dagen efter komme i tvivl og så kommer skyldfølelsen igen .. Det er ufatteligt energikrævende og forvirrende at have det sådan .. :/

For mange år siden fandt min drømme hest mig ude på trave bane han var dendejligste dreng og vi nåded at få 6 super fantastikse år sammen han nåde desværre ikke at blive ældre end 11 år ;-(

en dag faalder han på folden og han blev halt.. dyrlægen fastslår straks at det er skulderen der er gået afled og siger jeg aldrig kommer til at ride igen. mit svar er fast at det er lige meget hvis han ikke lider vil jeg beholde ham... I 3 måneder kamper dyrlægen for ham og jeg sidder hos ham stort set fra morgen til aften. en dag kommer jeg ud til ham og han har svært ved at rejse sig.. han bliver indlagt og jeg vil aldrig glemme den morgen dyrlægen ringede og sagde det var tid til at sige farvel til ham . jeg græd og bedte dem inderligt om ikke at opgive ham men de sagde at forsætte var dyrpplageri han ville aldrig komme til at løbe på en fold.. den dag blev han lagt til at sove med en sprøjte men jeg gav ham æbler ..

hvis det ikke var for dyrlægen så havde jeg betalt alt for at hjælpe ham....

Jeg havde ikke hest i 13 år derefter da savnet var for stort , selv i dag savner jeg min dejlige dreng...

Min næste hest var også en traver en dejlig hoppe som jeg kun nåde at have i 4 år da hun fik svoulst i hjerne , inden den blev opdaget var hun syg eller fejlet noget i 1 år men også her var det dyrlægen der sagde slut..

hun fik også en sprøjte at sove på men hun spiste det hun elskde aller mest bannaner....

Om man afliver en hest der ikke kan bruges ,men godt kan gå som selskab ser jeg ikke som sådan noget galt i ..man skal bare huske det gør hevedes ondt og der er ingen fortrydelse ret..

Som de andre er inde på, så er det ikke let og en nem beslutning at aflive et dyr - hvis det var det, så var det jo fordi dyret intet betød for en

Jeg har aflivet flere heste gennem mit hesteliv - og det værste er at tage beslutningen, ringe til dyrlægen og vente til dagen det skal ske. Bagefter har jeg aldrig fortrudt - men ventetiden til dyrlægen kom, når nu hesten ikke gik dissideret og led var hård at vente på.

Jeg har aflivet hestene, når de har haft akutte eller kroniske skader, og ikke længere kunne leve et smertefrit liv.

En selskabsshetlandsblanding med kronisk sommereksem blev aflivet efter et par år, hvor sommereksemen var så slem, at han forsøgte sig med at klø sig op af hestene på sommerfolden.

En oldenborgplag på 2 år blev aflivet pga tarmslyng.

Og begge mine gamle rideheste blev aflivet pga kronisk halthed, som hhv 25 årig og 18 årig.

Jeg bor på min egen gård, og folk siger med julelys i øjnene, at så kan jeg have mine gamle heste gående lige til de falder døde om af alderdom - MEN....

Det er stadig ikke gratis at have heste hjemme - og fordi hesten er gammel og skadet, så skal den jo ikke gå for lud og koldt vand ! Den skal stadig passes, have smed og sko, gå med dækken om vinteren, have ordentlig foder, og have tilskud til leddene....

Hestene jeg har udfylder en plads og har en rolle - min sidste gamle hest kunne godt holde til at gå som førerhest på folden, og opdrage på mine to plage. Da han efter nogle år ikke længere kunne holde teten overfor de unge, så valgte jeg at aflive mens han stadig var KONGEN, stadig så godt ud, stadig var sig selv.

Vi vil alle ønske, at hestene bare faldt døde om, så nogen tog beslutningen udenom os selv. Men det er yderst sjældent det sker - og indenda har det stakkels dyr formentligt lidt af smerter og angst, førend det endelig døde. DET vil jeg ikke byde nogen jeg holder af - de skal have det godt, lige til det sidste, og så skal man sætte sine egne følelser til side, og sørge for at de får så "god" en død som muligt.

mvh Charlotte

Jeg har lige stået i samme situation - min soulmate fik fred for 2 måneder siden..

