Velkommen til virkeligheden og hverdagen

Hvis det skal være jer fremover, så gør en indsats for at udvide bekendtskabskredsen, til ikke kun at være ham. Altså DIN bekendtskabskreds! "Bag en kage" og sig hej til naboerne. Glem evt. aldersforskel! Måske de har noget viden omkring havebrug, de godt vil dele med dig? Måske er de nysgerrig efter at lære dig og din kultur at kende? Måske kender de et sted i området, som godt kan bruge en frivillig, hjælpende hånd, uden det koster penge at være frivillig? (Det er stadig ikke alt man kan google sig til...)

Er der noget, der er ens for alle, uanset i hvilken krog af verden vi kommer til, så er det, at folk gerne vil lære fra sig. Vis interesse for det lokale håndværk/håndarbejde, eller hvad lillemor inde ved siden af laver. Nej, måske interesserer det dig dybest set ikke, men det er en af vejene til venner

Hvis jeg var dig, og jeg allerede nu vidste, at jeg ikke ville lægge tid og kræfter i at få min egen bekendtskabskreds, ville jeg pakke mine ting, ændre min flybillet og lade sød fyr være sød fyr. Det er jo ikke en reel fremtid for nogen af jer, som det er nu.

Først og fremmest, og vigtigst af alt: Godt, mega modigt og fantastisk at du tog afsted, for først og fremmest, så gælder det om at efterpøve sine muligheder. Det er du i gang med, og det er bedre end at blive hjemme og drømme!

Dernæst, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige. Mit svar vil være meget forskelligt alt efter om det er Nepal eller Nigeria.

Kan kæresten mon ikke hjælpe med at få dig ind et sted, uden at du skal betale det hvide ud af øjnene? Jeg forstår ikke helt den der med at betale for frivilligt arbejde, og har selv "frivilliget" uden om organisationer, og betalte derfor kun rejse, kost og logi, selvfølgelig for "hvid pris" hvilket er betydeligt højere end hvad lokale skulle betale for det samme. Det synes jeg er helt fair.

Har du talt med din kæreste om det? Det er jo heller ikke fair bare at smutte før aftalt tid, uden at have givet ham en grund. Så der kan du da starte.

Jeg forstår godt, at det er hårdt kun at kende ét menneske. Men er der også noget der knaser i forholdet, som ikke kun kan tilskrives at du savner selskab og han arbejder fuldtids (er træt når man kommer hjem)?

Kan du sproget, eller kan de lokale tale et sprog du forstår?

Er landet farligt at udforske på egen hånd?

Nøj hvor er jeg nysgerrig efter at vide hvilket land der er tale om

Jeg elsker kærlighedshistorier, men som du siger må man være realistisk nogle gange.

Det lyder ærlig talt ikke, som om du er havnet i det mest fantastiske land. Faktisk lyder det decideret ubehageligt.

Jeg ved ikke hvilket du snakker om (Indien?), men ikke engang at kunne benytte offentlig transport eller løbe en tur?

Er det et liv for sådan en eventyrlysten kvinde som dig? At være indespærret i mandens hus, indtil han kommer træt hjem fra arbejde og måske ikke alle dage, i længden, orker at overøse dig med opmærksomhed, efter du har været alene og ensom hele dagen?

Har du lyst til at bo i et land, hvor du skal frygte for din sikkerhed, når du går udenfor?

Hvis du VIRKELIG vil give det en chance, så bliv måneden ud, indtil din flybillet gælder. Så kan du tage hjem der, hvis det ikke går.

Han er jo selv her fra Norden, kan han slet ikke lokkes med tilbage til Europa?

Ja, det er sjovt at bruge 24 timer i døgnet sammen, i starten af et forhold. Og derfor er det øv nu, hvor han har fået et job. Men du skal jo også leve selv, jeg tror ikke du bliver lykkelig i længden, af at gå og sukke derhjemme og vente på han kommer hjem..

Som jeg ser det, ville jeg enten blive måneden ud og se det an, og så (evt.) tage hjem, eller også tage hjem nu, og se om du kan lokke ham med!

Det er jo en STOR omvæltning at forlade alt i trygge Danmark og flytte til et u-land. Har du ikke selv noget der binder dig derhjemme? Et job, et studie der kalder? Noget at komme hjem til, så det ikke føles så slemt at efterlade ham?