Hun kom i januar sidste år til skade på folden.. Kom sig, og kom godt igang med dressur igen.. Da jeg trappede ned på dressur (pga graviditet), så smadrede hun sig selv på folden igen (hen på efteråret).. Her efter konkluderede dyrlægen at hun var 100% færdig som ridehest - MÅSKE hvis jeg var heldig kunne jeg skridte en tur i ny og næ...

hun blev behandlet og kom hjem og skulle have boksro en måned.. Den måned blev til 2½ måned, da jeg pludselig midt i det hele fik akut kejsersnit...

Trods boksro, fik hun pludselig tilbagefald og blev IGEN behandlet (allerede der var jeg ved at overveje om det var tid.. men dyrlægen og min kæreste mente at jeg havde kæmpet så meget, at vi skulle give det et forsøg mere, hvis jeg gerne ville have hende gående)...

Hun blev behandlet, 14 dages boksro mere og så blev hun lukket ud og med beslutningen om at hvis det ikke gik - så var der ikke mere at gøre...

Og der gik desværre ikke længe før benet drillede igen (hævede voldsomt op i seneskederne), men hun var dog ikke halt.. Og jeg havde det sådan at så længe hun ikke var halt i skridt - så skulle hun blive her...

Skal jeg være ærlig - så trak jeg den for langt.. Både for Isabellas vedkommende og for mit... Beslutningen var allerede besluttet inden hun fik den sidste behandling - men jeg kunne simpelthen ikke få mig til at give hende fred, før at hun havde så ondt at det ikke længere var fair.. og det har jeg det faktisk dårligt over nu...

Jeg kunne sagtens have kæmpet videre, og behandlet hende hver 2 måned (dræning af seneskederne).. men for hver dræning skulle der 14 dages boksro til... og min hest var ved at miste gnisten også, ved at ikke blive brugt nu når hun havde været ridehest i så mange år...

Og jeg må indrømme at det økonomiske også spillede en rolle i mit hovede.. ikke de daglige udgifter... Men det faktum at så længe jeg havde isabella, så havde jeg ikke råd til en ny ridehest (forsikring)... Der skal ikke være nogen tvivl om, at havde jeg haft muligheden for at have hende gående smertefri - så ville jeg hellere det end at have en ny hest!! Men sådan skulle det ikke være...

Det er PISSE hårdt... og jeg græder stadig jævnligt... Men når jeg er ked af det, og kommer i tvivl om om jeg gjorde det rette i at give hende fred - så skal jeg bare se videoer der blev optaget af hende aftenen inden hun fik fred - og så ved jeg at det er den rette beslutning...

Men for MIG, så var det faktisk en "lettelse" da det var overstået.. Jeg havde gået de sidste 5 måneder og frygtet hvornår hun var så skidt at jeg ikke kunne udsætte det længere.. så JEG har fået det "bedre" psykisk bagefter, fordi jeg nu ikke længere skal bekymre mig om min hest hver evig eneste dag...

Og jeg tænker lidt, at når du først går med tankerne om at give hesten fred så er "beslutningen" taget (i de fleste tilfælde).. Men spørgsmålet er bare "hvornår"??

Håber det bedste for dig... Det er pisse hårdt

Tror du ikke, at du også vil føle dig skyldig om 5 eller 10 år, hvis du lader hesten leve, og du så skal til at tage beslutningen til den tid? Jeg synes, at det er naturligt at føle skyld over at skulle tage et andet væsens liv, og jeg havde selv kvaler og følte ikke at jeg havde ret til det, da jeg for nogle år siden besluttede at lade min hoppe aflive. Men hun var jo afhængig af mig og dermed mit ansvar. Tiden inden aflivningen, da jeg havde taget beslutningen, var den værste og jeg havde kvaler, men bagefter så føltes det rigtigt og jeg kunne komme videre uden hele tiden at skulle bekymre mig om hende, og det var egentlig en lettelse, og jeg har efterfølgende aldrig følt, at det var den forkerte beslutning.

Du vil altid kunne finde et lækkert føl - og det vil være spændende at skulle ud og købe føl eller plag til den tid, og du vil ikke stå med et ukendt "produkt", som hvis du selv avler et føl (eller måske hoppen slet ikke kommer ifol), men vil kunne vælge og vrage mellem allerede fødte føl, og det er da ikke dårligt. Sæt de penge, du ellers ville have brugt på din gamle hest til side og så har du en mindre formue til købe føl for den dag du er klar til det.

Håber at du får truffet den beslutning, som er mest rigtig for dig.

og mht ifoling.. Jeg forsøgte at ifole min hest sidste år, og brugte sammenlagt mellem 7500 og 8000 på det (sæd, insimineringer, svaberprøve og scanninger, da hun skulle scannes hver gang for at se om hun var i brunst)... og hun kom ikke i fol...

og ser jeg tilbage - så er jeg NU glad for at hun ikke kom i fol.. For så havde jeg enten været tvunget til at have en meget halt hest gående til føllet kunne vænnes fra, eller have et flaske føl selvom jeg virkelig virkelig gerne ville have haft et føl efter hende!

Det er aldrig en let beslutning - jeg har lige stået med forholdsvis nyindkøbt hest, der viste sig at have spat og ikke kunne bruges som ridehest.

For mig spillede økonomien ind - jeg har ikke 2000,- pr mdr + det løse (hovene skal stadig ordnes - tænder også...) til at have en hest, jeg kan tage ud til, strigle, klappe og køre hjem igen....

Han endte så som foldbums - hos mennesker, der tager sig godt af ham - men hvis ikke de havde henvendt sig - ville han have krydset regnbuebroen indenfor kort tid.

Jeg har hest på hyggeplan - men uanset, så skal den kunne holde til den ridning, jeg har lyst til og behov for..!!

God vind fremover!!

Jeg synes, ikke det er koldt og kynisk at aflive en hest, hvis det bliver gjort ordentligt.

Når den er aflivet, så er det kun dine tanker og følelser, som er tilbage. Hesten er ligeglad, for den er der ikke mere.

Jeg synes, ikke du er ussel, hvis du afliver.

Personligt har jeg stået i valget flere gange og endte med at vælge aflivning pga. smerter eller alderdom.

Det er en hård beslutning, men jeg synes på ingen måde, det er synd for hesten. ( Det er mere synd for min mand, som skal se på, jeg er ked af det, fordi det er en hård beslutning )

Du skal vælge det, som er bedst for dig.

"Lyon" du har jo egentlig selv sagt det. Hun skal over regnbuebroen din ældre hoppe, hun kan ikke komme på græs, pengene er små, og hun er ikke længere fit for fight.

Desuden er det ved at være 10 år siden, at hun sidst har været ifol - det er uddebatteret ja, fordi du ikke har tid og råd til et føl nu - men det kunne også være blevet en bekostelig affære med et skidt succeskriterie.

Hvor meget holder du af din hest? Holder du nok af hende til at give hende fred?

Vi mennesker er jo nogen pudsige tingester, og det er oftest vores kærlighed til dyrene, der fremhæves, når vi står overfor den afgørende og endelige beslutning. Det er så der, vi skal være den stærke, og træffe den endegyldige beslutning, og holde så meget af netop vores dyr - at beslutningen ikke trækkes i langdrag påberåbende sig, at det er for hestens skyld, når det i virkeligheden er for vores egen skyld, at det måske trækker ud.

Dårlig samvittighed, det skal du i alt fald ikke have - og jeg ved godt, at det er den følelse, der uvilkårligt vil melde sig, både nu, som den gør og evt. senere som tanken - var det nu det rigtige for hende. Der skal du tænke ja det var det. Jeg gav hende et langt godt liv, og jeg evnede at sige stop, da tiden var inde til det.

Held og lykke til med din svære beslutning - du er ikke alene!

Mvh

Jeg skal være ærlig og sige at jeg har hest for at ride på den - ikke at den ikke får alle chancer, men økonomien spiller også ind.

Jeg har måtte sige farvel til 3 heste. Den første gav dyrlægen "forbud" mod at ride hende da jeg kunne risikere at hun døde under anstrengelse. Hun havde gennem flere år haft allergi som vi kunne holde nede med medicin forår/sommer (hun var allergisk over for græspollen) Tilsidst var hendes lunger så store at de kun kunne udvide sig ganske lidt. Der var det egentligt nemt at tage beslutningen, men hård. Det væreste var ventetiden fra beslutningen var taget til hun blev slagtet.

Nr. 2 blev halt af slid i bentøjet pga de var meget skæve. Hun kunne sagtens have gået som foldbums, men hun var kun 10, havde tendens til forfangenhed, arvet allergi fra sin mor (min tidligere hest)og et svært sind. Hun blev helt rundforstørret i hovedet af ikke at lave noget, så der valgte jeg også aflivningen da det vil have været mere mishandling at lade hende gå. Ej heller nemt.

Den sidste - min store kærlighed - fik slinger så der var det egentlig dyrlægen der tog beslutningen. Hesten vil bare få det værre og værre. Så han fik fred 8 år gammel. Også det var rigtig hårdt.

Det er hårdt at skulle af med dem. Savnet vil altid være der, men man lærer at leve med det. Jeg synes ventetiden fra dyrlægen er bestilt til aflivningen finder sted er det værste.

Mvh Kit

Havde en vallak der fik allergi, red den kun på hygge plan i 7 år, så fik den tarmslyng og det var operation eller aflivning...

valget var ikke svært, nok var hesten 18 år men jeg havde lovet mig selv og den at jeg altid ville behandle den som jeg selv ønsker andre skulle behandle mig .

Den blev opereret for en formue (60.000kr), et valg jeg aldrig har fortrudt...vi nåede at få 16 år sammen og jeg kan med god samvittighed sige at jeg gjorde ALT

Dyr har ikke ambitioner, de trives fint med at være foldbumser, de har også kun et liv på jorden og selvfølgelig vil de hellere leve en at dø.....vi som ejere skylder dem alt, de vier deres liv til os og mange kvitterer med en sprøjte fordi de bliver skadet - det er meget egoistisk at fratage dem deres liv, nok det eneste liv de får mulighed for at leve.-

jeg hører igen og igen at det har den bedst af og nu løber den på græsmarken, øhh Nej, nu fratog man dens liv og den oplever ikke mere...fakta er at det er rytteren som slipper for en udgift, en byrde nu dyret ikke kan bruges mere,-

det er jo fuldt ud lovligt at slå sit dyr ihjel, jeg ved godt hvad jeg ville gøre....og svaret liggeer jo lige for for som du siger kan vi mennersker ikke være det bekendt og vi skal kunne se os selv i spejlet bagefter(mange er bare ego og har intet respekt for hestens liv, den er jo til for dem),-

Jeg har hest for at ride! Det er mit udgangspunkt, jeg nyder at hygge og passe min hest og går rigtigt, rigtigt langt for min hest.

MEN økonomi er altså en faktor man er nød til at have med, det nytter ikke noget at man er nød til at gå fra hus og hjem, bare for at holde liv i hesten.

Jeg har sagt farvel til 4 heste gennem mit hesteliv, en pga ringhov (13 år gl.), en med forkalkninger i ryggen(6år gl.), en med hovsenebensforandringer (12 år gl.) og den sidste kom sig aldrig over en slem gaffelsbådsskade (12 år gl.)

Det er forbandet hårdt at tage afsked, men der er også en vis lettelse, nu har hesten med sikkerhed ikke ondt længere.

Der er mange heste der ikke trives som foldheste, de er vant til meget opmærksomhed og daglige oplevelser, og harderfor svært ved at finde sig tilpas med tilværelsen som foldbums. Derudover er en foldbums jo heller ikke gratis - den koster stort set det samme som da den var ridehest.

Du må træffe den beslutning,som du selv har det bedst med.

Tak for alle jeres kommentare <3

Jeg synes det har været en hjælp i forhold til min dårlige samvittighed (den er der stadig, men det er jo nok meget normalt).

Jeg tror umiddelbart at der er en chance for at hun ville kunne gå (smertefrit) som foldbums/avlshoppe og det ville sikkert ikke være et problem for hende, men det vil kræve en del penge til tilskud (glucosamin imod gigt, lamiguard imod hendes tildens til forfangenhed mm.), hyppige kiropraktor/massør behandlinger (ryg, nakke -og skulder problemer samt ømme sener i forben), smed (4 sko grundet fortid med forfangenhed) og måske også noget mavesårs undersøgelse/medicin da hun mistænkes for dette og det er penge som jeg ikke har. Ikke hvis jeg også samtidig vil have min anden hest til at fungere (hun døjer desværre lidt med noget periodevis støvallergi, tildens til stofskifte problemer, løs mave ved indtagelse af wrap, græs eller sukker/stivelse og så videre) dog intet alvorligt (endnu), men det er klart noget der skal holdes nede/væk med rette (dyrt) foder, forskellige tilskud, specielt grovfoder, støvfrit bundstrøelse mm.).

Begge heste er altså DYRE i drift og det er altsammen noget der er kommet indenfor en kortere periode grundet tidligere dårlige opstaldningsforhold (konstant træk, fugt/svamp, tvivlsomt grovfoder, mangel på foldtid og meget andet).

Jeg er nød til at vælge - og det smerter mig, men der er ingen vej udenom - de er simpelthen blevet for dyre i drift for mig.

Havde jeg vidst at min ældre hoppe ikke ville "holde" min studietid ud, havde jeg ventet med studiet (som jo ville være et dumt valg, i en alder af 30 år, men det havde jeg valgt), men nu er jeg i fuld gang og jeg kan ikke droppe ud nu. Wero har fået nogle gode, værdige, sidste år fyldt med kærlighed og det må jeg trøste mig med. Tak for hjælpen folkens <3

Vil lige give mit besyv med

Jeg har for nogle måneder siden stået i samme situation med min hoppe. Nåede at have hende knapt 2 år, men størstedelen af tiden har hun stået med skader, og et hav af dyrlæge regninger (det er rigtig dyrt at have hest i Stockholm). Og en hest som er decideret farlig at håndtere når hun ikke fik afløb for sin energi, trods megen foldtid, så var det bare ikke nok. Gav hende stortset ingen kraft, kun massere af hø-silage og lidt urtetilskud (stroppy mare). Men efter megen kamp og frem og tilbage sagde vi tilsidst farvel. Dyrlægen sagde at chancen for hun blev ridehest igen var lig nul. Og når man samtidigt står med en hest som ikke kan trives som foldbums (hvilket hun tydeligt viste, da hun blev ret bims i låget) og jeg ikke var sikker på hvor mange smerter hun havde, så blev det aflivning. Klart at det økonomiske også spiller ind, har ikke råd til at have en hest gående som koster rundt 7000 i måneden for at klappe på den. Og samtidigt så kan jeg mærke det var det rigtige for hende. En død hest lider ikke, og syntes det er vigtigt at spørge sig selv om det er for hestens eller ens egen skyld man holder liv i dem?

Syntes mange folk jeg kender holder liv i heste, hvor det er direkte synd for hesten. De viser tydeligt de ikke har det godt. Skal stå flere måneder på box-hvile etc og alligevel så fortsætter man. Det er vores etiske ansvar for dyren at se til deres bedste.

LT - du har ret .. Og jeg må krybe til korset og indrømme at jeg i generelt er rigtig "god" til at gå for langt for mine dyr (heste og andre dyr).. Det har -set i bagklogskabens lys- været noget som mine elskede dyr (familiemedlemmer) har måtte 'lide' under. Alt for lange sygdomsperioder, som de med garanti hellere havde undværet.

Men jeg har desværre for vane altid at vælge 'smertestillende og medicin' frem for 'død og smertefri'. Det er ikke noget som jeg er stolt af, men når jeg står i situationen, har jeg meget svært ved at give slip og jeg er parat til at gøre hvad som helst for at redde mine 'kærligheder'.

Jeg har drevet vildtpleje station og derigennem modtaget talrige uønskede kæledyr, så jeg har stået i disse smertelige situationer uendelig mange gange, desværre.

Jeg har naturligvis altid haft en dyrlæge på sidelinien til og gribe ind, hvis det har været nødvendigt og jeg ikke har kunne formå og sige 'stop' selv.

Dette fortæller måske lidt om hvor svært det er for mig at skulle sige stop og være 'realistisk' denne gang. Det kribler i mig for at kæmpe videre, men jeg har ikke midlerne. Jeg er nød til at 'æde den' og komme videre. Dét er hårdt

Det er en rigtig træls situation, men inderst inde ved du jo godt hvad er rigtigst.

Det kan godt være "Ondt", men som du selv skriver skal hun have en masse tilskud og andet for at være opretholdt - ting der dræner din økonomi.
En død hest har ikke ondt, og tænk på at du fremadrettet kunne have mere tid til den anden, flere penge til rådighed og du skal ikke være bange for om hesten får ondt - hvis altså du vælger at aflive.

her kan jeg tale med- både fordi jeg har fået aflivet heste gennem mit lange hesteliv og fordi jeg står for at skulle gøre det igen om ikke så lang tid.

Lad os starte med at slå fast, at døden ikke gør ondt på end hest og at det at dø af alderdom ikke er særligt behageligt for et dyr.

Os mennesker kan reflektere over vores nedsatte funktion, leve med vores smerter og skåne vores krop. Heste er underlagt naturens ubamhjertige lov, hvor svage og gamle dyr trynes i flokken og ligger i bunden af herakiet. Der er ingen skånehensyn i naturen, hvor kun den stærkes lov gælder, så kan en hest ikke slå fra sig, løbe væk eller på anden måde passe på sig selv, er alderdommen ikke noget rart sted at være.

Så ang den gamle hest: med mindre den trives rigtigt godt i flokken, er rengående i alle gangarter og kan holde huld, så skal man overveje, for hvis skyld hesten lever.

Så er der den unge hest....Jeg har oplevet heste blive aflivet på grund af skader som ville reducere den til en skovturshest med skånehensyn, jeg har set heste blive aflivet pga. et sind og en fysik som for evigt ville afholde dem fra en karriere som ridehest. Her skal man så tænke på alle de millioner af grise og køer som aflives hver dag blot for at vi kan gå på grillbar.

En hest som er så skadet, at den kun kan rides forsigtigt i skridt- den hest skal ingen bilde mig ind, ikke også har ondt på folden- og et liv i lavgradige kroniske smerter er ikke et godt hesteliv.

Har man råd til at holde heste som græsslåmaskiner, kan det være ligemeget om den kan rides. Men sådan er det for de allerfærreste. Virkeligheden er nok snare, at disse vanskelige heste ender som ringvrag og kastebolde på diverse markeder- her skal man stå ved sit ansvar og aflive, frem for at dømme hesten til en uvis skæbne.

Da jeg boede på island var vi anderledes usentimentale: alle 1-2 års som havde træls sind, dårlig benstilling og problematisk bygning, blev ædt. tanken er, at en ridelig, nem, pæn og sund hest har langt større sandsynelighed for et godt liv. Resten var bedre tjent med at ende i fryseren.

Selv står jeg med en 23årig gammel hest....Med slidte tænder efterhånden og hvor jeg for første gang kan mærke alderen trykke. Stadig er den pæn, rengående, glad på tur og med livskraft. Men her har jeg det som Morgan- den skal ikke ende som øg, men herfra før den kun har sølle dage. Så næste sommer bliver den sidste ligegyldigt hvad. også selv om hesten har det fint.

For min erfaring er desværre, at man som ejer kan have meget svært ved at se med nøgtne og objektive øjne på sin elskede hest, især efter mange, mange år sammen- og pludselig er man gået for længe med beslutningen.

Åh, hvor jeg føler med dig - jeg har næsten lige været, hvor du er nu.

Jeg havde den skønneste hoppe, som jeg havde haft fra føl - og som jeg havde planlagt at jeg en dag skulle trække føl på efter et par gode år i sporten, hvorefter hun skulle pensioneres og bare hygge sig i sit otium.

Samtidig synes jeg (også i dag ), at jeg skylder netop denne her hoppe alt. Året før hun skulle tilrides, kom jeg nemlig ud for en stor og dramatisk rideulykke (på en anden hest). Kort fortalt er hun i dag grunden til, at jeg stadig rider - og i de 10 år, jeg havde hende, tabte hun mig ikke en eneste gang.

Så derfor var noget helt specielt for mig .

Desværre fik hoppen den ene skade efter hinanden - uden sammenhænge...bare uheldigheder. Samtidig havde hun et varmt og svært temperament, der fuldstændig eksploderede, når hun stod stille i skadesperioderne - også selvom hun gik på fold hver dag sammen med vennerne, blev genoptrænet i skridt, striglet og nusset hver dag osv.

Kun i reel ridning sparkede hun ikke boksen ned, stormede rundt og stressede fuldstændig vanvittigt.

Efter 4 år med et hav af skader - og til sidst en akut gaffelbåndsskade, som aldrig helede rigtigt op og som hoppen netop lavede selv på folden i en af vores utallige genoptræningsperioder, tog jeg beslutningen om, at det måtte være nok.

Livet som klappe-hest og/eller følhoppe ikke var en mulighed.

Hesten var så bundulykkelig - og det samme var jeg.

Jeg fik ordnet tingene med forsikringen, som var super!

Det samme var min dyrlæge, som havde fulgt hende igennem de mange, mange skader.

Jeg valgte at køre hende til dyrlægen, da jeg ikke ønskede at fobinde opstaldningsstedet med aflivningen af min bedste ven, hvis jeg en dag skulle få en ny hest - jeg er meget glad for mit opstaldingssted og vidste, at en eventuel ny hest skulle opstaldes samme sted.

På en smuk solskinsdag i februar kørte jeg min sjæleven afsted til dyrlægen - præcis som jeg havde gjort 1000 gange med alle hendes skader. Her kom hun, præcis som hun plejede ind i en box, der stod og ventede, hvor hun fik lidt beroligende. Så trak jeg hende ud, nussede hende en sidste gang og så fik hun sprøjten, mens dyrlægens assistent holdt hende. Jeg så, hvordan hun lagde sig så pænt og bagefter havde jeg god tid til atvære hos hende, mens hun udåndede.

Det var så fin og pæn en oplevelse, som jeg for evigt vil huske på den fineste måde

Det har været en enorm lettelse at sige pænt farvel til min hoppe - og jo længere jeg kommer væk fra det, jo mere kan jeg se, at jeg burde have taget den beslutning for længe siden...både for hendes og min egen skyld. Vi var begge så enormt kede af det hele til sidst - min hoppe, som ikke fungerede som "stå-stille-hest" og mig, der bare så gerne ville have en god ridetur og en glad hest.

I dag har jeg en dejlig vallak, som jeg har haft i næsten 5 måneder - og det her med at ride hver dag, se ham udvikle sig og nyde hver dag i stalden er bare sådan en glæde og lettelse efter så mange års sorger, bekymringer og manglende glæde i omgangen med heste. Jeg nyder, at jeg ikke længere bruger massevis af penge på dyrlæge, medicin og alverdens "måske-virker-det-her-ting", men kan bruge lidt penge på den nye hest og de ting, jeg har ønsket mig de sidste mange år.

Jeg håber virkelig for dig, at du lige som mig finder en løsning, som giver fred - og glæde ved at ride din unge mule uden dårlig samvittighed.

Store knus

Nathasja

Hej

Det er så nogle helt andre tanker jeg har gang i. Udtrykket foldbums synes jeg egentlig er noget underligt noget. Skal de på sommergræs er det positivt, men skal de gå på græs hele tiden er de foldbumser.

I min verden er en fold ikke et stykke jord med en balje vand og en balle wrap midt på.......Det er et regulært stykke græs - gerne laaangt, så der kan fræses igennem, når det er det man har lyst til. Kunsten er så at sætte de rigtige heste sammen i flokken. Pt har vi en travvallak, som bliver virkeligt mobbet af de andre vallakker. Her har vi så valgt at han går alene, men med heste på de tre sider af hegnet. Og på sigt håber vi på, at han kan lukkes sammen med en anden.

Jeg tror, at hvis en hest stresser på folden så er det omgivelserne - ikke det, at de ikke skal arbejde. Blot en strøtanke...

Jeg har aflivet en enkelt hest. Min vallak var 17 og viste ændringer i sin adfærd - både overfor andre heste (røg nedaf i hierarkiet på folden) og ville hellere skridte end tage en rask galop på stubmarken. Den blev undersøgt og havde en del forandringer i forbenene. Nogle år i forvejen havde den haft en større seneskade i et bagben.

Havde man kunnet holde den i live - ja.

Men jeg valgte at få den aflivet - og sige tak for de 9 gode år jeg havde haft med den. Jeg var ikke sikker på at den kunne klare en vinter i ridehuset uden flere skader og havde heller ikke lyst til at se den blive kanøflet af de andre på folden i større og større grad.

Var det en svær beslutning - ja.

MVH Mette

Dyrlægen er bestilt og kommer i morgen ... Det hårdeste var at bestille Daka ... "Mange tak for deres køb.." sagde siden, da jeg havde bestilt og betalt (hold nu fast ... små 1900 kr for afhentning) .. Lidt usmageligt

Det hele er så uvirkeligt lige nu ... Jeg prøver at lade vær' med at tænke over det, men det er hårdt

Enkelte folk i min omgangskreds (fx hendes part) kan ikke forstå at jeg ikke prøver at sælge/udlåne til avl .. Og jeg har da også fået flere gode tilbud, men jeg tør bare ikke tage chancen..

Hvad nu hvis hun stresser op og får mavesårsproblemer igen? Hvad nu hvis hun ikke kan komme i fol, så får jeg hende tilbage og står i samme problem igen .. Der er jo også de forskellige hensyn såsom ingen græs (tidligere forfangen) og at hun helst skal beholde sine 4 sko på ...

Og hvad nu hvis hun simpelthen "knækker" psykisk over at skulle flytte og forholde sig til nye mennesker og heste IGEN .. Jeg kan IKKE byde hende det .. Hun er så skrøbelig og "ødelagt" i sindet .. Det tog mig over et halvt år at vinde så meget tillid fra hende, at jeg kunne fange hende i boksen uden problemer og uden hjælp fra andre eller ved hjælp af lokkemidler..

Tænk hvis hun skulle igennem alt det igen ..

Så nu får hun fred i morgen .. Jeg håber mit hjerte heler igen

Uanset hvad andre siger, så er det dig, der kender hesten bedst, og derfor bedst kan vurdere, hvad der er det rigtige.

Jeg synes, din beslutning er flot og rigtig. Jeg håber, du får sagt godt farvel til hende i dag, selv om det er hårdt.

Ser nok lidt omvendt på tingene, de mange sygdomme gør jo netop, at din hest heller ikke ville få et værdigt liv på pension, ingen græs, gigt er lig med smerter, plus de andre sygdomme du nævner, forstår slet ikke at nogen kan finde på at avle på en gigthest, der jo på grund af den ekstra vægt, ville blive belastet yderligere på sine led.

Så med hensyn til din samvitighed, du har valgt det helt rigtige for din hest, og du bør på ingen måde, have dårlig samvitighed, :tværtimod: er sikker på din hest er glad for din beslutning. Du skal være glad med dit savn, vide at du gjorde alt imens den var her, og hjalp den herfra på bedste vis.

Hej

en hest der ikke fungere såvel psykisk som fysisk, har for alle parter bedst af at komme over regnbuen - lidt kontant sagt.

Jeg har den holdning (måske fordi jeg har plads) at mine gamle avlsdyr ikke bliver aflivet når de er færdige med at blive brugt, er de friske og rørige får de lov til at på på pensionistfolden - løsdrift i praksis ude hele året altså i følge mennesker et rigtigt hesteliv, det har de fortjent de har arbejdet for mig i mange år.

Heste der har smerter etc bliver aflivet med det samme.

Heste vi har brugt har "krav" på dette - de skal ikke have daglige smerter, fordi vi er blødsødne.

I øjeblikket har jeg 3 pensionister gående på 18-18 og 22år, mit skræk senarie er at jeg kan blive nødt til at aflive dem pga økonomi - for de er meget friske og uden skader.

Min hoppe sov ind i mandags. Det var hårdt .. Rigtig hårdt .. Men det var det rette .. Nu skal jeg bare lige igennem den første tid med fosterstilling, rødmossede kinder og alt hvad der ellers hører til et knust hjerte.

Tak for jeres søde kommentare